Jukebox – samlede dåsedigte og Beat – et liv med musik, 1969-1979 er kærkomne udgivelser, der både tjener som nødvendige bidrag til at forstå spændvidden i Turells forfatterskab og til at forstå, hvor begavet, storslået og velskrivende et menneske, han var.
Forfatterskabet, der bliver ved med at give
Antallet af kunstnere, der har en så unik produktion, at selv mindre gode udgivelser kan være god og nødvendig læsning, er forbløffende få. Blandt de mere åbenlyse af disse kan man nævne David Bowie, Bob Dylan, Friedrich Nietzsche og Søren Kierkegaard. Den altovervejende fællesnævner mellem dem er, at de hver især enten har eller har efterladt sig et så imponerende værk, der både indeholder regulære mesterværker, formative udgivelser og mindre vellykkede produktioner. Men det særegne og fascinerende ved sådanne kunstnere er, at det er svært at eliminere de mindre gode ting fra det samlede værk, uden at mesterværkerne enten sættes i et andet lys, fratages nuancer eller mister en ikke ubetydelig del af fortællingen om dem. Hvis vi tager Kierkegaard som eksempel, så sættes mesterværker, herunder Enten-Eller og Frygt og Bæven, i en betydning og i en kontekst, der for mig at se er uvurderlig, hvis man læser dem med den resterende del af forfatterskabet in mente. I sig selv er de selvfølgelig fortrinlige, men læser man dem isoleret, så går man glip af noget vigtigt. Når det forholder sig sådan, betyder det også, at de udgivelser, der hverken har stjernestatus eller lader sig karakteriserer som geniale, har sin berettigelse.
Dette gælder som sagt for Søren Kierkegaard. Men jeg mener også godt, at man kan argumentere for, at Dan Turèlls forfatterskab skal regnes med blandt disse, der helst skal læses samlet, og hvor de udgivelser, der ikke er i nærheden af at være på niveau med Vangede billeder og Storbytrilogien, har sin berettigelse og sine egne bidrag til det hele billede af Turèlls samlede værk. Turèlls imponerende og flere-facetterede forfatterskab rummer både fortællinger, kriminalromaner, digte og essayistisk musikjournalistisk. Det er i henhold til de to sidstnævnte, at de to udgivelser i 2019, henholdsvis Jukebox – samlede dåsedigte og Beat – et liv med musik, 1969-1979, skal ses.
Dåsedigte
Det har længe været et almenkendt faktum, at Dan Turell havde en veludviklet humoristisk sans. Det anedes i Vangede billeder, det skimtedes i hans mange trykte fortællinger, og det er i særdeleshed kommet til udtryk i diverse interviews, tv-optrædener og deslige. Men en af de aspekter ved Turells forfatterskab, der for mig at se altid har været uden humor og blottet for en lyst til at være morsom for det morsommes skyld, er hans digtning. Selvom de beskriver et pulserende storbyliv med jazzmusik, skæve eksistenser og hedonistiske udskejelser, så har det været med et alvor og en effektiv insisteren på, at det, man sagde, var vigtigt. Det er en alvor og en derpå følgende seriøsitet, som jeg blandt andet forbinder med filmgeniet Ingmar Bergman og store poeter som Jack Kerouac og Allen Ginsberg.
Men denne forestilling maner Jukebox – samlede dåsedigte til jorden. Ligesom med resten af Turells forfatterskab er sproget fascinerende og den lyriske æstetik er gennemført og imponerende konsekvent, men digtene er ikke gravalvorlige, og de er ikke et melankolsk portræt af København set med flanørens og digterens blik. Hvilket ellers er netop det, der for mig at se gør Turell til en af Danmarks største digtere gennem tiden.
På trods af at der er gode, underholdende og poetisk finurlige passager i de fem digtsamlinger, der udgør Jukebox – samlede dåsedigte, så klæder humoren og de bevidst dårlige rim, såsom ”Edgar Allan Poe / sku ha nye sko / gik i blækket / misted’ checket /skrev en story eller to” ham ikke mere, end det mere alvorlige og oprigtige udtryk gør. Digtene er hverken uden charme, vid og antaster til at være forførende, men fordi det virker, som om det er en stor vittighed og en velskrevet joke, så mener jeg ikke, at det lader sig betragte som et hovedværk i forfatterskabet. Det, der imidlertid er meget fascinerende og værd at hæfte sig ved er, at Jukebox trods de platte rim stadigvæk fremstår som et værk, der er skrevet af en stor poet.
