Digtsamlingen har et sympatisk udgangspunkt, der gerne vil vise kærligheden i børnehøjde, set gennem den voksnes øjne. Den impressionistiske tilgang bliver blandet med mere konkrete beskrivelser, men læseren kommer aldrig helt tæt på. I sidste ende fremstår projektet uforløst.
Mange gentagelser
I løbet af digtsamlingen dukker en række interessante betragtninger op, og nogle gange kunne jeg bide mærke i en formulering som jeg måtte tænke over; og som var underfundig i sin beskrivelse af den meget umiddelbare tilværelse, der kendetegner børnelivet:
”og jeg flår buksebenet
på det søm
der har strittet ud
siden verden blev skabt
for seks år siden”
Eksemplet viser, hvordan digtsamlingen kan skabe en række billeder under læsningen, men samtidig viser det også et problem. Gentagelsen af, at jeget er seks år gammel og at pigen er syv bliver efterhånden mere og mere irriterende gennem læsningen. I uddraget fungerer det rigtig godt, men igennem en stor del af digtene, bliver det gentaget unødvendigt. Jeg ved allerede som læser, hvor gamle de er – og en række af digtene ville stå meget stærkere, hvis det ikke blev nævnt.
En ekstra gennemarbejdning
Efterhånden som jeg læser digtsamlingen, overvejer jeg også flere gange, om den ikke skulle være gennemarbejdet en ekstra gang. Der er ingen tvivl om, at Steffen Weiss har noget på hjerte, og at han kan sætte pennen til papiret. Men flere steder tænker jeg, at der kunne være slettet lidt, og ikke kun børnenes alder, men også nogle for forklarende linjer. Det kan jeg bedst illustrere med et eksempel:
”hjulene pløjer sig gennem søens vand
skaber en kunstig tsunami, skaber en væg
af vand, slutter vores leg da vandet
står ind over os og gør regntøjet ubrugeligt
og vi må se at komme hjem”
Igen er eksemplet meget billedskabende, men problemet opstår i gentagelsen, fordi billedet ”tsunami” måske kunne være nok i sig selv, og ”en væg af vand” bliver overflødigt – ligesom formen måske kunne modificeres en smule. Her kommer mit bud, der ikke nødvendigvis er mere rigtigt (hvis man da skal snakke om rigtig og forkert i forbindelse med poesi), men som kunne lade billedet stå stærkere i sig selv:
”hjulene pløjer gennem søens vand
skaber en kunstig tsunami
vores leg slutter
da vandet står ind over os
regntøjet er ubrugeligt
og vi må se at komme hjem”
På afstand
Det er et sympatisk projekt at beskrive den uskyldsrene kærlighed, men det voksne blik er mere eller mindre fremtrædende gennem digtene, og nogle gange kan ord som ”æoner” og sammenligninger som ”Empire State Building” godt virke forcerede, fordi de bryder sproget i digtene.
Under min læsning håber jeg hele tiden på, at jeg kan komme ind under huden på digtene og mærke det, der må være på spil og som svagt kan fornemmes hos jeget. Men jeg kommer aldrig helt ind, og det er faktisk en skam, fordi der sprogligt bliver skabt nogle gode billeder; men de virker stadig som skitser, der kan arbejdes mere på.
I det sidste digt bliver der for eksempel fulgt godt op på alderen hos børnene, men eftersom den er blevet gentaget så meget gennem samlingen, er den allerede udvandet. Havde det modsatte været tilfældet, kunne forløsningen være kommet her. Men for mit vedkommende åbnede digtene sig aldrig helt, hvilket der ellers var grobund for med deres ærlige udtryk.
Desuden, som en lille sidenote, blev en del af tolkningen udlagt i forordet skrevet af forfatteren selv, hvilket er en skam for læsningen. Detektivarbejdet blev gjort på forhånd, og der var ikke noget at opklare undervejs.
Kan købes for 169,95,- her.