I Ghetto Time forsøger Bjørn Themsen at skabe en debat om, hvad det vil sige at være isoleret i et samfund. Bogen kan anses for en forlængelse af Themsens udgivelse Slagger fra 2016, der behandlede et nærtliggende tema om begrebet flygtninge. Der er altså en vis sammenhæng at spore, og temaet synes også at være rigt behandlet af forfatteren.
Ghettoen er en konnotation
Mest af alt er denne bog en kritik af den politiske situation i Danmark, og der tegnes et billede af eller en forestilling om en institutionaliseret racisme og en institutionaliseret fattigdom. Langsomt fortæller Themsen i første kapitel – ja, digtet er delt ind i kapitler – hvad det vil sige at bo i ghettoen. Ghetto bliver til et udtryk for anderledeshed og social belastning.
Så hvad er en ghetto? Normalt ville man starte med at kigge på etymologien, og det gør Themsen faktisk også. Men man kan bruge lang tid på at tale om, hvad der rent fysisk definerer en ghetto, og man kan spekulere i, hvorvidt begrebet har en jødisk afstamning, hvilket er er et fællestræk ved Themsens kilder. Det er dog langt mere interessant at tale om, hvad der gør en ghetto til en ghetto – i modsætning til, hvordan en ghetto karakteriseres af stat og leksika – og hvad en ghetto gør ved dem, der bor i den. For ikke at tale om, hvad den gør ved alle andre, der ikke bor i ghettoen.
Ghetto er en stemning og en tilstand. Det er et udtryk for afstandstagen og isolation. Selvom definitionen er bestemt fra oven, fra politikerne, føler vi den alle. Et ord giver ikke et fænomen sin individuelle karakter, men det gør derimod den konnotation, vi tillægger ordet.
Du og jeg
Hvad vil det så sige, når forfatteren taler om dualisme? To modsætninger, der er hinandens modpoler, men er hinanden afhængige. Derfor er det også helt oplagt, når der diskuteres mellem jeget og duet i andet kapitel; for hvad er et jeg uden et du, og hvad er du, hvis man ikke relaterer til andre duer?
Dualismen har mange lag i bogen, både i sin lyriske form, der leger med sproget, og i temaet om ghetto, der har en usagt os og dem-attitude – et jeg og et du. Det bliver også tydeligt i et senere eksempel, når Themsen bruger ordet “antydninger”, der undergår en lyrisk vandring fra “skønhed ved antydninger / en solsorts fløjten” til “en skønhed ved politik / en skudveksling i ghettoen”. Her henviser ordet solsort til indvandrere og forbinder straks disse med ghettoen og et spil mellem politik og voldshandlinger. Themsen antyder altså disse forbindelser, og ved at bruge ordet “antyder” legitimerer han netop koblingen og antydningen.
at denne bog overhovedet har et du
betyder ikke nødvendigvis at det er ét du
og slet ikke
at det er dig
at denne bog har et du og et jeg
betyder heller ikke at der findes et os
Når Themsen bringer stipulativ definition i spil, så er det en opfordring og en reminder til os om, at vi skal tolke. Vi skal lytte, tænke og tolke, så vi ikke bare lader os bespise af de politikere, han hele tiden har et skævt syn til – for “jeg er jo ikke politiker”, som han siger. Der er mere i livet, end at det bare skal synes godt på overfladen. Men det er ikke kun i digtet, at vi skal være kritiske. Det er også i samfundet og med vores vaner og uvaner. Og vi skal være bevidste om de stipulative definitioner, vi møder i politisk spin og konnotationer.