Det har altid været en fornøjelse at være tilskuer til Onkel Danny i godt humør og på frihjul, men det har det netop været, fordi det sjældent bliver plat i form af, at det mister sin litterære og lyriske kvalitet. Det gør det lige akkurat heller ikke her, men den løsslupne og til dels sorgløse dansefest, som vi – med de fem samlingers navne, der alle sammen klinger musikalsk og indeholder musikalske ord, in mente – er inviteret med til, er på sin vis underholdende, men rigtig god og mindeværdig bliver den ikke.
Men dette indebærer ikke, at Jukebox – samlede dåsedigte ikke skulle have set dagens lys. Den er bestemt en berettiget udgivelse, og det er det blandt andet, fordi det sætter dele af den resterende del af forfatterskabet i et andet og forbedret lys. For med denne udgivelse, cementeres det, at det tilnærmelsesvis er et bevidst valg, når nogle af forfatterskabets digtsamlinger er blottet for humor. Det giver for eksempel Storbytrilogien et aspekt, som den ikkeville have haft uden. Det alvor, der gennemsyrer den, skyldes altså ikke, at Turell ikke er i stand til at digte på en humoristisk måde. Det skyldes derimod, at han har ville fortælle det, der står i Storbytrilogien, uden humor. Med Jukebox – samlede dåsedigte formår han på sin vis at vise, at han også kan tage tykt pis på de emner, som han har skrevet alvorligt om. Og det er et stærkt tilføjende aspekt til det i forvejen rige forfatterskab.
Turell som musikjournalist
Langt de fleste forbinder Turell med hans digtergerning, men ved siden af den skrev han essayistisk journalistisk om blandt andet musik. Beat – et liv med musik, 1969-1979 består af et velvalgt udvalg af denne essayistiske journalistik. Den består af rundt regnet firs tekster, hvoraf halvdelen førhen ikke har været udgivet i en bog. Det er den kyndige Lars Movin, der har redigeret udgivelsen, og han har tilmed forsynet den med et rigtig fint forord, der beskriver meningen med udgivelsen.
Det er en god samling af tekster, der først og fremmest virker vigtig. Det kan meget vel skyldes, at Lars Movin med denne udgivelse har begået noget, som Turell selv ville have været stolt af. Forordet indleder Movin nemlig med et citat fra Turell, der lyder:
Et Liv Med Musik, koncerter, plader, jukebox, live – en idé til en bog. Hvornår du hørte dén musik dér, hvem du var sammen med, hvordan den påvirkede jer. Hvorfor du blev ven med netop dén musik du blev ven med.
Det realiserede Turell ikke i sin levetid, men det er det projekt, og det er den bog, som Movin slutter sit forord af med at skrive, at læseren sidder med i hænderne.
Som det antydes med antallet af bogens tekster, der allerede findes i andre bogudgivelser, er der udgivet et ikke ubetydeligt antal bøger, der indeholder Turells musikjournalistik og musikalske betragtninger. Jeg kan ikke tro, at jeg har læst dem alle sammen, men af dem, som jeg trods alt har læst, er Beat – et liv med musik, 1969-1979 den bedste og den, der virker mest personlig.
De tekster, der udgør denne udgivelse, har ikke som sådan ét udtryk, men der er for mig at tre ting, der går igen i dem alle sammen: 1) en dyb og urørlig kærlighed til musikken, 2) en lyst til at fortælle om musikken, og 3) det faktum, at disse tekster bærer præg af, at det er en kunstner og ikke en dygtig journalist, der har skrevet dem. Selvom genren hører til den journalistiske, og selvom han mange steder redegør for sagforhold og gør brug af sine åbenlyst store viden om musik, så bliver han aldrig journalist i den klassiske forstand. Og det er absolut en fordel.
Det, man bedst kan sammenligne det med, er Hunter S. Thompsons banebrydende gonzojournalistik. Det, der blandt udmærker den, er et stort fokus på og en fremtrædende plads til det fortællende jeg, der ellers ikke er comme il faut i fagjournalistiske kredse. Men det sked Thompson højt og helligt på, og det gør Turell heldigvis også. Selve dette er interessant, men Turell er enormt dygtig til denne genre, hvilket gør teksterne både gode og sært velskrevne. Med dette udvalg slås det fast med stor tydelighed, at hans musikjournalistik burde tildeles en mere synlig plads i hans forfatterskab.
Info
Dan Turèll: Jukebox – samlede dåsedigte
2019
Dan Turell : Beat – Et liv med musik, 1967-1979 (redigeret af Lars Movin).
2019
Spring