Jakob Brønnum er en forfatter, der ikke har problemer med at finde forbindelse mellem litteraturen og eksistensen. Det er hans seneste fortællinger Fortællinger fra undergrunden et godt udtryk for. Tonen blev allerede slået an i forløberen Pinballmesterens drøm fra 2010 udgivet på Forlaget Hovedland.
Der er i novellesamling, eller fortællesamlingen om man vil, tale om syv meget forskellige fortællinger som de følgende eksempler understreger. Den indledende fortælling om hjulets opfinder, der konkurrer med sin bror om at tjene flest penge. En broderlig konkurrence, som drives til det vanvittige. Ja, helt til deres alderdom, hvor de skændes om hvem, der har den bedste udsigt. En konkurrence, der ikke er båret af nogen fornuft eller noget andet end blot dette at den ene vil være bedre og mere end den anden.
Eller hvad med den fantastiske og absurde fortælling om det teutonske flag. Et flag, der af uforklarlige årsager har skiftet farve og sætter en uoverskuelig årsagskæde i gang, som får nation, centraladministration og alle borgerne i landet på den anden ende. Meget bliver sat i værk, men der nås aldrig frem til nogen forståelse eller endegyldig forklaring på hvorfor og hvem der har fået flaget til at skifte farve. Det er en fortælling om tilværelsens hændelser som absurd uforklarlige, og alt hvad vi sætter i værk og alligevel ikke finder frem til nogen særlig forklaring på de vilkår, der omgiver os.
Den eksistentielle situation
Milan Kundera har i sine essays, navnlig i Tæppet givet en analyse af et skifte i romantraditionen fra et fokus på en psykologiske eller sociologisk undersøgende roman i det 19.århundrede, til en roman i det 20. århundrede, der har den eksistentielle situation som sit område. Dette skift, dette fokus, mener Kundera er et fællestræk for den store centraleuropæiske romankunst i det 20. århundrede. Det er et træk som Brønnums fortællinger deler. Et træk som i det danske ordlandskab sætter ham i slægtskab med fx Peter Seeberg.
Det er således ikke afgørende for fortællingerne om personerne har haft en lykkelig eller traumatisk barndom, eller om de kommer fra såkaldte gode kår eller ej. Det er de eksistentielle muligheder i situationen, fortællingerne har som omdrejningspunkt. Sit undersøgelseområde. Det være sig magtstrukturer, meningen eller manglen på samme i tilværelsen.
Spind en tråd til noget menneskeligt
Brønnums fortællinger er velkomponeret, lige til at læse uden de mister eftertankens brod.
Som her i den forunderlige fortælling om Josef i hullet:
”En morgen stod Josef pludselig foran spejlet og så sig selv derind. Var det ham eller var det anden? Det havde han ikke tænkt på før. Da han bevægede sig, gjorde personen i spejlet det også”.
Udover dette velkomponerede fortællelandsskab, står Brønnums fortællinger som noget fra en svunden tid uden de derfor virker gammeldags. De virker nærmere som at få spundet en tråd ind i hænderne til noget menneskeligt, vi på den ene eller anden måde synes at have tabt, glemt eller blot er blevet væk fra. Det bliver dog aldrig en sort moraliseren, ej heller en belærende finger som løftes mod os. Dertil skinner Brønnums menneskekærlige og stærke humor klart igennem, hvilket er med til at løfte fortællingerne og give plads til læseren, så denne selv kan træde ind i dem og tage pejling af det landskab og de personer ordene skaber.
Så værsgo. Tag dine ordstøvler på og gå trygt ind i Brønnums fortællinger.
Forlag: Nemo
Udgivelse: 2016
Sider: 142
Omslag: Karoline Ferreira