I Vores døde verden af bolivianske forfatter Liliana Colanzi bliver læseren taget ved hånden og ført igennem livets store og små forunderligheder. I denne fantastiske bog, der tilsyneladende gror rødder i samme jord som fx Kafka og danske forfattere som Villy Sørensen og Peter Seeberg, er grænsen mellem de levendes og dødes verden ikke så tydelig, og det udvikler sig til otte vidunderligt velskrevne fortællinger.
Det fantastiske i boliviansk format
I Liliana Colanzis novellesamling Vores døde verden (orig. Nuestro Mundo Muerto, 2016) bringes læseren ind i en både fantastisk og til tider uhyggelig verden fyldt med drømmesyner, paranoia og sci-fi. De otte fortællinger, som værket består af, er meget væsensforskellige, men tilfælles har de, at de er gennemsyret af den oprindelige bolivianske kultur. Med et skarpt og velformuleret sprog formår Colanzi at give et indblik i en verden af surrealistiske former og magiske tilsynekomster, og er læseren klar på at komme med på forunderlige rejser til Bolivia, USA, Paris, Mars og andre steder, er dette derfor lige den rette bog.
Humanismen og den vedholdende melankoli
Når jeg læser den tredje fortælling i Colanzis samling, ”Bølgen,” får det mig til at tænke på den danske forfatter Peter Seebergs absurdisme, mere specifikt hans novelle ”Braget”: Kæmpemæssige brag begynder at lyde i en forstad af betonboligblokke og parcelhuse, og folk bliver bange og underlige. I ”Bølgen” er det, som det kan tydes i titlen, blot en bølge i stedet. Læseren har jegets perspektiv i et tilbageskuende blik, og Bølgen beskrives med en observerende og på samme tid paranoid stemme, der fortæller på hvilken måde, Bølgen har påvirket protagonisten:
Bølgen var kommet, og jeg, der de seneste år var flyttet fra land til land for at flygte fra den – som om det var muligt at skjule sig for dens iskolde favntag – stoppede op foran spejlet for en allersidste gang at minde mig selv om, at virkeligheden er genspejlingen og ikke det, der skjuler sig bagved. Det her er mig, sagde jeg til mig selv, stadig på den her side, i gang med at forme mine holdninger, overmandet af en overhængende følelse af noget, jeg allerede havde oplevet mange gange før.
Depressionen eller ”den vedholdende melankoli”, som den benævnes i fortællingen, er altoverskyggende på campus og har også ramt vores fortæller, en humaniorastuderende i Ithaca, New York med en dysfunktionel barndom. Hvad Bølgen er kan tolkes på mange forskellige måder, men den mest nærliggende ville være, at Bølgen er en metafor for den ensomhed, der kan omfavne alle. Den sniger sig ind på én og opsluger hverdagen. Den kan ej ses men er kontinuerligt tilstedeværende, og der er ingen eksterne omstændigheder, der kan ændre på det. Bølgen bliver da også kanaliseret gennem fortælleren, der med en noget bedrøvelig mine bortkaster nogen form for livsessens eller absoluthed i verden: virkeligheden er genspejlingen og ikke det, der skuler sig bagved. Set i humanistisk belysning bortfejes altså et platonisk verdenssyn, og en slags omvendt hulelignelse bliver fundamentet for fortælleruniverset.
Ensomheden på Jorden og andre steder
Denne ensomhed, som kommer til udtryk i ”Bølgen,” er, hvad der kan kaldes den formgivende drivkraft i alle otte fortællinger – udover den gennemgående, oprindelige bolivianske kultur eller ”ånd,” gennemsyret af surrealistiske visioner, hallucinationer og overtro. Alle førstepersons- og tredjepersonsfortællerne er alene i deres foretagende; i hvert fald er protagonisterne altid inde i en form for psykologisk kasse eller tænkeboks, hvor de lever deres liv isoleret fra omverdenen. Dette fortællerperspektiv – den ”ensomme stemmes perspektiv”, kunne vi kalde det – bevirker, at læseren bliver kastet ind i et univers, der ikke helt stemmer overens med hendes forståelseshorisont. Vores døde verden kan altså defineres ved en form for magisk realisme eller fantastik, hvor det er som om, der blot hviler et stykke silkestof mellem vores levende og åndelige eller overnaturlige verden. Til forskel fra det fantastiske i tradition med forfattere som E.T.A. Hoffmann, Poe og Gogol ville jeg betegne Lilianas Colanzis fortællinger som tilhørende Kafkas verden: Læseren er i alle fortællingerne fra start af kastet ind i en fantastisk verden, hvor andre naturlove end dem, vi kender, ekspliciteres gennem overnaturlige og surrealistiske tilsynekomster, og hvor der ikke tvivles på disse. Typisk betragtes verden gennem barneøjne eller forstås i retrospektiv med den barndom, som protagonisten har haft. Med en naturlighed som da Gregor Samsa vågner op som et insekt i Kafkas fortælling ”Die Verwandlung,” bliver da hovedpersonens krop i ”Chaco” også delvist overtaget af en mataco-indianer – som han eller hun har slået ihjel med en sten!
