P. B. Halbergs Man-At-War Bay fortæller om tabet af håb til helten, og heltens tab af håb til sig selv i et uroligt hav af krig, konflikt og korruption, der opsluger og udvander linjen, der adskiller frelseren fra dem, der skal frelses. Værket er en mosaik af otte barske noveller, der bevæger sig rundt mellem lande fra Timor til Afghanistan i landskaber af udtørrede kanaler eller kvælende jungleterræner. Sammen fremlægger de den fundamentale historie om protagonisten mod antagonisten. Protagonistens rolle granskes dog i lyset af sin fejl i en blanding af egennyttighed, magtbegær og gode hensigter.
Hvem fortæller fortællingerne, ingen vil fortælle?
Novellerne tager alle afsæt i virkelige politiske hændelser, der reflekterer Halbergs ekspertviden med sin baggrund som kommunikatør for internationale organisationer i blandt andet Afrika, Caribien, Mellemøsten og Sydøstasien. Halberg holder sig til korte og barske noveller. De kan af og til minde stilmæssigt om dokumentariske nyhedssegmenter, som man typisk ser, efter de traditionelle nyheder er blevet oplæst. Det er de nyheder, der savner meget mere end fem minutters beskrivelse og én udtalelse fra scenen. Det betyder dog ikke, at novellerne bevæger sig ind i dokumentarisk detaljerigdom. Novellerne åbner arkiverne op på vid gab for de mere henlagte historiske begivenheder, der har gemt sig bagerst i skufferne. Men novellerne hjælper dig ikke med at finde frem til det rigtige dokument. Tid, konflikt og den geografiske lokation bliver sjældent forklaret, og fortællingerne fortælles ikke af en distanceret speaker. Det er derimod oftest in medias res i følelsernes vold. I den første novelle, der deler titel med novellesamlingen “Man-at-war Bay”, følger vi journalisten Alan i Afghanistan, der på klos hold skal formidle krig med alvor. Alan repræsenterer som journalist en institution, der symboliserer troværdighed, men han blander fra første side autencitet og idyl sammen, da han sidder og indrammer verden i firkanter og lader sine omgivelser træde frem som potentielle stilbilleder:
– Det var sgu da helt perfekt, totalt illusorisk og uden hold i virkeligheden, det her runde, helt absurde postkort, triumferer Alan. […] Hvis han rykker sit hovede et par millimeter til den ene eller den anden side, så kommer enten den udbrændte bil eller den sønderskudte sandsæk frem, og postkortidyllen forsvinder fuldstændigt.
Kontrasten mellem det skønne og det uskønne understreger journalistens fremmedgjorte syn på omverden. Fremmedgjort i den forstand, at Alan både kan se skønheden i disse områder, men at se skønheden er at vende det blinde øje til; han vælger at vende det blinde øje til krigens alvor ved at drage paralleller til det skønne. Lige meget hvilket valg Alan tager, vil han være tvunget til at se både-og, da det er hans formål som journalist at beskue og lister omkring netop dette perspektiv, som den fremmede beskuer, der frivilligt rejser sig selv i livsfare, må spørge sig selv flere gange – hvad laver jeg dog her? I novellen “Malaria” skildres en læge, der er kommet for at hjælpe til under konflikt på Østtimor. Hans indre blik beskuer sig selv som den hvide ridder til hest, men han fornemmer, at han bliver iagttaget mere som en spedalsk i landet. Novellen dvæler ved vendingen “a window of opportunity”, der foranstalter, at der findes et tidsrum, hvor handling vil føre til løsning af problemet, med spørgsmålet – hvad venter på den anden side af vinduet?”Hvilke drømme og muligheder skal en læge eller en journalist sikre, når de ikke ønsker at være der? Ingen ønsker at lide, derfor skubber de sig ind i hulrummet mellem det større gode og selvopfyldelse: at finde en balance mellem “at ofre sig” for noget større og finde velbehag og mening i dette valg. For i det mindste gør man noget for nogen, selvom det ikke altid er succesfuldt.
