I tingene og sagerne. en genfortryllelse har Jeppe Krogsgaard Christensen sat sig for at genfortrylle alverdens ting og sager, som har mistet noget af den aura af ophøjethed og hverdagsmagi, der engang omgav dem. Et tilsyneladende ambitiøst projekt, som dog forløses på fornemmeste vis med den sproglige præcision og omhyggelighed, der er kendetegnende for forfatterens prosa.
Slaver af vanen er vi alle: Dag ud og dag ind udfører vi de samme handlinger, som vi har gjort så mange dage i træk, at de ikke længere forekommer nye for os. At lyset i loftslampens pære tændes, når vi trykker på den, efter at vi er vågnet om natten eller i en tidlig efterårsmorgens mørke og har famlet derhen, er selvfølgeligt for os. Det samme er det, at der løber kaffe ned i kolben, når vi har fyldt vand i maskinen, kaffepulver i filteret og trykket den røde knap ned i siden. Dét er små vidundere, selvom vi ikke tænker på dem som sådan, ej heller, at spisebordet, hvor vi mageligt kan sætte os på en stol (så vi ikke, som i forne tider, er henvist til gulvet) og indtage vores morgenkaffe og -mad, findes.
Det er automatiserede handlinger ligesom de ting, jeg netop har beskrevet, er ting og sager, vi omgiver os med til daglig, og som betyder noget for os, men som vi på et tidspunkt holdt op med aktivt at tillægge betydning, at ænse. Derfor giver det rigtig god mening at se på disse ting og sager med nye øjne, at se på dem, som var det for første gang, sådan som Jeppe Krogsgaard Christensen gør det i tingene og sagerne. en genfortryllelse,hvor han nærstuderer alt fra nøgler, briller og stikkontakter til cykler, stole og boltsakse. Bogen er en slags huskeliste over glemte ting og sager, om man vil. Og når forfatteren giver læseren en ny og frisk beskrivelse af disse tings beskaffenhed – hvordan de fremtræder, og hvordan de fungerer – vækker det både en genkendelsens glæde og et smil på læben, ja, en følelse af måske først at seting rigtigt nu. Som når kuglepenne beskrives som ”en slags potenserede gåsefjer” og mønter som ”de her skiver af presset og præget metal”. Et majskorn ligger på et bord ”som en gul tand”. Sådan har jeg aldrig tænkt på majs før, men jeg er sikker på, at jeg vil bære det billede med mig i lang tid fremover.
En IKEA-stol eller en Wegner-stol?
Vores ting kendetegner os, former os, eller vi former os efter dem, på samme måde som en lænestol tager form efter det menneske, der har siddet i den. Lidt mere konkav, lidt mere blød, sådan som de fleste af os nok bliver med årene. Ting kan også være et udtryk for smag, status og klasse: Kommer man fra et hjem med klaver? Sidder man på en IKEA-stol eller en Wegner-stol? Som det – godt set! – pointeres: ”de såkaldte værdighedssæder, troner og fint udskårne stole som understreger den siddendes særlige position i samfundet … er alle mere eller mindre opulente varianter af den oprindelige stol: fire ben, et sæde og et ryglæn”.
Ting siger således noget om, hvem vi er som mennesker, og jo bedre vi lærer mennesker at kende, jo mere knytter vi også visse ting og genstande til dem, og de særeste og mest arbitrære ting får affektionsværdi. (Jeg kommer fx selv i tanke om nu, at det eneste, jeg ’reddede ud’ af min mormors hjem efter hendes død, hvor det meste ellers blev smidt ud eller bortgivet, var et sæt kortspil og en notesblok med hendes lidt usikre skråskrift. Vi spillede ofte 500, men jeg har ikke nænnet at tage kortspillet i brug siden, for at kortene ikke skulle blive mere slidte, end de allerede var, så det ligger gemt væk i en skuffe et sted, eller er måske blevet væk under en flytning.). Ting kan bære på minder og være en art erindringsfremkaldere, som de er det for Krogsgaard Christensen og for så mange andre, inkl. denne anmelder). Og minder én om tid, der går, og er gået, at man selv er blevet ældre (eller moden og mere erfaren – for at ty til eufemismer): når pladesamlingen blev kasseret til fordel for albums, og forfatterens erindrende jeg oplevede historien gå baglæns, da ”lydfolket i en anden bevægelse greb bag om tiden og hentede pladespilleren og vinylerne ned fra lofter og op fra kældre”. Overgangen fra Sony Ericsson T28, en klaptelefon, til iPhone X. Det er den store historie fortalt i den lille.
Sart og solid sprogkunst
tingene og sagerne. en genfortryllelse er den fjerde bog, Krogsgaard Christensen udgiver på det lille forlag Melodika – dage med p, fra hus og hjem. et forsøg, alle ord lever i et klassesamfund. en undersøgelse og så tingene og sagerne. genfortryllelse – alle med samme minimalistisk omslag kun bestående af titel og forfatternavn på henholdsvis gul, orange, grøn og lyseblå baggrund der for længst er blevet et synonym for sart og solid sprogkunst.
Man skal ikke tage fejl af at Krogsgaard Christensens tingene og sagerne. en genfortryllelse er lille af størrelse og længde – den kan næsten ligge i baglommen – og at den er skrevet med lutter minuskler (selv kolofonen bagerst står med småt), som efterhånden er gået hen og blevet et varemærke for forfatteren, men dermed også et varemærke for høj litterær kvalitet. Er det en falsk beskedenhed, spørger jeg mig selv, en poserende henkastethed? Nej, jeg tror slet og ret at udtryksmåden er et udtryk for en lavmælthed. Det er en prosa, som ikke laver meget larm, men som virker underspillet på en cool måde; han kan med få ord fremmane alverdens ting og sager for læserens indre blik og ”skærpe fornemmelsen af verdens skønhed”, som han oplister som en af kvaliteterne ved smartphonens kamera. Og så må man huske på, at skabelsen starter i det små. I tingene og sagerne. en genfortryllelse får det, vi troede var velkendt, lov til at fremtræde på ny – så vi for alvor kan se og sanse verden, som den er. For os.
Info
Jeppe Krogsgaard Christensen: tingene og sagerne. en genfortryllelse
melodika
2023
101 sider