Kort tid efter kunne jeg høre matacoens stemme i mit hoved. […]. Han anede ikke, hvad der var sket ham, og han beklagede sig med den meget triste, nærmest sumpede, stemme, der kendetegner indianerne. Ayayay, sang han. Jeg drømte hans drømme: Flokke af halsbåndnavlesvin, der flygtede i bjergene, hjortens varme sår fra pilen, dampen fra jorden, der steg op og blandede sig med himlen. Ayayay … Matacoens hjerte var en rød tåge. Hvem er du? Hvad vil du? Hvad laver du i mit hoved?, spurgte jeg ham. Man kalder mig Ayayay, jeg er Hævneren, Giveren og Tageren, Den Morderiske Morder, Den Eksploderende Vrede, sagde matacoen, og så ville han vide: Hvem er du? Der er ikke længere noget dig og mig, Fra nu af har vi kun én vilje, sagde han.
Ser vi dog nærmere på titelfortællingen ”Vores døde verden,” har den mere karakter af en science fiction-fortælling. I denne skildring af nogle udsendte astronauter, der er bosat på Mars under ”Mars-Lotteriet,” er det en dystopisk, næsten apokalyptisk verden, der er fuldstændig anderledes fra de andre fortællinger. Men det er den samme følelse – ifølge min mening – man sidder med efter at have læst den, som man har efter alle de andre fortællinger, nemlig denne omkransende og til tider klaustrofobiske ensomhed eller melankoli, som vi fx også så i ”Bølgen.” Og det er noget af det, der gør dette værk så eminent: at Vores døde verden så skarpt og præcist udpensler en følelse, som vi alle har gået eller går rundt med: at melankolien kan indtræde når som helst, om man så er i Paris, i Santa Cruz eller på Mars:
Jeg slukkede skærmen og mærkede den enorme ensomhed på planeten dybt inde i mig. Jeg kiggede på overvågningskameraet, der filmede udenfor: Mars-Lotteriets blå flag blafrede over kilometervis af okkerfarvede klitter, hvor intet var levende, en stille ørken, som åndede en i nakken, ivrig efter at slå ihjel. For første gang indså jeg, at rejsen havde været en selvmordsmission motiveret af vrede. Tommy skal have et barn, gentog jeg flere gange for mig selv, og for hver gentagelse sank jeg en smule længere ned i den lette atmosfære, nærmest vægtløs. Hver en celle i min krop kunne mærke tomrummet. Tommy skulle have et barn med en anden kvinde, og jeg var fastlåst på en gold planet med en kontrakt for livet med Mars-Lotteriet.
Otte vidunderlige fortællinger
Jeg har i de foregående afsnit forsøgt mig på at give en eksemplarisk fortolkning af Vores døde verdens univers, men for at bringe retfærdighed over for Colanzis skrevne ord er det vigtigt at pointere, at dette langt fra er en udtømmende læsning – jeg har blot givet mit bud på overordnede temaer i bogen. På kun 129 sider formår Liliana Colanzi at give otte eksempler på livets forunderlige og mangefarvede facetter blandet med en god omgang syret fantastik og et tint af science fiction. Skulle jeg dog sætte en finger på Colanzis stil, ville jeg som før nævne Kafka, af danske forfattere Peter Seeberg og måske Villy Sørensen og den magiske realismes forgængere. Og dog – Colanzi har sin helt egen stil, der ikke lader sig sætte i nogen kasse. Vores døde verden er en cocktail af science fiction og et skvæt boliviansk kultur. Men der er en tredje note af noget, som ikke står helt klart at definere. Det kunne godt kaldes kafkask, men igen er der mange svar på, hvad ”kafkask” overhovedet er. Jeg vil derfor i stedet blot anbefale at læse den. Liliana Colanzis Vores døde verden tilfredsstiller – synes jeg – ethvert behov, hvis læseren er indstillet på en anderledes, vidunderlig og skræmmende fremstilling af verden, fyldt med fantastiske oplevelser. Jeg nød virkelig at læse fortællingerne, og jeg kan kun anbefale alle at gøre det samme.
Info
Liliana Colanzi: Vores døde verden
Forlaget Silkefyret 2020
Omslag af Michelle Melissa Jakobsen
Oversat af Sabine Dueholm Bech og Marie Groth Bastiansen
1. udgave 1. oplag
129 siderBogen kan købes på forlagets side her