Kiasmekonflikter
Det er deres eget valg, at de er der, og det er gennem valgene, at de træder frem som aktive fortællere af svære historier. Journalisten og lægen repræsenterer begge hæderlige erhverv, da de risikerer deres liv for historien, sandheden og selve livet. De journalistiske intentioner fungerer dog ikke som en forlængelse af lovens eller blot retfærdighedens lange arme. Af og til fungerer de mere som en forlængelse af lyst og ukontrolleret afmagt. For hæderligheden er kun et tyndt slør, der dækker frygten og egennyttigheden. I løbet af novellerne opbygges en rå verden, der er præget af ubarmhjertige handlinger og ekstrem udnyttelse af de svageste. Værket følger bogens gråtonede omslag, hvilket forårsagede, at jeg læste novellerne med restituerende pauser. Der findes ingen forsoning eller afslutning. Novellernes konflikter tager derimod form efter en kiasme. Et eksempel på en kiasme er sætningen, at lægen redder verden, og verden redder lægen. Det er lægerne, soldaterne og journalisterne, der er kommet for at redde, men til sidst er det i langt højere grad, dem, der står til at skulle reddes. Hvis du trænger til at dvæle yderligere ved håbløsheden, er værket en åben invitation, for værket fungerer efter princippet: when it rains it pours.
Vand der skaber og udsletter
På trods af novellernes råhed udnytter Halberg naturen til at holde pause fra menneskernes udsigtsløse konflikthåndteringer, der flyder gennem værket ganske forunderlige og af og til smukke beskrivelser af vand. Halberg bruger vandets amorfe karakter til at understrege de kontraster, der i forvejen udpensles i kiasmekonflikterne. Her er en beskrivelse fra novellen “Wadi”, just som journalistens transportmiddel er kørt fast i en mudderpøl ude i ørkenen, han observerer:
De bløde kurver nedbryder de tørre og skarpe kanter. Vandet er så utroligt, at det er svært at se, hvor kanten egentlig er. Jeg sætter en pind i vandkanten. Jeg finder et par pinde til .[…] Jeg tæmmer med upræcise måleinstrumenter det vilde og fossende dyr, der grådigt fortærer hjulsporet på den anden side.
Vandet og sandet lader grænserne flyde, og det gælder også i overført betydning, i forhold til hvad der opfattes som rigtigt eller forkert. Journalisterne, soldaterne og lægerne er kommet for at hjælpe, løse og genoprette fred – men deres forsøg minder mest om, ja, at kaste små pinde i en mudderpøl. Intet rykker sig. Vi lærer som læsere efterhånden, at disse mennesker ikke kommer til at gøre den store forskel, men Halberg lader os for en stund lege med på håbet, der emmer fra vandet og journalistens gejst. Vandet går igen i alle novellerne, og de er et enestående element, der cementerer stemningen af værket: at det meste er ude af vores hænder. Man-at-war Bay er et værk, der interesserer sig for, hvilken vej vandet flyder, hvilke huller der stoppes til med regnvand, og hvilke vande der drukner selv den mest velmenende sømand. Som læser bliver man ført væk fra endemålet, vi bliver for det meste tilbage med de folk, der mislykkedes, og de konflikter, der ikke blev løst. Vi bliver tilbage med dem, som træder i vande et sted mellem et window of opportunity og selvopfyldelse som redningsmand. De fleste af os stræber nok efter en ensrettet strøm af vand i stedet for at blive kastet rundt i fagre bølger. Værket kaster en spand koldt vand i vores ansigter, der kan minde os om, at virkeligheden sjældent er forenelig med drømmene og at dit og mit behov efter at føle os meningsfulde i en verden, der ikke tilhører os er et et vilkår.
Info
- P-B Halberg: Man-at-War Bay
- 2019
- Forlaget Silkefyret
- Bogen kan købes her