Med digtsamlingen Feberfrihed giver Sophia Handler sig frygtløst i kast med at dissekere det universelle hverdagsmenneske i al dets trivielle kompleksitet. Med sig selv som subjekt, og objekt for dissekeringen af det immaterielle i mennesket, fører hun os gennem en tidståge af observationer, følelser og minder. Hun tager os med på en rejse, der er yderst subjektiv og indforstået og alligevel unægtelig universel og genkendelig for de fleste.
Dechifreringen
Det er en fugtigkold mandag midt i november, og jeg er ved at lægge sidste hånd på Handler. Jeg har læst digtsamlingen, en æggelskalshvid bog tung af ord, igen og igen, og jeg må nok erkende, at jeg aldrig har brugt så lang tid på at fordøje og forstå 94 siders poesi. Trods det, at sætningerne stadig står printet friskt på hjernebarken, gentager jeg for mig selv: hvad er det egentlig, jeg har læst?
Når det kommer til poesi findes der et utal af måder, hvorpå man kan dechifrere et værk. Ens forståelse vil som regel være påvirket af et næsten uendeligt antal variabler, og man vil læse og forstå værket forskelligt ud fra den specifikke og unikke sammensætning, disse variabler indgår i, i det øjeblik man sidder med det i hånden, kvaliteten af digtet uagtet. Normalt kommer man til et punkt, hvor man synes at have en særlig forståelse for værket, man har fanget pointen og historien synes at fortælles og forstås i en flydende bevægelse med øjnene.
Det Handler giver os, er noget andet. Hun præsenterer os for er en drømmeverden, der både fremprovokerer lyserøde stemninger i sepia og kolde anelser i gråt i et sammensurium af indtryk, hvor den røde tråd er svær at fange. Bedst som jeg var overbevist om, at jeg havde regnet det hele ud på side 31, blev jeg brutalt kastet tilbage i obskuriteten på side 32. Én halvdel af værket besidder til fulde den rytme og stil, som mit sind ynder at absorbere, mens den anden efterlader mig spørgende og frustreret.Tag for eksempel digtet Nakke:
Er ens ansigtstræk en slags karabinhager. Sandblæsning af råt murværk. Et tegnefilmsvandfald med hemmelige grotter bag. Man træder ud af soveværelset og kommer igen til bevidsthed. Tisser en helt vild stråle.
Alderdom er en infektion. En forstyrrelse. En stribe af lys, der kysser ens bryster. En stribe af lys, der kan finde ud af det. Så man ikke når at miste interessen. Gud velsigne dette morgen-år.
Dissekering af hverdagsmennesket
Bogen er er inddelt i navngivne sektioner: evnerne, triggerpunkterne, næringen, bagagen, behandlingen, bivirkningerne, undskyldningerne, duftene, bagagen II og fire unavngivne. Der er ikke den store forskel på digtenes tematikker eller format i de forskellige afsnit, og et digt fra evnerne kunne lige såvel befinde sig i duftene.
Digtenes rytme og opbygning, de indskudte sætninger og elegant placerede enkeltord beskrivende hele universer i observationer, minder og følelser leder unægteligt mine tanker hen på firsernes fakkelbærer og danske digterikon Michael Strunge og særligt Vi Folder Drømmens Faner Ud, i hvilken Strunges unikke billedsprogbrug i de enkelte digte ikke nødvendigvis følger den røde tråd i samlingen. I Handlers tilfælde tager det sig sådan her ud:
Fine ting er at løbe og at være sulten. Man mangler en taske, der passer til alle ens fine ting. Den skal også være smuk. Men man vil gerne kunne holde noget tæt helt ind mod maven. Dørene går næsten op af sig selv ud i dagen. Man undrer sig sig et øjeblik over retning syd. Vinduerne kunne være sydvendte. Der må være kommet e-mails. Otte. Man ved ikke, hvad der næste gang kommer ind i en. Man fortryder et øjeblik en taske. Det går over igen lige efter. Man glæder sig til tasken. Den kunne have været sort. Man kunne have haft en sort bluse på. Loftet kunne have været med skråvægge, man kunne have siddet oppe under det. Vejret kunne være skiftet i mellemtiden. Tænk at være så nord. Som nytårsaften. Ens far kommer med et forslag om at smage hans glas champagne. Man råber ikke genfærd op i hans ansigt tilbage. Stiller sig bare med på billedet. Så fotografen spørger: vil man ikke hellere videre og skygge for noget andet. Hvis man en dag bliver nødt til at skille sig af med et gammelt fotoalbum, ved man ikke, om man helst vil æde det, eller brænde det. Hvis man en dag bliver nødt til at skille sig af med nogen i sin familie, ved man ikke, om man helst vil æde dem eller brænde dem.
