Plutarks Parallelle Liv I-V, som Forlaget Atalante har udgivet, er ikke bare en historisk beretning fra en svunden tid, der er skrevet ned af en blændende og velformuleret fortæller. Det er også en lille verdenshistorie, en måde at skrive historie på og en påmindelse om, at historien aldrig er entydig og let at indkapsle.
Det antikke Grækenland
På mange måder er det antikke Grækenland og den kultur, der blev grundlagt i og som prægede det daværende Grækenland, en væsentlig del af den vestlige kulturhistorie og – som følge af det – en del af vores egen selvforståelse. Det er begyndelsen på den filosofiske, litterære og politiske kultur, som vores egen kultur er afhængig af, fordi vi både lever med den og i efterdønningerne af den. Det, vi kalder europæisk filosofi, tager sin begyndelse med Thales, den europæiske litteraturs ophavsmand er velsagtens Homer, og det politiske system, som vi i dag værdsætter, beskytter og forsøger at udbrede til den resterende del af verden, tager også sin begyndelse i de græske bystater. Fælles for disse tre ting er, at den udformning, som det havde i det antikke Grækenland, ikke har ret meget at gøre med den måde, som filosofien, litteraturen og demokratiet forvaltes på i dag. Det eneste, der er tilbage, er den snævre essens, der lige netop gør, at det giver mening at sammenligne Platon med Heidegger, Homer med Goethe og Athens demokrati med Den Femte Republik. Ved siden af kristendommen, kapitalismens grundlæggelse og oplysningstiden, så er det antikke Grækenland det kulturfænomen, der har haft den største indflydelse på Europa. Derfor er enhver publikation, der belyser den tid, velkommen og berettiget.
Foruden filosofien, litteraturen og politikken kan man også argumentere for, at det, der senere hen blev til akademisk og videnskabelig pålidelig historieskrivning, også er et håndværk, der stammer fra den græske kultur. De to mest prominente historieskrivere fra den tid er Thukydid og Plutark. Deres måde at skrive historie på er ikke som sådan sammenlignelig, men det, der udmærker Plutark er, at han så at sige skriver historie gennem portrætter og biografiske skildringer af dem, der levede og var indflydelsesrige på det tidspunkt. Det kommer til syne i Parallelle Liv I-V, og det åbenbarer de mange kvaliteter og muligheder, der følger med denne fremgangsmåde.
Parallelle liv
Titlen på dette omfattende og omfangsrige værk er ikke en tilfældighed eller noget, der ikke direkte indikerer, hvad det handler om. Titlen er ekstremt velvalgt, fordi bøgerne beskriver både grækere og romere, der levede parallelt med hinanden. Der er som allerede antydet fem bind, og de er kronologisk inddelt. Det første bind handler for eksempel om lovgivere og grundlæggere af de store bystater, og det femte bind beskæftiger sig hovedsageligt med de romerske borgerkrige.
Allerede i det første bind forekommer det tydeligt, at den rækkefølge, som Forlaget Atalante har valgt at præsentere de forskellige liv i, ikke stemmer overens med Plutarks oprindelige plan. Men det er bestemt ikke en svaghed ved udgivelsen. Det er tværtimod en redaktionel beslutning, der både vidner om mod, selvstændighed og kritisk tænkning. Det, som forlaget har gjort, er, at de netop har sat værkerne kronologisk op, hvilket blandt andet gør, at historieskrivningen træder endnu klarere frem. Med forlagets prioritering er det ikke kun biografier; det er også historieskrivning præsenteret på den bedst tænkelige måde.
Plutark er en velskrivende og medrivende fortæller, og den måde, han vælger at skrive historie på, bidrager kun til at cementere det vidunderlige bekendtskab, som hans ord, sætninger og kapitler er. Når udgivelsen tæller fem bind på rundt regnet 400 sider per bind, fortæller det noget om den detaljerigdom, som bøgerne indeholder; men det fortæller også, at det ikke kun er det allervigtigste, der er taget med. Under andre omstændigheder ville flere af passagerne være en næsten uoverkommelig ørkenvandring – men med det vid og den litterære begavelse, som Plutark har, er selv de afsnit, der kun er interessante for connaisseurs, græske filologer og universitetsstudiet i oldtidskundskab, værd at læse.
Selvom det af og til forholder sig sådan, så er der bestemt også dele af værket, som man kan læse og fornøje sig med uden at have hverken et stort forudgående kendskab til den antikke verden eller en overgennemsnitlig stor interesse for det. Blandt disse dele kan kapitlerne om Alexander den Store, Cæsar og Cicero fremhæves. Af omfang er de overkommelige, de er godt fortalte og det, de beretter om, er næsten tidsløst i sin aktualitet og betydning for nutidens Europa.
