Det er en evigt forestående debat, om man kan tillade sig at inddrage forfatteren i et værk, når man læser og analyserer, eller om man overhovedet kan lade være, hvis man prøver. Ændrer det læseoplevelsen, når du kender til en forfatter, har set vedkommende i interviews eller har læst andre af hans eller hendes værker? Og er det fair overfor teksten, at den ikke kan få lov at eksistere i sin egen ret? Modspor har valgt at tage debatten længere end blot kendte og ukendte forfattere og undersøger, hvad der sker ved en tekst, hvis den slet ikke har nogen forfatter. Kan man mærke på en tekst, at den er produceret af en algoritme i stedet for et menneske?

“More data makes a man. A and C and T and G. The alphabet of you. All from four symbols. I am only two: 1 and 0,” siger Joi i Denis Villeneuves genfortælling af Blade Runner fra 2017. Robotter, kunstige intelligenser, eksisterer som binære valg – 1 eller 0. Som mennesker ser vi os selv som mere komplekse, selvom vores kromosomers DNA kun er opbygget af fire forskellige nukleinbaser. Vi er anderledes end maskiner, fordi vi ikke blot skaber, men er kreative. Hvad sker der, når en kunstig intelligens bliver skabt til at udføre et kreativt erhverv? Kan en robot skrive poesi?

Et hold bestående af syv computer science-studerende fra Aalborg Universitet har i år søgt at undersøge forholdet mellem kreativitet og kunstig intelligens med projektet ”Can computers be creative? Computional creativity. An implementation of creative processes in poetry generation”. De argumenterer i projektet for, at kreativitet ses som en refleksion af den menneskelige psykes ræsonnementsproces, og at poesi bruges af mennesker til at udtrykke sig gennem restriktioner som grammatik, artikulation og kultur. Men hvad sker der, når man fjerner mellemmanden? Hvad er poesi uden mennesket?

Nedstrippet poesi

Nogle ser kreativitet som en fejring af menneskelighed, men de studerende argumenter for, at dette ikke er tilfældet, da ikke-mennesker også er kreative. De nævner for eksempel i naturen vogelkopløvhyttefuglen, der bygger en løvhytte og dekorerer den med mos, sten, snegleskaller og blomster, og ønsker altså at udfordre den menneskecentrerede idé om kreativitet og i stedet strippe det ned til en videnskab. Ligeledes stripper de poesien ned til en række af kvaliteter: meter, rytme, rim, opbygning, figurbrug, grammatik, tilsigtethed og semantik. De bryder genren ned i dens mest regulære mønstre og strukturer for at kunne computergenerere digte. Et eksempel på en sådan nedstrippet kvalitet kan ses i figuren nedenfor. Det sidste led i eksperimentet er, at de studerende viste de computergenererede digte for nogle mennesker og forsøgte at forbedre poesien med feedback in mente.

Resultatet

Hele projektet og de matematiske og menneskelige tanker bag er fascinerende. De studerende stiller med deres projekt spørgsmålstegn ved sammenhængen mellem den kreative proces og den menneskelige kognition. Uden en forfatter bag teksten er poesien identitetsløs og uden reel intention. Denne poesi eksisterer derfor kun som et resultat, og med den feedbackorienterede del af projektet, viser de studerende en receptionsorientering. Uden andre elementer er en receptionsorienteret analyse også den eneste mulighed for et sådant projekt. Vælger man at læse disse computergenererede digte som et succesfuldt forsøg på kreativitet, taler dette for den receptionsorienterede analysemetode. Ser man derimod disse digte som fejlagtige og mangelfulde, taler de imod denne. Jeg har udvalgt tre digte og vil lade disse og deres modtagelse tale for sig selv. I poesi er succes en subjektiv affære.

BA1

The nightmares have been claimed by freedom, yet a tree, and the trees will be tied by the tune.

A worm screamed.

The trees are caged by the dream. A thing will have been dipped by dreams, yet the bird will wait. Tying a dream, trees will be owned by suns.

BB3

Freedom thought orange suns.

Bars wait backs. Names long.

Wings heard.

Trees in the orange wind ends.

Hill’s wind, and a worm stand bars. Freedom has waited the wing, in the fearful bar, or the orange suns.

Hills sighed.

RA1

The roof is saying the plans.

Under a sucking watching day, the miniatures will have been coming noses.

The answer between a power has climbed, between the gardens.

The animals have been remounted by the world at the answers, under deep packages.

The house-roof will have broomed, so a lousy hose has stood.

The racoon is being deceived by people.

SA1

The mould froze, from moulds.

Under the germs, the language under the silence had been welcomed by a ground.

The ears will have destroyed.

The death was being crept by the even nail.

Green ruin’s shades, and the deaths will have destroyed, but nails are resting the mistake on time’ bone.

SB5

Birds spreaded.

The cloud will decay.

Pieces feed a death.

A challenging cloud will cover the highways.

An universe has seen. A populating fox will have come. Universes go. A fox will feed. Winds creep.

Does Life Imitate Art?

Projektet leder tankerne mod det klassiske spørgsmål ’does life imitate art or does art imitate life?’ Hvis kunst er imitation, hvis kreativitet er inspiration, kan man så lave god poesi, hvis blot man lader den rigtige ’inspiration’ være grobund for poesien? Kan man fjerne alle menneskelige kvaliteter og lade den poetiske proces være nøgtern og kalkuleret? Hvad går tabt, når mennesker ikke længere er en del af kreativiteten, og hvordan kan vi replicere denne tabte kvalitet? De syv computer science-studerende har ikke alle svarene, men de lægger op til en fascinerende debat om det, vi gør, når vi er kreative. Jeg tager mig selv i at projicere mig selv ind i digtene og tilskrive dem en mening, der helt sikkert ikke var intenderet. Skal jeg føle mig fjollet, når en intentionsløs maskine, kan få mig til at føle, at der er intentioner bag? Måske er den sande kreativitet ikke altid at skrive digtene, men at læse dem, så de betyder noget. Uanset hvad, så skal mennesker involveres, for hvis en computer skriver et digt, og det kun bliver læst af andre computere, så er al betydning tabt. Computere kan gøre meget, men det er menneskeligt at forstå.

---

De computer science-studerende fra Aalborg Universitet:

• Thomas Simonsen
• Denise Catharina Dahl
• Frederik Brandt Rasmussen
• Henrik Abel Christensen
• Rasmus Rendal Kjær
• Nana Sandberg