Hvordan kan man sidde i sin magelige danske identitet og tage stilling til en kriseramt verden uden at falde i hverken den overfladiske eller den politisk korrekt-kvalmende fælde? Det kan man ved at skrive verden frem på så poetisk, skrøbelig og samtidig stærk vis, som Liv Sejrbo Lidegaard gør det i den helt vidunderlige digtsamling Vi er her.  

 

Unægtelig, kompleks sammenhæng

Hvad handler Vi er her ikke om? Digtsamlingen bevæger sig afbalanceret mellem syd- og østeuropæiske scener, kaktusørkener, danske strandlandskaber og indre København. Karaktergalleriet rummer foruden et sansende og handlende digter-jeg et elskede du, eller hende, en farmor, en mormor og en række relationer, som jeg fornemmer er venskabelige, der navngives og får lov til at tale (med) i digtene. Digtene smyger sig ind og ud af klimaproblematikker, flygtningekrisen, en varm kærlighedshistorie og smukke betragtninger af, hvad det vil sige at være et fællesskab, hvad det vil sige at findes. Det kan lyde af munden lidt for fuld, men sådan føles det ikke – tværtimod åbner digtene op for en verden, der træder frem som nøjagtig kompleks – og som netop viser, hvordan (med min vattede formulering) ALT er uløseligt forbundet.

 

Menneskeligt forfald

Og hvorfor er det så godt? Simpelthen fordi Liv Sejrbo Lidegaard skriver rammende præcist og samtidig overraskende. Naturen flettes ind i mellemmenneskelige spørgsmål, ind i politik og ind i kærlighedshistorien, og de mange billeder stiller hinanden i et skarpere lys. Det er især en gennemgående optagethed af forfald, det glimte og det slidte, der skaber (dobbelt)tydige billeder, som når der skrives om råddent blomstervand, ”det mørkegrønne mug på væggen” eller en ”tørlagt swimmingpool”.

Det er et gennemgående tema i Vi er her: forfaldet, resultatet af en menneskelighed, der har ladet stå til. Jeg læser det som en kritik af menneskets omgang med naturen, med medmennesker og med hinanden – og får røde kinder.

Gennem anden læsning af samlingen fik jeg virkelig fornemmelsen af noget, der åbnede sig på videre og videre gab: verden. Som det sidste digt så fint beskriver det: ”af jeg vil have jer / her / af vi er her nu, og jeg kan ikke forlade jer”.  Det er Vi er her’s bedrift: at skrive en materiel verden frem, der findes og herved også vise nødvendigheden i at reflektere omkring, hvordan vi behandler denne verden og hinanden i den – og ikke lade stå til, som digtene absolut mener, er det eksisterende tilfælde.

 

Sammen kan vi findes

Digtene søger at forstå, hvordan et fællesskab er et fællesskab og måske også, hvorfor det er vigtigt. I Vi er her er verden meget stor, men også meget organisk – og på samme måde, som digtenes tematikker flyder ind og ud af hinanden, får jeg også fornemmelsen af et gennemgående menneskesyn, hvor sammenhængen (mennesker imellem, mennesker og natur imellem) er forudsætningen.

Man kan nok ikke komme uden om, at Vi er her, til trods for en sideløbende kærlighedsfortælling, nok først og fremmest er et politisk værk, der stiller skarpt på mellemmenneskeligt ansvar i en global virkelighed. Således fremstilles absurditeten i menneskets følelse af geografisk ejerskab, når et vi ”siger om det her sted at det er vores”. Når solen står op over marken, afslører den ”en mark af forvredne kroppe”. Ved havet er det ”vandoverfladen (der, red.) ligner en hjerne”. I en næsten direkte henvisning til Trump tales der om at have ”mure at rejse”. Der tændes bål på stranden, og jeget lytter til lyden af helikoptere. Digtene undgår at kamme over og blive det, jeg kalder (politisk) korrekt-kvalmende ved netop at skrive en kompleks virkelighed frem – uden at gøre sig til herre over moralsk korrekthed. Digter-jeget er nærmere oprigtigt frustreret – ikke over menneskelige handlinger, men over tiden, historien, der bare går og gentager sig selv, jeget ”vil andre tider end den fremadskridende”. Et statement, der følges af en beskrivelse af en art blæregople, der næsten bliver en slags målsætning for mennesket med følgende beskrivelse: ”der er ingen hjerne men / hver enkelt af alle / de forskellige dele / samarbejder om at opretholde den samlede organisme”. BUM!  

 

Opsummering

Liv Sejrbo Lidegaard har med Vi er her begået noget meget svært: Hun har været politisk, forelsket og idealistisk i én og samme digtsamling. Med smuk sanselighed skriver hun en kompleks, sammenhængende verden frem – og man får fornemmelsen af, at digtene beder én om at huske, at vi er, om ikke at lade verden, fællesskabet gå fuldstændig i forfald.

 


 

Liv Sejrbo Lidegaard: Vi er her

Gyldendal

87 sider

Bogen kan købes her