Flere steder tages det direkte eller indirekte op, hvem der tales til. Et “du” er ikke præciserende, men generaliserende, som digtet ellers advarer imod, at man skal gøre. Og på samme tid er det dog netop præciserende. For hvis ikke vi alle hver især tager ordene til efterretning – så det netop kan blive generaliserende – så har det ingen effekt, ingen funktion, og så fortsætter vi bare vores zombiefærd, vores udøde færd. I stedet er der en frygt, der binder os sammen, som Themsen udtrykker til sidst i tredje kapitel:
hvis du ikke var bange
er det ikke sikkert
vi havde noget
at tale sammen om
det er faktisk en måde
at prioritere på
Det fjerde kapitel har en definition, der giver en afrunding og opsummering af digtet i sin helhed, når Themsen skriver: “Jeg er mig, fordi jeg ikke er dig, er derfor fx ikke en ægte definition.” Det er nemlig en fin sløjfe på hele hans diskurs om og udfoldelse af ghettoen som tema og som fænomen. Det er os og dem, uanset hvordan man udfylder det dualitetsskema. Det giver udtryk for en ufravigelig tendens i vores kultur til at rubricere og inddele i kasser med store påklistrede labels. Definer og kategoriser. Det går trygt hånd i hånd med behovet for det binære skel.
Forandret eller anderledes
Jeg synes, at de gradbøjninger, Themsen benytter sig af som greb flere steder i digtet, er vellykkede. Han bruger ofte variationer af at gå fra skønhed over en mellemvej til politikere for at ende ved den fortabte og negative ghetto.
men jeg ved ikke
hvad jeg foretrækker
skønhed ved bøjningsformer
eller skønheden ved antydninger
en solsorts fløjten
eller lige efter
…
jeg ved ikke
hvad jeg foretrækker
skønhed ved ved enfoldighed
eller skønheden ved politik
en skudveksling i ghettoen
eller lig efter
Første strofe her har en klar metatekstuel refleksion, der spiller på antydninger og bøjninger, som i den anden strofe glider over i enfoldighed og politik. Vi ser altså her en kraftig kritik af politik og særligt af popularitetspolitik og de demagoger, som udøver spin og manipulation. Helt konkret ser vi det, når antydningen – den underforståede konnotation – forvandler sig til et politisk spin, der forbinder indvandrere og ghettoen, som jeg viste ovenfor. Det er helt i tråd med den vægtning på definition og tolkning, der går igen i digtet. Det viser også, hvor stærk Themsen er i sit billedsprog. Her er hans pointer sjældent til at tage fejl af. På en af de første sider skriver han:
men du går i seng i alment boligbyggeri
og vågner op i en ghetto
det er noget politikerne har bestemt
i en sidegade
ikke langt herfra
sidder sorte rovfugle
på tagryggene
hvis man altså bor i området
de skider på det hele
lortet ætser taget
og du er bange
for at børnene skal opdage det
og skamme sig
hvad nytter det at sende dem i privatskole
hvis de skal sove i en ghetto
Først og fremmest er det ikke de fysiske omgivelser, der udgør en ghetto. En ghetto er et mærkat, og det er et sted, hvor man placerer de fremmede, der ikke ønsker at bidrage. For de sidder blot og udøver rovdrift som opportunistiske rovdyr, der venter på det forsvarsløse bytte – om det så er velfærdsydelser eller forbipasserendes lommepenge – mens de er ligeglade, og ghettoens mærkat sætter sig mere fast og skaber en spiral af negativ selvforståelse.
Der gemmer sig flere undertemaer i detaljerne, man kan bruge lang tid på at tale om. Det er netop det, som gør denne bog så interessant at læse. Her får både sociale medier og feministiske tanker ord og overvejelser med på vejen. Jeg synes bestemt, det er en bog, der er værd at anbefale – og det er en bog, som lægger op til debatter, der godt nok ikke er nye, men stadig skal adresseres, og som vi skal være bevidste om.
Tilbage er ikke andet at sige end:
intet er forandret
alt er anderledes.
Bjørn Themsen: Ghetto Time
Forlaget Fuglekøjen
Omslag af Bjørn Themsen
2020
70 sider
Køb bogen på forlagets hjemmeside her