Hvis vi alle blot er tangenter på et klaver, så er vi uden fri vilje. Vi spiller blot den tone, som slås an, og vi kan ikke andet end at adlyde. Men hvis mennesket er uden fri vilje, så er al den nederdrægtighed, al den modbydelighed, al den ondskab, det bringer ind i verden, ikke dets egen skyld. Det er blot et led i en årsagskæde, som går langt tilbage. Det er blandt andet konsekvenserne af det, som Fjodor Dostojevskij undersøger i Kældermennesket.
Den ”bekymringsløse” barndom
Som barn oplevede jeg mobning i skolen. Det har naturligvis haft betydning for den måde, hvorpå jeg har udformet mig senere i livet. Jeg er heldigvis kommet ganske godt ud på den anden side, men der er stadig dage, hvor jeg mentalt kastes tilbage på de kolde fliser i den dunkle skolegård. På disse dage opfyldes jeg af mørke tanker af den slags, som man normalt ikke vil kendes ved. Jeg opsluges af et utroligt had mod de folk, som jeg mener gjorde mig ondt. Der er ingen grænser for, hvor grufuld en skæbne, jeg ønsker dem, når det kommer over mig. Det følges altid af en tanke om, at jeg er offeret her. At jeg bare er et produkt af det, de gjorde mod mig. Og at jeg kan ikke gøre for det.. På denne måde kan jeg sidde og retfærdiggøre mig selv dag ud og dag ind.
Men for nylig blev jeg konfronteret med dette mørke på en måde, som jeg ikke er blevet det før. Og det var en meget gammel roman, som præsterede dette. Det fik mig til at reflektere over, hvilket menneske man egentlig bliver, når man sidder hjemme, lukket inde på et mørkt værelse og fylder sig selv med had og foragt for verden samtidig med, at man er fuldstændig i stand til at retfærdiggøre hadet overfor sig selv.
”Den muntre videnskab”
Jeg har læst Dostojevskijs over 100 år gamle roman Kældermennesket: Optegnelser fra en undergrund. Et værk, som trods sin alder synes mere aktuelt end nogensinde. I romanen følger vi tankerne hos kældermennesket; en mand, hvis navn vi aldrig hører, som tilbringer sin tid i et lille værelse, hvorfra han fordømmer hele menneskeheden. I sit værk ”Den muntre videnskab” giver Nietzsche en markant kritik af datidens videnskabelige optimisme. En kritik, som man også kan se her.
Kældermennesket forklarer, at han ofte siger og handler, som han gør, med det ene formål at såre sine medmennesker. Hvorfor gøre noget sådant? Hvorfor hænge en enke ud for tabet af hendes mand, eller en tidligere mor for hendes mistede barn? Fordi han nemlig har gjort sig den erkendelse, at han er uden skyld i noget af dette. Hvis det er sandt, at vi blot er tangenter på et klaver, så er der ingen frihed til at handle på anden måde, end man gør. Det er endegyldige videnskabelige kendsgerninger, og det er blandt andet disse videnskabelige idéer, som Dostojevskij med dette retter en skarp kritik mod.
Det er en kritik, som for mig stadig er aktuel i dag, hvor vi hvert år lærer mere om, hvordan hjernen fungerer, og hvor store berømte videnskabelige personligheder som Sam Harris erklærer den frie vilje for en illusion. Men der er et spørgsmål, der trænger sig på som resultat af dette: Hvis vi ingen fri vilje har, havde Hitler, Stalin og Mao så heller ingen fri vilje? Og hvis de ikke havde det, med hvilken ret kan vi så fordømme disse?
Bør man virkelig opgive denne fordømmelse af verdenshistoriens største despoter? Det virker kontraintuitivt og næsten vanvittigt. Men det tvinger os til at spørge, hvad der er vigtigst: sandheden om videnskabens afvisning af den frie vilje eller sandheden om, at vi kan og bør fordømme ondskabsfulde handlinger? Det er naturligvis ikke et spørgsmål, der lige står til at besvare, men med sin roman stiller Dostojevskij spørgsmålet så klart og gennemtrængende, at jeg blev tvunget til at tvivle på mit verdensbillede.
Videnskaben hyldes i dag som noget ukrænkeligt. Hvis man siger noget, der betragtes som uvidenskabeligt, risikerer man at blive ekskommunikeret fra den saglige debat. Da jeg tænkte, at videnskaben overtrumfer det meste, mente jeg ikke, at det var et problem. Det plejede jeg at tænke, at den både gjorde og skulle, men det ved jeg ikke længere, om jeg tænker. Jeg er selvfølgelig ikke blevet modstander af videnskaben, men ideen om videnskaben som det ubetingede, højeste gode står ikke længere klart for mig.
