Det er meget, meget lang tid siden jeg har været nødt til at lægge mig fladt ned og bare overgive mig fuldstændigt til et værk. Det var jeg nødt til, da jeg læste Bedårende.
Familien: B, Q og Æ
Ida Marie Hedes syvende udgivelse falder i fire dele; ”En hjerteformet røv”, ”Der er indrettet et rum i Bs hjerne til de døde”, ”Dødeessay” og ”Fredag aften”. Første og tredje del fylder langt størstedelen af Bedårende, og ”En hjerteformet røv” beskæftiger sig primært med familien set gennem et kropsligt perspektiv. Denne første del er familieliv og baby og lort. Snot, blod og opkast. Game of Thrones og mazarintærte i sofaen. Den sultne krop, den liderlige krop, den behårede krop, den naturlige krop, den gravide krop, den fødende krop, den ligeglade krop, den bevidste krop. Forældrekroppene B og Q er voksne kroppe:
Han har hår ned ad lårene, han lægger sig ned i sofaen, hun har sorte hår på lårenes inderside, mørkt buskads på kønslæberne, lange sorte hår som hun ikke klipper, som han siger lugter af tis, når han prøver at stikke tungen igennem dem, som gennem en hegn.
Imellem dem er Æ: snotspisende, grinende, rullende, trillende, lille baby-Æ, der forandrer de voksnes liv med sin tilstedeværelse. Hun har forandret morkroppen B: strækmærker og fedt og blod. Æ forandrer kroppen og livet og forholdet mellem de to voksne kroppe. Førstedelen ”En hjerteformet røv” er en gennemgribende og dybdegående beskrivelse af disse forandringer. Nogle gange strækkes tiden unaturligt ud; en generation vokser op over få sider, og andre steder sættes tiden på pause i detaljemættede, næsten bristefærdige passager, hvor de enkelte kropsdele og sanseregistreringer flyder ud over flere sider.
Døden og den døde
I den store midterdel ”Dødeessay” dør fortællerens far, og efterfølgende begiver hun sig ud i en afdækning, eller et forsøg på en afdækning, af dødens anatomi, dødens sprog, dødens rum:
Døden er snarere et territorium. Den er horisontal. En rum der kan invaderes, udvides og indskrænkes, noget elastisk. (…) Selvfølgelig er der to måder at befinde sig i dødeterritoriet på: jeg oplever at dø, eller jeg oplever en anden dø.
Dødeterritoriet er på den ene side fysisk, konkret og makabert. Læseren får besked på at tjekke YouTube ud: Time lapse of a dead pig decaying. Vi ved det jo godt, vi ved godt, at ligene ligger nede i deres grave og rådner og svulmer op, og det siver og lækker, og kroppene bliver ædt op af maddiker. På den anden side er døden også et svært tilgængeligt og svært afgrænseligt begreb, som fortælleren hele tiden forsøger at kropsliggøre for at forstå og begribe det. En lang række forskellige kulturers håndtering af døden og den døde beskrives. En krypt fuld af knogler i Rom, døden gemt væk under jorden, og samtidigt fungerer krypten som et udstillingsrum, et museum. Og i Himalayabjergene, hvor der er ikke findes træ nok til at brænde ligene, så derfor parteres de og efterlades til gribbene, her findes døden i luften, og den er fuld af dramatiske, smukke næb.
Fortælleren håndterer døden og sorgen som abstrakte begreber ved hjælp af liget, den efterladte og døde krop, der fungerer som den sidste rest af liv, den sidste rest af faren. Hun begraver liget i krypten, hun kaster det op til gribbene, hun danser med liget, tager liget med til selskaber og i laboratoriet. På den måde får også sorgen og savnet en krop, et territorie, som netop kan karakteriseres ved at være afgrænseligt, ligesom kroppen kan. Det lille ”men” i denne sammenhæng er jo naturligvis alle kroppens væsker, rester og efterladenskaber, som udvisker disse grænser, og det er i forsøget på at afgrænse og beskrive den ukontrollerbare krop og ukontrollerbare død, at Bedårende når sine vildeste og mest bevægende højder.
Udtørrede tårekanaler
Jeg kan ligeså godt bare tilstå: Jeg er fuldstændigt helt og aldeles på røven over Bedårende. Jeg brugte en eftermiddag på at læse bogen, og jeg begyndte først at græde midt i tredje del ”Dødeessay”, men så stoppede jeg til gengæld heller ikke igen, før mine tårekanaler var absolut udtørrede, og mine øjne føltes lidt som to rosiner. Og det var ikke engang den der lækre Titanicgråd, som en gang imellem kan være ret befriende, det var den helt tunge, melankolske, gennemtriste gråd. Jeg blev ramt i hjertekulen og i solar plexus og alle andre steder, hvor det var rigtig dejligt og gjorde helt forfærdeligt ondt. Bedårende har gudesmukke, svævende poetiske træk, den har krop og vildskab, mavefedt og hår, og den er bestemt ikke til at spøge med. For mig har Bedårende været en af de absolut største læseoplevelser i mange år.
INFO
Ida Marie Hede: Bedårende
Forlaget Gladiator
148 sider
Roman kan købes her.