Med et legende sprog og dybe genrebrud skildrer Lea Marie Løppenthin i romanen PANSER nutidens tilværelse og hvad eksistens er i det moderne liv. Bogen er et godt bud på en nutidig og aktuel roman, der legende udfordrer sin læser med en barnlig lethed som gemmer på underliggende eksistentialistiske elementer.
Oldtid mod nutid
Den rodløse Ingeborg rejser til San Francisco for at bo med sin søster Klara og gøre status på livet. Kort tid efter dør hendes far i Danmark, og det eneste stærke bånd til hjemlandet er dermed kappet. Ingeborgs liv bliver taget ud af kontekst og sat i nye rammer, hvilket bringer hendes skælvende tilværelse frem i lyset og sætter spørgsmålstegn ved, hvad ensomhed og livsglæde er. Efter vores kulturelle forståelse ville man definere Ingeborg som værende i en eksistentiel krise, som hun kan komme ud af og dermed udvikle sig personligt, men i stedet udfordrer romanen os, da den ikke behandler hendes situation som en afgrænset periode, men i stedet som en statisk tilstand, der går igen i hele romanen, og som afspejles i de andre karakterer. Denne stemning bliver billedet på det moderne liv og dets udfordringer. Løppenthins skildring af den moderne tilværelse sker tilsvarende gennem brugen af tre forskellige genrer, som hun selv definerer: et dramatisk digt, en dannelsesroman og et brev. Samtidig inddrages elementer fra oldtidens græske tragedie som kor, versefod og et spontant mord, som taget ud af Ødipus, og alle disse elementer får det moderne til at springe i øjnene for nutidens læser.
Med kor og stor skrifttype
Romanens omslag er tegnet af Halfdan Pisket og passer godt ind i rækken af genrer, der optræder. Forsiden forestiller en sørgende gruppe mennesker og er lavet som en grov tegneserie i mørke gustne farver. Denne dunkle forside akkompagnerer romanen godt og passer til dens stemning. Forsidetegningens detaljerighed står i skarp kontrast til bogens font, der er eget enkel og i stor skrifttype. Disse elementer giver romanen et samlet moderne og råt udtryk.
Et interessant element i romanens litterære virkemidler er fortællerforholdet, som bryder med alle forventninger til en moderne roman. I denne konstellation afklares alle usikkerheder ved at skrive navnet før hver afsnit, så det direkte formidles at afsenderen for et tekststykke, fx er Klara eller Ingeborg. Om teksten så er tanker, direkte tale eller andet forekommer helt underordnet, da romanen hele vejen igennem blander lyrik, beskrivelser og talesprog. For at have et alvidende perspektiv i fortællingen bruger Løppenthin koret til at beskrive, hvad der sker fra ”neutral” grund. Denne fortælleform giver en enorm frihed, da der ikke skal leves op til forventninger til en fortællerstemme – her skabes et rum med plads til alt slags indhold modsat en jeg-fortæller, som kræver visse elementer. Jeg oplever den fortælleform, der skabes i PANSER, som værende et skridt tættere på den verden jeg kender.
En skæv og realistisk roman
Samtidig med at Løppenthin bryder med fortællerstemmen, har hun skabt en fortælling, der skifter form tre gange på de 170 sider. Romanen er som nævnt først et dramatisk digt á 3 akter, en kort dannelsesroman uden udvikling og til sidst et brev til den myrdede Andys spøgelse. At det samme indhold skifter form af så mange gange giver et nuanceret billede af karaktererne og et mere realistisk præg på trods af sine tydelige tekniske greb og strukturer. Netop at kunne skabe et skævt værk med udtalte fiktionstræk, der alligevel formår at tale til vores tid og skrive en afrundet fortælling, synes jeg er det overbevisende ved PANSER. Jeg giver romanen 5 stjerner, da det er en skarp, nytænkende og spændende leg med sprog og form uden at slippe den gode og dybt relevante fortælling. Nogle gange skinner det legende dog for meget igennem, da ikke alle bolde gribes igennem fortællingen og sproget nogle steder bliver lidt for løst.
Info
Lea Marie Løppenthin
Forlaget Gladiator
Sideantal: 168
Bogen kan købes her.