Et liv i periferien: Hun var engang nogens kone, hun var engang nogens sygehjælper, hun var engang nogens veninde. Nu er hun ingen af delene længere. Hvem er hun så? Hvad bliver hun?
Noveller, roman eller fortællekreds?
To begravelser og en skilsmisse bærer undertitlen Københavnerliv, og er en del af Schadeserien, som er et samarbejde mellem forlaget Gladiator og Krabbesholm Højskole. Elever fra den grafiske linje har ifølge pressemeddelelsen været med til at ”skabe det visuelle og tekstlige udtryk.” Det samarbejde er der kommet en yderst smuk bog ud af. For det første skal den på gammeldags facon sprættes op, før læsningen kan påbegyndes, og det er jo en fornøjelse i sig selv. Den er trykt med lidt grovere, skrivemaskineprægede bogstaver, som står i kontrast til sarte, rosa farvetryk, der har noget kropsligt og organisk over sig, som også indrammer det kropsfokus der er i flere af teksterne.
Der hersker lidt genreforvirring omkring værket, idet der i bogen selv både står ”fortællinger” og ”noveller,” mens værket i pressemeddelelsen omtales som dels en ”fortællekreds” og dels en ”roman.” Dette rokker dog ikke ved at To begravelser og en skilsmisse er et dragende og uhyggeligt værk om udstødelse, sygdom og bristede illusioner. Sygdommen hænger over hele værket; både konkret, fysisk og psykisk sygdom, men også sygdommen der hænger ved den udstødte, som når jeg-fortælleren i den første tekst bliver udstødt af sin svigerfamilie. Værket spørger klogt og vigtigt om, hvad mennesket hænger sin identitet op på, og om vi kun er noget i kraft af vores relation til andre mennesker.
Identitetsreduktion
”Det unge par” i den første novelle nævnes aldrig ved navn. Kvinden introduceres af jeg-fortælleren som ”Arnes niece,” altså får kvinden i parret en identitet pga. en familiær relation. Kvindens kæreste er blot benævnt som netop hendes ”kæreste,” og er altså noget i kraft af denne relation. Arne viser sig at være jeg-fortællerens eksmand. Denne tekst kredser underspillet og nedtonet om det at miste sin identitet pga. de relationer man indgår i og bryder ud af. Jeg-fortælleren er blevet skilt fra sin mand, og dermed mister hun også en del af sin identitet, idet hun ikke længere er en del af familien. Arne insisterer irriterende på at ”italesætte ting” – som fx skilsmissen og mislykkede fyldte chokolader. De store ting sideordnes med de små. Ondskaben lurer allerede her på de første sider, hvor jeg-fortælleren oplever ekssvigerfamiliens kulde under et tilfældigt møde i en park.
I den anden novelle er Elise heller ikke længere den hun engang var, nu er hun dement og bor på plejehjem. Jeg-fortælleren hæfter i denne novelle sin identitet på sit arbejde. Elise ved ikke hvem, der kommer ind på værelset til hende, og jeg-fortælleren siger: ”Det er bare mig, Elise. Mig, sygehjælperen. Mig, der hjælper dig.” Jeg-fortælleren har rollen som sygehjælper, mens Elises liv er reduceret til det uigenkendelige; opstablede vaskeklude, engangshandsker, afføringstunge bleer, desinfektionsgele. Det eneste personlige i plejehjemsboligen synes at være gardinerne, som svigerdatteren har fået syet, men dem bliver Elise ved med at smøre ind i sin egen afføring. Gardinerne mister deres oprindelige betydning, egentlig skulle de hænge der som en kærlig påmindelse om omtanke fra familien, men i stedet bliver de til et problem. Også Elise reduceres til et problem, som jeg-fortælleren skal løse.
