Stærke digte, der både peger i en retning af feminisme, den udbyttede arbejder og det indre liv, er, hvad Marianne Larsen har begået i denne politiske trilogi. Trilogien er en samling af Marianne Larsen’s tre digtsamlinger Cinderella, Fællessprog og Det må siges enkelt, som oprindeligt udkom på forlaget Swing i henholdsvis 1974, 1975 og 1976. De udsendes her for første gang samlet af Asger Schnacks Forlag d. 4. november, 2016.
Cinderella
Med megen nerve går Marianne Larsen i Cinderella i kødet på det patriarkalsk opbyggede samfund i en sprudlende ordstrøm, der går rent ind hos denne anmelder. Hun anfægter på marxistisk vis det kapitalistiske samfunds udbytning af arbejderen og forsøger at hæve kvinden op over en socialisering, der har gjort hende underordnet manden. Der er noget rebelsk over tonen i digtene, omend den til tider er underspillet, til andre tider ret direkte. Man mærker en længsel efter noget, der kunne være, og lige så meget et brændende ønske om at tale arbejderens og kvindens sag. I efterfølgende citat, som er taget fra digtet ”Dalisk kvindehoved”, retter hun muligvis en subtil kritik mod forbrugerismen og skønhedsidealer:
”hovedet
en massiv økse af hjernestof
sminket
hugget mod allerede døde træer
hovedet
langt ude over dets drømmealder
skyerne over det vibrerer
konvulsivisk
og æltes ind i stormagasiners
kirkelige spionanlæg
alle vegne
på den måde må hovedet
søge føde”
Sproget i digtene er fremragende, det er dragende, så digtene sidder fast i læseren, og man mærker den insisterende opfordring til opstand tydeligt.
Fællessprog
Tematisk kredser Marianne Larsen også om det kapitalistiske samfund i Fællessprog, men dog på en mindre appellerende måde. Hun forholder sig til mennesket som subjekt i den menneskeskabte virkelighed, vi kalder et samfund. Om vores indbyrdes keren for hinanden eller mangel på samme. Hun retter en kritik af vores fælles socialisering i et overfladisk samfund, der kun har produktion for øje. Som fx her:
”Visse øjne fratages allerede fra fødslen
fornemmelsen af alt hvad der er paradislignende
visse hænder standses i deres intelligensudvikling
allerede i femtenårsalderen
for at blive anonyme præcise og grove
som maskiner nu engang er
(…) Visse ansigter ligner sten
der har slidt sig tisusinde rynker til
visse enkle bevægelser kan
når de gentages dag ud og dag ind gennem tredive år
gøre selv den mest hårdføre svimmel og konstant
utilpas”.
Forfatteren laver gennemgående et klart skel imellem ‘dem’ og ‘os’, det være sig det arbejdende folk, kvinderne, børnene, måske underklassen og overklassen. Denne seen ned på oprøret eller underklassens ‘stemme’ fra overklassen, arrogancen, bliver anfægtet. Sproget er også i denne digtsamling sublimt, der kan noget med at få det hverdagsagtige ophøjet til fantastisk poesi.
Det må siges enkelt
Nærheden får en tungere stemme i Det må siges enkelt. Introspektionen, granskningen af selvet, som dog også bliver ganget op og projiceret i stort format. Revolutionen, der ikke vil krigen, revolutionen, der ikke vil misogynen, revolutionen, der ikke vil finde sig i udbytningen af arbejderen. Med en sjælden sarthed farver forfatteren digtene efter den indre stemning, som de fleste forfattere vel i og for sig gør, men der er en insisteren, et monster, der vil lukkes ud og have luft for sin vrede og afmagt, og det får luft, og det er smukt og stærkt, så man som læser må krympe sig og afslappes på en og samme tid. I digt ’31’ får monstret luft:
”en dag kaldte hun sin ensomhed
for en smerte
og da hun vidste
at det ikke ville hjælpe
at tage bare en eller to piller
for at blive lindret
slugte hun et helt glasfuld
hvor hun må have lidt
sagde hendes overordnede
som fandt hende”.
Fællessprogstrilogien er en af de bedste digtsamlinger, jeg har læst, og det tjener Asger Schnacks Forlag til ære at have genoptrykt digtsamlingerne som en trilogi. Tak for det.
Info
Marianne Larsen
Asger Schnacks Forlag
Sideantal: 90
Digtsamlingen kan købes her