Siden Plutark nedskrev sine ord, er antallet af biografier om og skildringer af disse store personligheder selvfølgelig steget. Det er forholdsvis ukontroversielt at sige, at Adrian Goldsworthys fremragende biografi om Cæsar er mere nuanceret og mere velresearchet, end Plutarks biografi er; men det er ikke kun det faktum, at Plutark er forlægget for den og derfor uundværlig i dette henseende, der gør den interessant. Det er den også, fordi det i al sin enkelhed er en god fortælling fortalt af en god fortæller.
Sammenligninger, ligheder og forskelle
En af grundene til, at Plutarks Parallelle Liv I-V ikke kun har interesse for dem, der enten studerer eller beskæftiger sig med græsk historie på et akademisk niveau, er, at de forskellige biografier blotlægger forskelle og ligheder mellem Grækenland og Rom. Og i det den gør det, får den også et islæt af refleksioner over filosofi, moral og korrekt livsførelse. Det skyldes to ting: at man gennem de forskellige biografier får et fint kendskab til de filosofiske strømninger, der prægede tiden, og at Plutark ikke er tilbageholdende med at levere pointer udi moralfilosofi og generel livskunst. De er ofte subtile og svære at indkapsle i et enkelt citat. Men der er trods alt undtagelser fra dette, og en af dem findes på de indledende sider i kapitlet om Perikles i værkets anden bog. Her skriver han:
Dyden derimod paavirker ved Gerninger strax saaledes, at man paa engang beundrer Handlingerne og efterligner dem, der har udført dem. For de Goder der skyldes Held glæder vi os ved at erhverve og nyde, men ved dem der udspringer af Dyd ser vi paa Handlingen, og vi ønsker at vi selv maa faa de første fra andre, men at de sidste snarere tilfalder andre ved os. For det gode drager handlekraftigt til sig og indgiver strax en Lyst til Handling, idet det ikke ved Efterligningen paavirker Tilskueren, men ved Kundskaben om Gerningen giver en Impuls til Handling.
Det er en vidunderlig passage, der vidner om Plutarks filosofiske indsigt og evne udi at formulere sig forbløffende elegant. Disse slipper ikke op på noget tidspunkt, og når de kombineres med mangfoldigheden af de mennesker, der skildres i Parallelle Liv, giver det et fremragende og mange-facetteret billede af Rom og det antikke Grækenland, som man ikke skal snyde sig selv for at stifte bekendtskab med.
Donald Trump, Greta Thunberg og Angela Merkel
Plutark leverer en fantastisk kortlægning af den antikke verden, men han benytter sig også af en måde at bedrive historie på, der ikke har mistet sin relevans. Med Plutark har vi med andre ord et perspektiv, med hvilket vi kan anskue og kortlægge vores egen samtid.
Alle måder at skrive historie på har den udfordring, som den tyske filosof Hegel skarpsindigt påpegede i 1800-tallet. Han mente, at man altid skriver historien fra historiens ende. Det skal forstås sådan, at man altid skriver den, som om man står ved historiens afslutning, fra hvilket man ser tilbage og danner sig et overblik. Dette er den biografiske metode heller ikke undtaget fra, men hvis man ikke afviser præmissen om, at historien forandres gennem menneskers handlinger, så har biografierne deres klare og utvetydige relevans. For det, som biografier i dette henseende er med til at kortlægge, er årsagerne til, at det menneske, som biografien handler om, er blevet den, han eller hun er – og som følge af det, hvorfor vedkommende gjorde det ene i stedet for det andet.
Kritikere kan indvende, at dette baserer sig på en kontroversiel idé om, hvor håndfaste og håndgribelige årsagssammenhænge er. Det er for så vidt rigtigt, men det ændrer ikke på, at man opnår en bedre forståelse for vores samtid, hvis man fordyber sig i biografiske skildringer af Donald Trump, Greta Thunberg, Angela Merkel og Vladimir Putin. Det giver et mere fyldestgørende billede af vores tid end blot en gennemgang af de begivenheder, der har gjort, at disse personer er blevet betydningsfulde. Opdagelsen og eksekveringen af dette er afgjort Plutarks vigtigste bidrag til den europæiske historie. Med Parallelle Liv I-V forærer han os nemlig en måde, hvorpå man til enhver tid kan forstå sin samtid: gennem biografiske skildringer af dem, der er med at tegne samtiden.
Info
Plutark: Parallelle Liv I-V
Forlaget Atalante
2018
1930 sider Læs mere på forlagets hjemmeside her