1,7 Tipping Point er et lettere diffust misk-mask af alle mulige katastrofer, der klipper ind og ud af hinanden med en hastighed og en tilsyneladende tilfældighed, der netop retfærdiggør projektet.
Katastrofen som vidt og bredt begreb
Lad os starte tematisk: HVAD handler Silja E. K. Hendersons 1,7 Tipping Point om? Jamen, den er et stykke ikke nærmere afgrænset katastrofelitteratur: den handler om flygtningekrise, klimaforandringer, om hvorfor vi skal være vegetarer, om fattigdom og ulighed, om at være mor, og hvad det gør ved et menneskes psykologi. Og så giver den også et dystopisk (og ret sjovt) bud på et fremtidsscenarie, hvor jordens landlige overflade er oversvømmet, og de eneste overlevende mennesker bor på et kontinent af plastik. Med andre ord gaber Henderson over lidt af en mundfuld i sin debut, og efter endt læsning sidder jeg med følelsen af, at netop det naive forsøge på det at gabe over en uoverkommelig mundfuld er det, der berettiger teksten som litteratur.
En diffus collage
1,7 Tipping Point er ikke ”bare” en samling tekster fra Silja E. K. Hendersons egen hånd – den er en sammensætning af digte, prosatekst, akademiske citater fra hårde samfundstænkere, ”klip” fra diverse nyhedsmedier på både engelsk og skandinaviske sprog. Den er sat op, så den kan læses både forfra og bagfra (uden at afsløre, hvad der er den egentlige for og bag), den er sat op med et væld af forskellige fonte og skriftstørrelser – på mange måder er det en ret ubestemmelig størrelse – og det er måske helt okay?
I parateksten proklamerer Forlaget Gladiator, at der er tale om poesi, men jeg vil mene, at den montageform, Henderson har taget i brug, kræver en noget bredere hybridmærkat. Montage eller collage er det tætteste, jeg selv kan komme på, hvad jeg har lyst til at kalde 1,7 Tipping Point, og måske collagen og dens relation til avantgardens kritiske tradition er det, der vil være mest fair. Der skal ikke herske tvivl om, at dele af debuten kan læses som poesi, og at projektet besidder en grad af poetisk stemning, Men i min optik gør Henderson netop aktiv brug af collagen for at skabe forvirring: læsningen skal være kaos, fordi det er en kaotisk erfaring, der gives videre – uden forsøg på udredning. Og det må netop være pointen: at illustrere den diffuse virkelighed, det senmoderne menneske står midt i lige nu: nyhedsstrømme, flodstrømme, flygtningestrømme, én stor pærevælling af overskrifter, der påbydes individet (her det vestlige, velstillede) at tage stilling til, at mene noget om, at handle ud fra, og som er overvældende, for mange med ”medlidenhedstræthed” (Hendersons eget begreb) til følge. Og hvordan videregives denne erfaring? I 1,7 Tipping Point gøres forsøget ved at skabe et tekstligt kaos, hvor læseren kastes fra klimakrise til flygtningekrise til politisk funderede filosofiske citater og til tekstbider snuppet fra internationale nyhedsmedier – og hvis det skal give mening, må det være som illustration af den kaotiske eksistentielle krise, det globaliserede individ står i. Læst på dén måde, fungerer 1,7 Tipping Point faktisk rigtig godt – den er diffus og det smitter meget effektivt.
Således kan formens effekt også retfærdiggøre, at brugen af nyhedstekster i perioder synes at tage lige lovlig overhånd. Jeg har indtryk af, at Henderson har kopieret tekster, der har rørt hende, når de har rørt hende, hvilket jeg tyder ud af en dagbogsagtig notering med datoer (der i øvrigt heller ikke foregår tidsligt lineært), men nogle af stykkerne er så lange/komplicerede, at jeg er på nippet til at blive tabt i det ellers hektiske tempo, 1,7 Tipping Point synes at foregå i.
Den universelle moderrolle
I sine egne tekster bevæger Henderson sig også vidt og bredt – fra små ordspil til prosatekster og til mere klassiske digtformer. Her er det særligt ordlegene, som jeg vil kalde dem, der fremstår knapt så stærke i læsningen, som fx sammensætningen af ordene ”grotesque” og ”growth” til det fiffige ord ”growtesque” ellerformuleringen //når de spørger/hvad vi er/så vil jeg sige: de:generation//, der tenderer til det lidt for vittige og “smart-kloge”. Her mister teksten den ømhed, den eksempelvis besidder i de stykker, der tager udgangspunkt i moderrollen. Når Henderson identificerer MOR som udgangspunkt eller spejl mod resten af verden, bliver teksten både knugende og intim – et pragteksempel kan være følgende bid:
Børnene hiver i mine bukser, de vil have fisken med hjem. De vil elske den i spanden, selvom den er død.
Uløselige knuder
Det er svært at opsummere en læsning, der ikke har omfavnet samtlige af Hendersons tematiske og stilistiske krumspring. I 1,7 Tipping Point foregår der så meget, at hver læser sikkert vil falde over sit – for mig står den poetiske styrke i moderpositionen som muligt spejl mod verden og i den kaotiske sindstilstand, de mange tema- og stilhop efterlader mig i. Som katastrofelitteratur formår 1,7 Tipping Point at videregive en besværlig erfaring ved at afstå fra at forsøge at løsne knuderne og blot illustrere, hvor knudret virkeligheden er.
INFO
Silja E. K. Henderson: 1,7 Tipping Point
Forlaget Gladiator
108 sider
Køb bogen på forlagets hjemmeside her