Ovenstående digt hedder Müesli, og det kan i første omgang synes arbitrært. Men det er her i disse universelle underoverskrifter af fysiske referencepunkter fra et større hele, at tematikkerne findes, og det er netop dem, der udgør konteksten for Handlers specifikke minder, som hun ufiltreret fremlægger med alle deres usammenhængende komponenter, som hverdagen består af, og som vi normalt ikke tænker over. Dette er med god grund. Mennesket er nødt til at sortere i minderne for ikke at miste besindelsen i det virvar af information, som vi er omgivet af, og som konstant former os. Handler gør bevidst det modsatte og griber overfloden af information for at gøre os andre opmærksomme herpå. Med Handlers skrivemåde gør den tilsyneladende irrelevante inddeling af digtene i sektioner værket til en tilstand i stedet for en handling. En flot allegori for den menneskelige eksistens.
Tung af ord
Feberfrihed er, ligesom Vi Folder Drømmens Faner Ud, tung af billedsprog, hvilket gør den svær at trænge igennem ved de første gennemlæsninger, især hvis man har et sind som mit, der elsker når ‘kompromis-punktet’ nås og fortællingen flyder. Derfor er det også først, når man ikke længere insisterer på at forstå, at man forstår. For det er ikke det, Handler handler om. I det øjeblik man giver slip, eller op om man vil, og lader sig rive med ned ad den enigmatiske ordflod, vil man finde det genkendelige. Man vil finde det i hendes fortælling om tilblivelsen af et helt menneske gennem minder af trivielle observationer, sanseindtryk, gentagelser, familiesituationer, følelser, instinkter, og fortolkninger af en hverdag – et menneskes hverdag og liv.
Min måde at fortolke Handler på blev intet mindre end det utroligt ambitiøse og, efter min mening, modige projekt: at beskrive hvordan et menneske bliver et menneske. En intim færd af minder som jeg beundrer hende for at begive sig ud på, da hun let risikerer at blive for snæver i sin indforståethed. Hun åbner sig og lægger sig ned i hvilket man mærker en vis sårbarhed, men som gør hende så utroligt nærværende igennem hele værket.
Trods de kun 94 sider rummer samlingen uendeligt mange fortællinger. Handler lukker læseren, den interesserede, ind og fortæller hele historien om sin tilblivelse. Men det tager lang tid at lære et menneske at kende, at høre historien, læse og forstå den, indtil man når en vis grad af intimitet.
Og Handler har i den grad skrevet et intimt værk, der er udfordrende, rytmisk, provokerende og ikke mindst uendeligt rig på sprog, hvilket gør værket alt tiden værd. Handler minder os om, at tilværelsen ikke er en harmonisk digtsamling. Hun minder os om, at den er udgjort af uhyrligt mange småting, som er trivielle og uniforme, og som består af gentagelser som af natur er vidt forskellige med vores individuelle opfattelse af tilværelsen.
Det vigtigste man får med sig fra Handler, er netop påmindelsen om at størstedelen af tilværelsen ikke er udgjort af store arrangementer, men derimod af disse trivialiteter og gentagelser, og at disse udgør hovedparten af byggestenene i det immaterielle menneske.
Info
Sophia Handler: Feberfrihed
2017
Gyldendal
94 sider
Køb bogen på forlagets hjemmeside her