En del af værket tager det sig ud som fortællinger om nogle fjerne minder, som vores hovedperson har. Minderne har forskellige temaer, men det evigt tilbagevendende tema er had og foragt. Jeg-fortælleren hader og foragter verden i en grad, jeg ikke havde troet muligt. Når Dostojevskij løbende beskriver hovedpersonens inderste tanker om de mennesker, han har mødt på sin vej, fandt jeg mig selv med en følelse af afsky og ligefrem fysisk ubehag op til flere gange. For alt i verden ønskede jeg, at jeg aldrig selv måtte opleve den slags tanker. Sandheden er dog selvfølgelig, at vi alle har overvældende følelser af had og foragt overfor nogle mennesker en gang imellem, men vi bliver sjældent konfronteret med det på den måde, som man bliver, hvis man læser dette værk.
Og for mig at se er det her, romanens sande styrke ligger. Konfrontationen med den afstumpede og ubehagelige jeg-fortæller bliver en konfrontation med det dybe mørke, der ligger gemt i mig selv. For alt i verden ønsker jeg IKKE at være ham, og dog kan jeg ikke lade være med at identificere mig med ham. Med denne roman beder Dostojevskij enhver, som læser den, tage et valg: Vil man være et kældermenneske? Jeg kender mit svar på spørgsmålet.
Hvad kunne man ikke blive til, hvis man lod kældermennesket tage over? Hvis man lod had og foragt blive den absolutte drivkraft for ens virke i livet, hvor ville det så ende? Svaret kan jeg heldigvis ikke give, men jeg har ikke svært ved at forestille mig, at det kunne ende i handlinger, hvor man ønsker at udtrykke sin absolutte foragt for verden ved at ødelægge alt, hvad man kan. Det være sig både fysiske genstande og menneskerne omkring sig.
I en episode, som Dostojevskij bruger til at udfolde dette, opsøger hovedpersonen et slagsmål, men bliver fuldkommen overset af den mand – en officer – han forsøger at udfordre. Dette fører til, at hovedpersonen i månedsvis planlægger sin hævn over officeren. Officeren kender ikke hovedpersonen og bekymrer sig ikke om ham, alt imens han er fokuspunktet for hovedpersonens liv. Han har omsiggribende fantasier om, hvordan en storslået og grufuld hævn over officeren vil ydmyge mostanderen og sende kældermennesket selv i den syvende himmel. Dag ud og dag ind graver han sig dybere og dybere ned i fantasierne, som han planlægger ned til mindste detalje.
Dette var igen noget, som berørte mig dybt. Selv har jeg også haft fantasier om mine mobbere. Nogle om hævn, andre blot om, hvordan jeg ville hæve mig over dem. Det gik op for mig, at også jeg måske havde et fokuspunkt for hele min tilværelse, som blev manifesteret i mine mobbere. Og dér slog det mig: Jeg havde været magtesløs meget længe. Det var ikke mig, der bestemte situationen, målet, meningen med mit liv. Det var stadig mine mobbere, der var det centrale for mig – og altså ikke mig selv, familie eller venner. Det er heldigvis noget tid siden, jeg kom videre fra netop denne tankegang, men hos kældermennesket fandt jeg en måde at systematisere min oplevelse på, som jeg ikke før havde set. Og med den viden er det lettere at se, hvis jeg igen bevæger mig ned ad samme vej, og derfor lettere at skifte retning.
Mit efterspil
Jeg må og skal være bedre end dette kældermenneske. Siden jeg læste værket, er jeg blevet langt mere opmærksom på dette. Når jeg har de mørke dage, bliver min opmærksomhed brudt. Hver gang hadet overvælder mig, spøger det i mine tanker, at jeg kan blive som kældermennesket. Det er en forfærdelig tanke, men også en tanke, der driver mig i den modsatte retning. Det er en tanke, som tvinger mig til at arbejde imod hadet i stedet for at dyrke det. Og som yderligere får mig til at tænke, at det er et valg, jeg må tage. Fri vilje eller ej, så er det kun mig selv, der kan bestemme, om jeg skal være et kældermenneske.
“Da det begyndte at give mening: Om orderne, der ændrede mig”, som er en af Modspors artikelserier, der undersøger, hvordan litteratur kan ændre et menneske.