Sprækker er en lille ekkoperle, som, uden hverken at forekomme synderligt kompliceret eller naivt optaget af at formulere eksistentielle konklusioner, igennem sin komposition og grammatik faktisk formår at gestalte en kompleks indsigt i det at være mor, datter, elsker – kvinde og krop
Et greb om grænseløsheden
Omslaget på Mette Garfields debut forestiller et fotografi i sort-hvid. På billedet ses et udsnit af en farvenælde – et vilkårligt blik på stilken, som ranker sig mod lyset. Bogens første sætning lyder: Du står der, rank, en sommerdag som hans pik op ad maveskindet en nytårsaften han løftede dig. Flere linjeskift under sætningen, skudt helt over i højre margin: Lys. Negativets margin æder billedet øverst på forsiden, det forsvinder i hvidt.
Om punktromanen som genre siges det generelt, at den i høj grad henvender sig til sin læser, at den er afhængig af, at læseren udfører arbejdet for narrativet, som ellers er brudt. På den måde ligger det implicit i genren, at et værk består af stykker, som står i et mere eller mindre kontinuerligt forhold til hinanden. I dette tilfælde er punktromanen en cirkulær, mentaliseret form. Det er en form, i hvilken sansning er det styrende princip.
Teksten består, genren tro, af fragmenter. Passagerne er korte, tætte kompositioner, ofte opremsende, nærmest messende, drevet frem af et ukueligt begær efter omsorg, efter frigørelse fra kroppen, fra selvet, fra sorgen, efter sex. Fra første sætning bliver vi gjort opmærksomme på de spring i tid, som teksten opstiller som præmis – en sommerdag, en nytårsaften – skubbet sammen i én vending.
Vores hovedperson er en kvinde, som omtales i to former – ’du’ og ’hendes mor’. Passagerne i bogen veksler bestandigt perspektiv og bliver på den måde en collage over en kvinde, som ikke umiddelbart afsløres til at være hverken én eller flere forskellige kvinder.
Hendes mor sætter sig på sengen. Hun sætter sig på sengen og lader hænderne glide ned i skødet. Hun ser ud ad vinduet, men ser ingenting. Hendes mand er død. Hun græder ikke. Hun sætter sig ned på sengen med opsvulmede hænder, benene ned i skoene. Så mærker hun, at døden kommer. Hestene fra hendes mareridt farer af sted rundt om hende.
Givet passagernes sammenstilling, givet at de alle er sat i nutid, og givet at de omtalte kvinder beskæftiger sig med overstigende smerte, forekommer det meningsfuldt at antage, at romanens blik er rettet mod én og samme kvinde. Det vil sige en hovedperson – du’et – og dennes datter, igennem hvis syn vi erfarer mere om du’et. Moderen returnerer aldrig datterens blik, men er essentielt fraværende. Hun er (eller gør sig) ubevidst om, hvordam hendes opførsel, der siver igennem til datteren. Hun ved ikke, hvad datteren ser, hvilken stemning hun vokser op i, eller hvad den betyder for datterens virkelighedsopfattelse. Dertil kommer, at vi intet erfarer om datterens eget følelsesliv. Ved denne læsning er datteren kun introduceret som et par øjne på moderen, og datterens selvbevidsthed fuldstændig erstattet af det blik. Relationen til moderen udgør hele datterens eksistens. Ved gentagen læsning forstår jeg imidlertid, at datteren er du’et, vores hovedperson, hvis bevidsthed naturligvis strækker sig til barndommen. Romanblikket er spaltet ud i flere syn: et syn på en kvinde og samtidig hendes syn på sin mor.
Tvivlen er en af romanens hovedtematikker. Rent grammatisk er læseren suspenderet i en form for grænseløs åbenhed for fortolkninger, hvilket her kan overføres til forholdet mellem mor og datter. Romanens blik er placeret i et resonansforhold mellem kvinder, hvor det, at det er uklart, hvem der er tale og hvornår – hvis krop, hvis seksualitet, hvis sorg – giver et sandt indblik i den uregulerede transferens af følelser og stemninger, som foregår mor og datter imellem.
Du smider dine flængede nylonstrømper i skraldespanden på vej ud. I skumringslys. Du går. Han sover. Du ved ikke, at du vender tilbage og hvorfor.
Om du’et ved vi, at hun er i en vedvarende affære til en mand. Vi ved også, at de tager på udstilling sammen, at de har sex, at du’et er psykisk ude af balance, og at hun gerne vil have et barn. Om hendes mor ved vi, at hun underviser i idéhistorie, kristendom og dansk. At hun har mistet sin mand, at hun indleder en affære med sin afdøde mands ven, samt at hun drikker og sørger og ikke magter sine børn.
Krop som bindeled
Du begynder at bløde. Det pibler ud af dig. Rødt, skinnende blod. Han har forstyrret din cyklus, der begynder forfra, for tidligt. Du vejrer dufte, ser syner og bliver mindet om fortiden. Det løber og ånder ud af dit underliv, friskt. Dine læber bliver rødere, svulmer. Trusserne våde, amber, violette, brune skjolder, pletter. Dine næsebor udvider, åbner sig. Mugne, ramme, syntetiske lugte slår ind i dit kranie. Det åbner og lukker sig, dit køn er en gople, der blafrer. Du sover ikke igennem om natten. Du vågner som et feberbarn med aftryk af hans hage, hænderne, munden på dine underarme, brystvorterne og i lysken.