Udgrænset i sit eget liv
I de to sidste noveller ”Karen” og ”Simon” går jeg-fortælleren langsomt fra at være veninde til at blive sygehjælper. Dette er især tydeligt i den første af de to noveller, hvor jeg-fortælleren taler om og til Karen, en terminalt syg, jævnaldrende veninde. Karens excentriske indfald udvikler sig ofte til at blive direkte ondskabsfulde, og jeg-fortælleren reduceres til tilskuer. Karen har det samme forhold til kage, som Jørgen Leth har til kokkens datter. Hun har ret til kagen, hun har ret til at stoppe den grådigt ind i munden, og Karen gør også flere gange krav på fortællerens kagerester. Mest ekstremt bliver disse bizarre indfald, da Karen i et anfald af ondskabsfuldhed får en anden veninde til at græde og derefter grådigt får det sidste stykke kage skrabet til sig. Karen fylder meget; hun er selvoptaget, overfladisk og manipulerende. I store dele af novellen beskrives Karen af jeg-fortælleren, men Karen fungerer også som centrum på en anden måde, idet jeg-fortælleren hele tiden henvender sig til Karen som et ”du.” Flere steder overtager Karen også novellen med sine egne historier, hvilket kører jeg-fortælleren endnu længere ud på et sidespor. Fortælleren bliver også i den sidste novelle udgrænset i sit eget liv, denne gang af den alkoholiserede fotograf Simon. Han fylder mindst lige så meget som Karen, og jeg-fortælleren driver rundt med ham til ferniseringer, til fester og på barer. I alle fire tekster optræder fortælleren på en eller anden måde som en perifer karakter i sit eget liv. Hun bliver gentagne gange reduceret til en hjælperolle, og hun virker hele tiden til at være på vej væk fra noget. På vej væk fra ægteskabet, på vej væk fra svigerfamilien, og hele tiden med døden i hælene i kraft af den alkoholiserede Simon og den kræftsyge Karen.
Sproglige rutiner
Eva Iversen har været rigtig glad for at bruge specielt to sproglige virkemidler i To begravelser og en skilsmisse. Den ene består i at sideordne sætninger på en måde som efterligninger den klassiske sammenligning, hvilket eksempelvis ses her: ”Ansigtet krakelerer. Som om det falder fra hinanden.” Det er altså nærmest dobbeltkonfekt. Disse sammenligninger eller sætningssideordninger ender ofte bare med at være gentagelser af hinanden, og dermed mister de deres funktion og gør teksten unødigt tung. Det hedder eksempelvis også om en gåtur gennem en tom gade: ”Som om vi går gennem en tom sal.” Så langt er der heller ikke fra en tom gade til en tom sal. Flere steder ligger erstatningsbillederne simpelthen for tæt op af udgangsforestillingerne til at disse sammenligningerne eller sideordninger har deres berettigelse. I gentagelsen bliver det en nytteløs sproglig rutine.
Det andet virkemiddel består i at lade sætninger indlede med ”Den måde,” hvilket eksempelvis ses her, om Karens datters sko: ”Den måde skoene var placeret på. Den måde de lænede sig ind imod hinanden.” Denne konstruktion giver læseren et praj om, at det netop er vigtigt med de sko, det er vigtigt hvilken måde de står på. Der dvæles ved disse registreringer, men ligesom ”som om’erne” gentages også dette i det uendelige, og dermed ender det med at have en modsat effekt. Når mange registreringer efter hinanden understreges ligeligt sideordnes de alle, og derfor virker ingen af dem vigtige i forhold til hinanden. Jeg medgiver, at disse gentagelser mimer værkets indhold; hverdagens gentagelser, hverdagens ulykkelige rutine, men i længden bliver det en anelse for tungt at læse, fordi de ellers vigtige registreringer og beskrivelser mister deres betydning. Dette skal dog ikke ændre på, at To begravelser og en skilsmisse er et vigtigt lille værk, der stiller nogle meget store spørgsmål.
Info
Eva Iversen: To begravelser og en skilsmisse. Københavnerliv
Forlaget Gladiator
En del af Schadeserien skabt i samarbejde med Krabbesholm Højskole
Sideantal: 80
Udkom d. 10/11 2016
Bogen kan købes her.