Samarbejdet mellem forlagene Escho og Sidste Århundrede har kastet endnu en syret perle af sig. Den glemte norske forfatter Sigurd Mathiesen skrev gotiske fortællinger, så dødsenglene sang. Men den allerstørste rædsel kommer hos Mathiesen hverken fra levende døde, spiritistiske medier eller naturkatastrofer – men inde fra mennesket selv.
Unge sjæle udkom første gang i 1903 og blev godt modtaget, men hurtigt glemt. Med Escho og Sidste Århundredes genudgivelse kommer Sigurd Mathiesens syv fortællinger – der med en enkelt undtagelse individuelt er dateret fra februar 1899 til august 1902 – frem i lyset igen. Og skønt man måske nok får indtryk af et værk, der har været svært at indpasse i den litteraturhistoriske kronologi af ismer og tendenser, undrer det virkelig, at fortællingerne nogensinde kunne blive glemt. Unge sjæle er nemlig ikke en læseoplevelse, man glemmer. Den går rent ud sagt i kødet på én.
Hos Sigurd Mathiesen møder vi både levende og døde. Vi oplever døde genoplivet gennem yngre generationer og mordscener genspillet for uskyldige efterkommere. Og vi oplever en natur, som er lumsk og ildevarslende, men er for intet at regne mod de mennesker, der bebor dens omgivelser og skal forestille at tilhøre civilisationen.
Unge sjæle har det hele: kærlighed, besættelse, jalousi, misbrug, fatale forbindelser, hævntørst, vampyrisme, homoerotik og katastrofer. Når Mathiesen flere steder inddrager repræsentanter for andre folkeslag end de nordeuropæiske, sker det på en måde, der aldrig ville være gået i dag. Men bortset fra det – og på trods af, at Mathiesen åbenlyst har hentet sin inspiration i strømninger, der ikke har været på mode længe – virker Unge sjæle som et overraskende moderne værk.
Det ydre og det indre
Sigurd Mathiesens sprog er vildt og sanseligt. Skal man pege på noget, der tilnærmelsesvist ligner det, kunne det være Hermann Hesses skildring af begivenhederne i det magiske teater i Steppeulven knap tre årtier senere (og disse begivenheder var som bekendt ”kun for forrykte”).
Intet er for makabert for Mathiesen. Men heller ikke for voldeligt, for larmende eller for intenst, kunne man tilføje. Det er, som om de surrealistiske rædsler, vi ellers kender fra mellemkrigstidens litteratur, hos Mathiesen udstrækkes i tid, så vi som læsere så at sige tvinges til at være i dem så længe, at de sætter sig i kroppen. Som i udgivelsens syvende og sidste fortælling, hvor hovedpersonen, hans familie og deres medborgere overrumples af et vulkanudbrud på den fransk-caribiske ø Martinique:
”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal skildre det følgende. Jeg finder aldrig de onomatopoietika, der tilnærmelsesvis kan give en forestilling om de rædselslyde, jeg hørte. Huse, der styrtede sammen i et knitrende bål… Jorden, der revnede og skælvede… Havets brus, der skyllede herop i en altopslugende stormbølge… Dyr og menneskers dødshyl. Men på mig havde det en besynderlig virkning. Disse lyde klistrede sig til mine indvolde og forårsagede en heftig og tør smerte med sting gennem min ryg. Og sluttelig var det, som om min bughinde brast, og alt i mig smuldrede. Min mave blev en gyselig tomhed, hvorigennem alle lyde gjaldede.”
Det er, som om det ydre og det indre hos Mathiesen er fuldstændig forbundet. Vakler det ydre, eroderer det indre. Tager det indre mørke over i mennesket, sætter naturen omkring det ind med rystelser og råddenskab. Krop, sjæl og omgivelser er lige udsatte for pludselige, kulsorte impulser.
Udenfor tid
Unge sjæle kan uden de store krumspring sættes i forhold til en række fænomener i sin samtid, og det gøres elegant og overbevisende af litteraten og kønsforskeren Dag Heede i udgivelsens efterord: angst og fremmedgjorthed som følge af tidens gryende modernitet. Postromantisk sværmen for det okkulte. Udbredelsen af Freuds psykoanalyse og det deraf følgende fokus på menneskets ubevidste skyggesider og budskabstunge drømme, ikke mindst.
Alligevel er det, som om Sigurd Mathiesens timing altid vil være forkert. Norges identitetsarbejde gik i en anden retning, som Dag Heede også nævner. Men lige så væsentligt er det nok, at Mathiesen er for meget til enhver tid. For gotisk til ikke at være fra starten af 1800-tallet. For moderne til årene omkring 1900. For oprigtig til at være postmoderne 80 år senere. Og alt, alt for politisk ukorrekt til i dag.
Sigurd Mathiesen skal læses for sit simpelthen utrolige sprog, sine unikke sammenstillinger mellem menneske og (u-)natur og sine umærkelige overgange mellem drøm og virkelighed. Læsernes unge, uprøvede sjæle vil til hver en tid vende tilbage fra endt læsning tilsmudsede, vaklende og fordærvede.
Info
Sigurd Mathiesen Unge sjæle
Escho & Sidste Århundrede
2021
188 sider + Oversætterens note + Efterord ved Dag Heede
Bogen kan købes her