Denne digtsamling bevæger sig rundt i det næsten-lydløse og klemmer poesien ind mellem de små revner, den kan finde. Der er bestemt noget på spil i Wassilefskys digte, hvilket også var tilfældet med Skygger flaggende, som jeg også har anmeldt. Ligesom den samling slingrer Kosmogoni også en smule, men er bestemt læseværdig.
Voldsom stærk start
Allerede fra første digt bliver jeg fanget. Ordene flyder stærkt sammen og skaber poesi; de træder frem og leger med gardinet ind til mørke kamre, de åbner op, lukker i. Selvom de går i en række, digteren kalder ”uden grund”, må det alligevel siges, at der netop kan være noget vigtigt over det grundløse.
Drapering i sort, en enkelt
Flue ved vinduet
Tiden i sit garn
Utilsløret
Impressionismen flyder og læseren føres gennem den ene tilstand efter den anden. Vagt og kraftfuldt præcist på samme tid. Der er især noget interessant over legen med tiden som et garn, der både kan vikle sig ukontrollerbart sammen eller styres til ét samlet hele.
Lidt skævt for
Vinduet
Stolene
Rummet bygges op gennem ordene, og tingene falder på den måde på plads. Verden uden for bogen træder til side for poesiens rum. Åndedrættet sænkes. Ordene tages ind. Sindet koger.
Stilheden
Længere
Fremme
Trækkes for
Der leges videre igennem samlingen med gardin-billedet og desuden en række modsætninger, der også strækker sig fra at være udfoldet (og til tider frit eller evigt) til noget samlet (og til tider uløseligt). De fleste fungerer rigtig godt, og læseren må sætte tempoet ned og lade sig føre ind.
en bortgang
uden ende
med evigt
tilløb
(…)
naglet til
åndedrættet
(…)
Dit ansigt trukket
stramt til
Nekrologerne kunne få en samling for sig selv
Det afvigende i samlingen kommer igen udefra, hvor digteren ønsker at tilskrive afdøde personer evigheden. Digtene fungerer som sådan rigtig godt, men de markerer alligevel et brud i samlingen, og som det var tilfældet med Skygger flakkende, er forslaget det samme: giv dem en samling for sig selv.
Rummet, der er ved at blive bygget op, går i stå. Bebyggelsen af relationen mellem jeg’et, du’et og verden står på standby, så længe man læser nekrologerne. Digtene er fine i sig selv, men de afviger sådan fra det rum, man er ved at blive en del af – hvilket denne læser kan have svært ved at se bort fra. Jeg læser for at komme videre, komme tilbage til rummet; beskrivelsen af kosmogonien (fortællingen om verdens oprindelse).
En anden digter bryder ind
Simone Marie Vohlert (Noter fra en Nutid, red.) indtager til sidst i samlingen en fremtræden rolle, hvor Wassilefsky blandt andet trykker et digt af hende og bringer et billede af hende først i afsnittet ”Berlin 2012”.
Selvom der er noget smukt over dedikationen og selve digtet, er det igen, for denne læser, en afvigelse i Wassilefskys eget univers. Man kunne sagtens forestille sig en dobbelt-digtsamling, hvor to forfattere skriver digte, der flettes ind i hinanden – som andre også har gjort – men her kommer det meget indskudt til sidst.
Læs den for det poetiske rum
Trods afvigelserne er digtsamlingen læseværdig. Dens sprog er konsistent hele vejen igennem, og jeg holder især af, når Wassilefsky er på banen som sig selv. Og det sker bedst, når han fylder det næsten stille rum med ord, der netop skaber en verden, som går godt i spænd med digtsamlingens titel.
INFO
Digtene kan købes her.