Jacob Skyggebjergs tredje udgivelse er en kærlighedshistorie på fuld turbo mod opløsning og druk; Jalousi er voldelig parforholdsrealisme i et kantet, københavnsk Radiator-univers pakket ind i lægeromansæstetik og sølvblank typografi.
Familiejournalen møder Harry Potter møder dødsmetal
Jacob Skyggebjerg kan med sin tredje udgivelse præsentere det absolut mest hæslige bogomslag, jeg nogensinde har set. Forsiden er prydet af en mindre slots/kirkebygning, der ligger ensomt ved en søbred. Det er vinter, og alt er holdt i rosa og lilla nuancer. Det ligner simpelthen noget straight outta Familiejournalen. Titlens skrifttype peger i en helt anden retning; den er sådan lidt Harry Potter møder skandinavisk dødsmetalband. Al skrift på forside og bagside er desuden trykt i en skinnende, metallisk sølvfarve, der blinker og changerer, når man bevæger bogen. Denne forside er med andre ord en rædsel. Det er ellers ikke, fordi Thomas Joakim Winther, der også har lavet flere andre omslag til Gladiator, ikke kan sit kram. Han stod eksempelvis også bag det æstetisk vellykkede omslag til Josefine Klougarts New Forest (om end selve bogen var en anelse uhandy for at sige det mildt). Der er jo således formentlig en mening med galskaben, og den ene hovedkarakter Samsines yndlingsfarve er netop også den lidt underlige rosa/lilla, som dækker omslaget. Derudover er romanen på mange måder en klassisk kærligheds- og jalousihistorie; dreng og pige mødes, forelsker sig, bliver kærester, det går galt og de slår op. Store dele af denne kærlighedshistorie udfolder sig i en rodet, slidt og lydt lejlighed, som den anden hovedkarakter HP har fået anvist af kommunen. Her er vi altså meget langt fra et romantisk vinterslot beliggende i et bjergrigt snelandskab, og på den måde bliver omslaget dejligt besk. Når det så er sagt, er jeg virkelig dybt imponereret over, at man kan skabe et så grimt omslag. Herligt!
To karakterer på smadretur
Historien er da også lidt corny til at begynde med; Samsine og HP er nyforelskede, de møder hinanden tilfældigt ved et busstoppested og er herefter mere eller mindre uadskillelige. HP’s liv er tomt: ”Han skal ingenting. Tiden driver bare som skyerne, det er det, der stresser ham, deprimerer ham, så dagen går, og dagene går, på den måde, uden noget formål, og kommunen udbetaler penge hver den første (…)”. Ind i denne formålsløshed dumper Samsine, som lige er flyttet hjemmefra; ”Samsine er en spirrevip. HP er en gammel Volvo. Hun drages af det smadrede liv – eller: Hun har kimen til det smadrede liv i sig.” Og sammen smadrer og småstjæler de sig gennem København på drukture, der ofte er af flere dages varighed. Romanens handling er en sump af vin fra kiosken, frokostpizzaer, skænderier og slåskampe. De smadrer ikke kun rundt i København, de er også godt i gang med at smadre sig selv, og HP fremstår da også som en af Ole Jastraus efterkommere. Der er et omfattende hærværk på spil i værket, og ligesom Tom Kristensens klassiker, er også Jalousi en ægte københavnerroman, der tager læseren med på byvandring op og ned ad navngivne gader. Sideløbende med kærligheds- og hærværkshistorien løber en række mails og chats mellem HP og Samsine, som er skrevet efter forholdet er gået i opløsning. Som titlen indikerer, er den ene af parterne jaloux, og spørgsmålet (der ikke skal besvares her) er, om der er grund til at være det. De mange mails er hård kost, de er rå og hjerteknusende, men jeg holder mest af romanen, når jeg tages i hånden af den fremtrædende og larmende fortæller.
Tekniske pudsigheder
Som sædvanlig giver Skyggebjerg læseren adskillige albuer i ribbenene i forhold til genrekonventioner og genreforventninger. Ikke kun i forhold til omslaget, som i højere grad indikerer lægeroman, men også i forhold til den fortæller, der gengiver HP og Samsines historie. Det er nemlig en fortæller, som gør sært meget væsen ud af sig selv og som gradvist træder tydeligere og tydeligere frem. Dette sker eksempelvis i en scene, hvor HP betragter Østerbrokvarteret, der bliver overrendt af rige Hellerupbørn. Disse betragtninger glider over i længere samfundskritik, som ender ildevarslende: ”og hvis HP kunne indse det, havde han nok kastet sig ud foran et S-tog (…)”. Denne kritik kan altså tilskrives en fortæller, der gentagne gange blander sig og harcelerer mod alt, hvad der lugter lidt af autoritet eller institution. Flere steder forsøger fortælleren at trække læseren med ind i fortællingen: ”Vi nærmer os julen. Vi har fulgt dem i et år (…)”. Her har jeg det lidt, som når man i sidder i byen ved siden af en fremmed mand, der fulde-venskabeligt lægger en kæmpe arm rundt om én; fortælleren tager mig som gidsel, jeg inddrages i fortællingen med brugen af ”vi”, men jeg er ikke helt sikker på, om det er behageligt eller ej. Igennem hele værket er der en del af disse fortælletekniske pudsigheder, som får Jalousi til at pege i endnu flere retninger. Lægeromanskærligheden forvrænges i Samsine og HP’s voldelige, skramlede og fordrukne forhold, og Skyggebjerg er bestemt lykkes med at skabe et dragende hærværksunivers med en interessant narrativ struktur, om end den indlagte e-mailkorrespondance sine steder bliver en anelse redundant. Med Jalousi får du lige dele samfundskritisk Bonnie og Clyde-fortælling og københavnerrealistisk detektivroman, alt sammen pakket ind i lilla og sølvfarvede kærlighedsdrømme.
INFO
Jacob Skyggebjerg: Jalousi
Roman
Forlaget Gladiator
Omslag: Thomas Joakim Winther
143 sider