Mads Damsø har med Solitaire skrevet en humoristisk og velskrevet roman, der bryder med form og leger med rammefortælling. Her sendes 730 postkort frem og tilbage mellem en bunker og en lejlighed. Afsættet er en granskning af ensomhed, men resultatet er mere en leg med litterære greb. Solitaire er udkommet på det odenseanske Forlaget Forår.
Forfatteren Mads sætter sig ind i en bunker. Her skal han sidde i et år isoleret fra omverdenen. Hans eneste direkte kontakt til verden er et dagligt postkort, som han sender til sin kæreste. Selvom han er isoleret, er han dog ikke alene: Han er akkompagneret af et voksende antal sølvfisk samt TV-kameraer, der livestreamer direkte og nonstop.
Solitaire er en rammefortælling på den måde, at selve fortællingen (de 730 postkort) har diverse bilag i form af et fiktionaliseret forord og efterskrift. Her sættes karakteren Mads i scene som værende forfatteren til denne bog, Mads Damsø – men på en måde, hvor det fungerer som et seriøst forfriskende pust udi den trætte autofiktionstematik og performative biografisme, som er blevet så udkørt. Romanen taler ind i denne tematik og debat, men tager den et nyt sted hen. En formmæssig leg, der i begyndelsen er virkelig spændende, men som desværre også har brug for begrænsning. Insisteren på formen bliver kørt for langt ud for derefter at brydes og det er ærgerligt for romanen.
“Inde i hver konvolut, forklarede Mads, havde han lagt et stykke hvidt papir i postkortstørrelse, som han agtede at udfylde hver dag. Jeg skulle tage imod den forseglede konvolut hver aften, når han sendte den op i kontrolrummet med elevatoren, så producerne og folk på webcam ville tro, at det bare var hemmelige bidrag til den roman, han angiveligt skrev på.”
Humoristisk absurditet
Solitaire er Damsøs anden roman og breder sig over cirka 400 sider bestående af disse 730 postkort. Halvdelen består af de kort, Mads sender til kæresten, mens den anden halvdel er hendes svar tilbage til ham. Svar, som han først kan læse, når han en dag kommer ud af bunkeren. Det skaber en række yderst humoristiske og absurde samtalepassager, hvor to menneskers evne til at kommunikere – eller mangel på samme – bliver sat på spidsen. De skriver, i udtrykkets mest bogstavelige forstand, forbi hinanden.
Disse morsomme og absurde passager sætter en generel stemning værket igennem. En besynderlig stemning, hvor man som læser forsøger at stykke sammen hvad i al verden, der foregår. Som fortællingen foldes ud, begynder trådene at mødes, og man kan som læser overgive sig mere til værkets præmis og fortælling. Men så begynder absurditeten igen at stige, og hen mod slutningen efterlades man nogenlunde lige så forvirret, som man startede.
“Nu sidder jeg i bunkeren med kortene spredt ud foran mig og kan ikke længere huske reglerne. Min indre logik har slået klik, og jeg kigger håbløst på hjerter dame og hjerter konge, der synes at ligge så uendeligt langt fra hinanden, at jeg må spørge mig selv, om det overhovedet er muligt, at de nogensinde kan finde sammen igen og slutte rækken af kort, så jeg endnu engang kan løbe rundt i min sejrsrus, og livet et splitsekund giver lidt mening”
Ensomhed eller ej
Denne formleg og absurditet overtager værket, og man undres over, hvad det præcis er, værket undersøger. Selv lægger bogens paratekster op til, at værket vil granske ensomhed, følelsen af isolation i en verden præget af sociale medier og af at føle sig afskåret. Det er klart, at de to hovedkarakterer har hver deres oplevelser med ensomhed, der tager til undervejs i romanen. Men for læseren er det ikke en skildring af ensomhed, der virker fremherskende, men nærmere værkets leg med karakterstemmer, tvivl på virkeligheden og ikke mindst litterær form.
Det, som fungerer særligt godt ved romanen, er også noget af det, som bliver problematisk. Jeg ved ikke, om det er reading for the plot, der står i vejen for læseoplevelsen, men jeg havde som læser fornemmelsen af at være blevet en smule snydt, da jeg lagde bogen fra mig. Måske er det fordi, bogen ikke blot leger med den reelle virkelighed, men også springer sin egen litterære virkelighed og efterlader én i tvivl.
Solaire vil måske skildre, hvordan ensomhed kan fucke med et menneske. Hvordan manglen på kærlighed, fysisk kontakt, omsorg og forståelse kan nedbryde en. De tematikker slår bare ikke helt igennem, og formlegen tager i stedet over. Men det er også her, at værket bliver for langt og måske mister læseren et sted på vejen. Til gengæld er Solitaire humoristisk, forfriskende, utroligt velskrevet og ikke mindst en absolut anderledes læseoplevelse. Jeg kan ærligt sige, at jeg ikke tror, jeg glemmer den lige foreløbig.
Info
Mads Damsø: Solitaire
Forlaget Forår
2021
400 sider