Helene Johanne Christensen har udgivet feministiske naturdigte med både poetisk styrke og tyngde. Sammenfald er en tankevækkende samling af poesi, der er udgivet på forlaget Gladiator. Digtene emmer af natur, kvindelighed, krop, styrke, sorg og melankoli.
“Det er ikke kroppen jeg skal / flygte fra den er det tætteste / jeg kommer på hjem den er / min nærmeste natur”
Citatet her rummer essensen af Sammenfald. Kroppen er natur. Mennesket er natur. Det er smukke, sårbare og stærke digte fra Helene Johannes Christensens hånd. Samlingen kredser om kroppen, sjælen og livets foranderlighed og opløsning. Som læser får en følelse af at stå midt i en skov af poesi. Sammenfald er Helene Johanne Christensens anden digtsamling og udgivet på forlaget Gladiator.
Sammmenfald behandler en række af samtidens populære og aktuelle emner. Det er et materialistisk feministisk værk. Digtene behandler tematikker som krop og natur, styrke og sårbarhed, femininitet og kvindelighed. Helene Johanne Christensen skriver med sproglig finesse og melankolsk styrke. Digtene lægger sig et smukt sted mellem lys og mørke, mellem krop og sind. Det lader til, at digtene i sig selv er et modsvar til de dikotomiske strukturer, der søger at opretholde skellet mellem disse størrelser. Digtene i sig selv er en omfavnelse af og udtryk for, at de størrelser ikke kan skilles fra hinanden.
Der er en gennemgående mørk og melankolsk tone i værket. En bevidsthed om forbundethed og kropslighed er samtidig en bevidsthed om foranderlighed og dødelighed. Vi er “en raslen i tidens transformation af stof”, skriver Christensen.
Vi er alle forbundet i naturen
“Det vilde er ikke planten eller mig / men det navnløse mellem os / det som ikke tilhører nogen”
Netop den forbundethed og foranderlighed er centrum af tematikkerne i Sammenfald. Kroppen flyder sammen med sindet, som mennesket flyder sammen med naturen. I sidste ende er alt dette udgjort af den samme masse. Naturpoesien er overbevisende, og læseren selv føler denne forbundethed gennem digtene. Man kan mærke “det vilde og det navnløse” mellem os. At alt dét som er mellem os, er det, der forbinder os.
Digtene kobler et jegs erfaringer til forunderlige, fine og mystifistiske naturbeskrivelser. Alt sammen på en poetisk, raffineret og melankolsk måde.
“Skovbundens blomster hvirvles væk som støv / træernes grene og lade styrter og rådner / mosset lyser som neon nederst på træernes stammer / mycelium spreder mælkehvide tråde / i indviklede kommunikationssystemer / blege frugtlegemer skyder op af jorden / dækker skovbunden / i uregelmæssige klynger”
Der er en nuanceret og betagende energi over måden, værket behandler forholdet til kroppen. Had, tvivl og fremmedgørelse for sin krop, bliver mødt af en sårbarhed og styrke i bevidstheden om, at kroppen holder dig levende. Du er både adskilt fra anden masse og forbundet på samme tid. Du kan dø alene, men der bliver du samtidig en del af jorden. Særligt kvindens kropslighed er i fokus i værket.
En misogynisk historiefortælling
“En slags begravelse / kassen som kiste / I lange perioder findes kun / datter / kone / mor / enke / og heks men hun må dø / evt. også gudinde men hun er fantasi / og desuden lidt farlig / pga. sin skønhed (den lokker) / sin styrke og overnaturlige evner / I de kasser er der ikke meget plads”
I forlængelse af tematiseringen af kvindelighed, arbejder Sammenfald også med kvindens kulturelle historie. Det er blandt andet hekseforfølgelse og kulturel undertrykkelse på forskellig vis. Værket tager også fat i den patriarkalske og misogyniske historiefortælling, der stadig præger vores bevidsthed. Her beskriver værket en generel kvindeundertrykkelse, samt en række konkrete historiske kvinder, der ikke er blevet anerkendt for deres videnskabelige, kunstneriske og historiske bidrag.
“Jeg har lyttet til Jorden og / Jordens inderste kerne er fast / ikke flydende / sagde Inge Lehmann / og skabte debat blandt seismologer over hele verden / Man undlod hendes navn i artikler / i årevis før hun fik anerkendelse for sin banebrydende opdagelse / og en statue blev rejst 24 år efter hendes død / men hendes instrumenter samler støv i en gammel bunker”
Det er en forfriskende og særegen måde at bruge det smukke fra poesien til at beskrive konkrete historiske begivenheder på en oplysende måde. Det er en feministisk genistreg og et særdeles vellykket litterært greb. Det er blandt andet gennem parafraseringer og alskens referencer, at Sammenfald arbejder med dette stof.
Denne digtsamling viser overlegent, hvordan poesien kan samle forskellige dele af virkeligheden og forbinde disse. En virkelighed, der er lige så særegen og individuel, som den er universel. Helene Johannes Christensen har med Sammenfald skrevet en digtsamling, der langsomt folder sig ud og kun bliver bedre jo flere gange, du læser den. Man efterlades med følelsen af at kunne mærke det vilde og navnløse mellem os.
Info
Helene Johanne Christensen: Sammenfald
Forlaget Gladiator
2012
68 sider
Omslag: Clara Birgersson