Kroppen er et centralt fokus bogen igennem. Den er terræn for du’ets febrilske psyke, for hormonelle processer, for sex. Substanser transfererer ud og ind af kroppen. Den er en sluse. Tekstens vekslende perspektiver og det vedblivende fokus på sorg og uforløsthed kaster noget klaustrofobisk af sig. Man får indtryk af at være fanget, af en trang til frisættelse. Kroppen fungerer her som dobbeltled: den er både det omsluttende hylster, som det ikke lader sig gøre at undslippe, og samtidig er den medie for eventuel forløsning. Du’et er optaget af at bruge sin krop sammen med sin affære. Hun er optaget af positioner, punkter, aftryk. Sex fungerer i teksten som et mellemrum mellem tilstande, et nulpunkt, en form for opløsning af dikotomien mellem indre og ydre, som kroppen vedblivende opretholder – sex som en form for tilflugtssted. Og fordi dette tilflugtssted er afhængigt af affæren, er det også ham, der er hovedsag for kvinden og det mest fremsatte motiv i romanen. Sådan kredses der fortsat om tilnærmelser, tilbageholdenhed, minder om den nytårsaften, de mødtes, møder, sex.
Så du forsøger at skrive ham en hilsen. Et brev, en sms. Men du går i stå, falder i staver, laver fagter, vælter bogstaver, de forkerte ud over siden, klipper huller, skriver lister, sletter:
Kvælertag
Tordenvejr
Hans streg, tegninger, en skitse
tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed
tålmodighed, tålmodighed
tålmodighed
tålmodighed
Hvorfra vidste han, hvordan man flækker et menneske bagfra?
En ny venindes omsorg
10.000 pizzaer eller 10 ton granitskærver til hans adresse
Telefonkimen uophørligt i døgndrift, uger, årevis, dekader
Hans pik i munden
På knæ
Udvidede punktummer
Han har sat dig op bagefter. Dine fodsåler er plantet på hver sin side af hans nøgne brystkasse. Dine ben er helt spredte. Og han ser dig ind i skrævet. Hans blik spiller. Lysreflekser. Han kigger dig samtidigt ind i øjnene.
Sex bliver synonymt med et grammatisk spil: hvad er muligt? Kroppen er et koordinatsystem, som sprogligt kan kortlægges. På den måde er der konceptuelt sammenfald mellem krop (sex) og sprog i romanen. Begge graviterer mod sprækker, forsvindingspunkter, ormehuller. Kødet mørkt mellem ballerne. Den vedblivende oplistende, messende, sproglige form har et hektisk islæt, som om substanser ikke bare løber igennem kroppen. Noget er ved at løbe fra du’et. Der er, som om sammenhængskraften mellem livets (bogens) begivenheder er ved at løbe fra hende. Du’et gisper efter sig selv, forsøger at fastholde noget, men alting rasler fra hende. For eksempel her, hvor hun er på museum med affæren: Her taber du de gråsorte sten, du har med i lommerne, ud over gulvet. De hopper, glider, triller ind i hjørner, ruller ud over de lyse flader, som punktummer, der ikke er blevet sat, forkert.
Hver passage i bogen er et punktum, der er blevet sat: udvidede punktummer – dér, hvor sætningen er slut, men alligevel fortsætter. Skrivearbejdet er som sexakten en mulighed for fortsat at eksistere. Passagerne fungerer som prismer, igennem hvilke lys brydes og en splintret sammenhæng træder frem. Nogle gange kan en passage læses rent allegorisk. For eksempel denne, som jeg oplever opsummerer alle romanens temaer under samme koordinater: Han rejser sig og forsøger at samle stenene sammen, men de glider, kurer, smutter, forputter sig. Du ser mønstre på gulvene, trækker mentale streger, laver kruseduller, akser, spændinger, forbindelser mellem punkterne, felter bliver rum, mellemværender han gerne vil se bort fra, skære væk.
Du’ets sindstilstand, de sammenfald der er mellem hende og moderen, hvis sorgarbejde har sat sig nådesløst i datterens system, du’ets omgang med egen krop og seksualitet, romanens formelle og konkrete sprogarbejde og til sidst læserens mulighed for at kortlægge romanens narrativ. Det hele finder sted i denne passage. Det er ikke kun et resonansforhold mellem kvinder, romanen præsenterer os for. Det er også et resonansforhold mellem samtlige af romanens bestanddele. Romanen er en samling ekkokamre, eller: hvert punkt i romanen er en sprække.
Derfor kan jeg også se bort fra det ret irriterende, ekstremt velvoksne og københavneragtige, heteronormative, cyklende, Georg Jensen’ske, som udgør kulissen i mange af beskrivelserne. De indgående beskrivelser af dynamikken mellem du’et og affæren og den vellykkede, privilegerede seksualitet, de deler, interesserer mig ikke. Men det interesserer mig, at romanen er konceptuelt velkomponeret. På intet tidspunkt i læsningen føler jeg mig talt ned til. Jeg oplever, at det kræver min aktive deltagelse, og at min læsning faktisk bidrager med noget. Efter endt læsning er jeg klar over, at romanen åbner for stadig flere muligheder for fortolkning, hvilket er en konsekvent del af værket i sig selv. På den måde kan man sige, at det er et socialt værk. Det er ret vellykket.
Du forestiller dig, at du sætter tapestykker i et grid på din krop, nøgen. Så skærer du mikroskopiske snit i din hud i alle skæringspunkterne. Kliniske blodspor i lige rækker er prentet på kroppen. Baner på lemmerne, torsoen, ballerne, brysterne. Så hænger du tapen op. Sporene, afmærkningerne, de fine sår fortsætter ud over gallerirummet, de hvide vægge.
Info
Mette Garfield: Sprækker
Arkiv for Detaljer
Omslag: Malene Hald, Frida Nygaard Gregersen
Februar 2019
91 sider
Køb bogen på forlagets hjemmeside her