Den svenske digter UKON (Ulf Karl Olov Nilsson) skriver om alt fra IKEA og valutakurser til monstrøse børnefødsler og uddøde sprog. Stemmerne snakker, pipper og råber i munden på hinanden, der konstateres og længes, og jeg oplevede både at grine og væmmes over ganske få sideskift. Barndomstolen (udgivet på svensk i 2009) er en nøgtern, sjov og tænksom digtsamling, der netop er udkommet på dansk på det lille forlag Tredje September (strålende oversat af Emil Kjær Voss og Gustav Valdemar Strange).
Citatsamler
Når man googler ”UKON” fra sin danske IP-adresse, finder man hverken nogen Wikipedia-side eller anmeldelser – nej, der dukker en masse sider op om et firma i Århus, der tilbyder ledelsesrådgivning i øjenhøjde. Noget siger mig altså, at UKON, som jeg ærligt indrømmet heller ikke havde hørt om før nu, ikke er særlig stor i Danmark. Dermed har Tredje September gjort noget klogt: De har fundet en vigtig stemme i svensk samtidspoesi og bragt den til Danmark. UKON har en række udgivelser bag sig i Sverige og arbejder desuden som psykolog og psykoanalytiker, men her er han altså for første gang på dansk – hurra!
Barndomstolen består af to digtsuiter, ”Værditautologien” og ”Barndommen”. Jeg er klart mest begejstret for den første, fordi det er her, digtsamlingens mange forskellige stemmer virkelig folder sig ud. En tautologi er et udtryk, der er selvindlysende eller bruger sproglige virkemidler som en slags dobbeltkonfekt (for eksempel ”to halvdele”) – altså et udtryk, der bider sig selv i halen. Et eksempel, der går igen, er ”It is what it is”, som også slutter første digtsuite, ”Det er som det er”. Med den slutning understreges det absurde og tragikomiske ved digtene også. Det er som om, at alt det, der er blevet digtet om på de 40 foregående sider, kastes op i luften, og der bliver sagt: ”Nå ja, hvad kan man overhovedet stille op med det?”
Det står i skarp kontrast til den meget konstaterende, ja, nærmest befalende tone, nogle af digtene har. For eksempel her fra begyndelsen: ”En genstands værdi bestemmes af hvad den kan bruges til. /Hvis jeg køber noget for hundrede kroner, får jeg noget der er hundrede kroner værd.// Der er mange forskellige måder at leve på./Hvis du ikke gør som jeg siger, slår jeg dig ihjel.” Her er det som om, stemmen bevæger sig fra købmand, til matematiklærer, til fredsmægler, til morder på fire linjer. Sådan fungerer det meste af første digtsuite. Man får indtrykket af, at der er sakset citater fra alverdens Wikipedia-sider eller nyhedsartikler, der er sat sammen med meget specifikke erfaringer (som for eksempel at være i Åby og ”ikeae”. UKON leger også med selve den seriøsitet og autoritet et udsagn får, når det sættes op på en side i en digtsamling, og det kommer der nogle virkelig sjove tautologier ud af: ”Jo flere cigaretter jeg ryger, desto mere bliver jeg som tobaksplanten./ Den der tager antidepressiver, bliver antidepressiv./ Mængden af alle bøger er selv en bog”.
En omvendt Inger Christensen
Første digtsuite er også en slags nekrolog over alt det, der er forsvundet, for eksempel uddøde dyrearter og sprog, som rent faktisk er forsvundet. Men der bliver også fremskrevet et slags dystopisk eller utopisk fremtidsscenarie: ”Så ophørte kul- og olieindustrien, så post- og domstolsvæsenet. / En dag forsvandt Afrika pludselig, og så Australien, Antarktis og Antillerne/ En dag fandtes filmindustrien og musikbranchen ikke længere./ Og næste dag blev Holland skyllet væk./ (….) Hold kæft, hvor skønt! De skulle have bygget nogle højere diger.” Igen er der her tydelige toneskift, hvor man kan gå fra at tænke: ”Yes, ud med kul- og olieindustrien” til: ”Sikke en katastrofe, at hele kontinenter forsvinder” og slutte med at grine højt af det meget voldsomme had til hollændere.
UKON siger også farvel til nogle af de ting, Inger Christensen konstaterede fandtes i hendes meget berømte digtsamling Alfabet (1981). Han citerer hende ”negativt”: ”Cikaderne fandtes ikke længere, heller ikke cikorie, chrom og citrontræer; cikaderne fandtes ikke længere (..) Inger Christensens c-digt glider ubesværet ind i teksten lige så hurtigt, som det forsvinder igen, og det er meget symptomatisk for digtene. De stjæler og citerer med arme og ben, men den mosaik, de får skabt, flyder glimrende. Det er en fin ”parodi” at bruge Christensens benævnelser af alt det, der findes i verden, som i Alfabet er skrevet op mod den kolde krig og muligheden for en atomkrise. I UKONs fremtidsforestilling er sådan en krise måske indtruffet, natur og fred er forsvundet, men det samme er sygdomme, krige og mord. Og hvad står man så tilbage med? Måske bare udsagnet (tautologien) om, at man er, at der er noget, et eller andet.
Hvad koster et barn?
Til slut et lille pip om anden digtsuite, som jeg bestemt også synes rummer interessante elementer – den er bare ikke lige så energisk som den første. Anden suite kredser om skabelsen af et barn og dermed en barndom. Men selvom barnet først vokser harmonisk i moderens mave, bliver det pludselig helt monstrøst og vokser sig lige så stort som moderen. Det er som om, forestillingen om det ufødte barns selvstændige liv og person overgøres ud i det absurde og skræmmende. I øvrigt er der en anden tråd tilbage til første suite, nemlig tematikken om ”prisen” for at få et barn, som i første halvdel er helt konkrete adaptionsgebyrer. Her er det et barn, der bliver ”for selvstændigt” – det er spændende!
Der bliver bundet en fin sløjfe, der faktisk også vender tilbage til første suite, når bogen slutter med: ”Hvordan er det muligt at alt dette, / uden at noget egentlig har forandret sig, /kan vendes til sin modsætning”. Alt kan vendes og drejes hos UKON. Fødslen er med det samme også døden, det konkrete kan lynhurtigt blive abstrakt, og det helt nære blive til noget globalt.
Der er mange ting på spil, men jeg kan kun sige: Læs Barndomstolen og oplev det selv – det er poesi, der rykker!
Info
UKON: Barndomstolen
Tredje September
Oversat fra svensk af Emil Kjær Voss og Gustav Valdemar Strange
2020
Læs mere på forlagets hjemmeside her