Forfatteren Jakob Brønnum har begået en eksistensfilosofisk læsning af David Bowies poetiske værk. Med referencer til samfundsforhold, litteraturhistorien og de skiftende tidsånder forsøger han at give et overblik over de livsfilosofiske pointer, der findes i Bowies tekster.
Den ensomme kamæleon, som man altid kunne se
Bowie – rockmusikeren som eksistensdigter er ikke en biografi, men derimod en analyse af hans tekster med fokus på de eksistensfilosofiske tematikker, som lader til at være gennemgående i hans omfattende værk. Som bogens titel mere end blot antyder, er Bowie mere poet, end han er filosof, hvilket indebærer, at teksterne ikke er små afhandlinger med klare budskaber og en stringent argumentation. Det betyder, at der er to metodiske greb, som Bowie gør brug af, og som man bør starte med at redegøre for. Den første består i de radikale stilskifte, som hans udtryk har undergået i løbet af den lange karriere. Med den britiske filosofs Simon Critchleys ord, så hyldede Bowie Andy Warhols æstetik, overfladen og det uautentiske. Men, fastslår Critchley, det var med henblik på at understrege nogle vigtige pointer, der på ingen måde var overfladiske og uautentiske. Dette er Brønnum bevidst om. Ud over dette lader Brønnum til at tilføje endnu en måde, med hvilken Bowie når frem til sine eksistensfilosofiske pointer: ved hjælp af samfundskritik. Om det handler om opløsning af kønsdikotomien, fremmedgørelse eller det ensomme individ, får Brønnum – med få og dog vigtige undtagelser – det til at fremstå, som om mange af pointerne enten er opstået på baggrund af en kritik af samfundet, eller at der i umiddelbar forlængelse af den eksistensfilosofiske pointe ligger en betydelig kritik af samfundet.
Eksistensfilosofien
David Bowie udlægger en række forskellige eksistensfilosofiske pointer, og dem formår Brønnum at præsentere ganske udmærket. Jeg er tilbageholdende med at benytte mig af superlativer som forbilledlig, mesterlig og fremragende, fordi nogle af de analyser, der ender med at konkludere en pointe, forekommer mig af og til meget tvivlsomme og en anelse søgte, men det betyder ikke, at konklusionerne er forkerte. For i det store og hele mener jeg faktisk ikke, at de er det. På de enkelte punkter, hvor jeg ikke er helt enig, anerkender jeg uden yderligere relevante forbehold, at man sagtens kan slutte, som Brønnum gør det. Det er det meste af tiden begavede og gennemtænkte pointer, der er tro mod de Bowie-sange, som de baserer sig på.
For mig at se angår de vigtigste eksistensfilosofiske pointer ensomhed og fremmedgørelse. Et af de vigtigste udgangspunkter for dette vedrører en konstant og kontinuerlig søgen efter sandheden. Årsagen til denne søgen kan, som Brønnum påpeger, med rette siges at være en længsel efter en konkret eksistentiel forankring. For det moderne menneske, der er naturvidenskabelig i sin tilgang til verden, må denne forankring korrelere med netop naturvidenskaben og dennes filosofiske implikationer. Naturvidenskaben har unægtelig og fuldstændig forståeligt destrueret store dele af de forankringer, der var mulige i fortiden, men en af de forankringer, der består, er det enkelte menneske. Og dette indtager en ikke ubetydelig position i Bowies sange.
Når det enkelte menneske er kastet ind i en verden, som det ikke selv har bedt om at blive kastet ind i, kommer det undertiden til at befinde sig i skiftende tilstande af henholdsvis ensomhed, fortvivlelse og fremmedgørelse. Med Brønnums ord bliver det et ingenmandsland, hvor man ikke kan vide sig sikker på, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. I dette ingenmandsland, der både lindres og intensiveres af et samfund, der er præget af diskotekslys, ungdomsoprør og postmodernistisk dekonstruktion, er det vanskeligt at etablere gyldige og langvarige meninger med dette og hint. Samtidig med at meningsløsheden altid er præsent, er en af konsekvenserne af oprøret og dettes kritik af normaliteten, at det anderledes bliver ophøjet til det normale. Og det er medvirkende til, at fremmedgørelsen bliver et noget, som man bliver nødt til at forholde sig til.
Ifølge Brønnum er dette et af de spørgsmål, som Bowie stiller gentagende gange: Hvordan skal man finde sig selv i denne verden og ikke mindst at tage konsekvensen af det og være sig selv er, med Brønnums ord, en heltegerning i en tid, der er præget af værdikampe, postmodernisme og de gamle strukturers fald. Den moderne helt er altså et ”menneske, der ved, at han selv må skaffe sig et liv, han får det ikke givet, hverken ovenfra eller fra sine forældre”. Ved hjælp af en analyse af sangen ”Heroes” skriver Brønnum, at tekstens jeg-fortæller opdager, hvad der skal stjæles tid til og hvad der er værd at tage sig tid til. Det er hverken druk, cigaretter eller dansegulvet; det er derimod kærligheden selv. Det vil sige, at ”helten er den, der finder og udlever kærligheden ved både at blive sig selv og være sammen”.
Selvom Bowie beskæftigede sig meget med fremmedgørelse og det, at vi skulle blive enkelte individer, kan man ikke sige, at det er en hyldest til dette. Det tenderede nærmere til at være livsvilkår, og i denne længsel efter kærlighed, som Brønnum antyder i den netop nævnte analyse, forefindes der måske et svar på, hvordan man skal gebærde sig i denne verden, der er befolket af ensomme og fremmedgjorte mennesker: Man skal hengive sig betingelsesløst til kærligheden, når det er muligt.
China Girl og manglende kilder
Det tog mig ikke mange minutter at finde ud af, at teksten til nummeret China Girl, der findes på Let’s Dance, ikke er skrevet af David Bowie, men derimod af Iggy Pop. Derfor forekommer det mig meget besynderligt, hvis ikke direkte dilettantisk, at bruge et ikke ubetydeligt antal sider på en analyse af denne sang, i løbet af hvilken Bowies tillægges en række intentioner med den. I en bog, der giver sig ud for at være en analyse af Bowies digtning, synes det mig at være både uambitiøst og useriøst at benytte sig af en tekst, han ikke selv har forfattet.
Om der er flere graverende fejl i bogen, ved jeg ret beset ikke. Uden at være i besiddelse af en veritabel viden om Bowies liv og årtier, i hvilke han forfattede sine tekster, er det heller ikke muligt at efterprøve bogens mange påstande om diverse sagforhold. For bogen er stort set blottet for kildehenvisninger. Det betyder, at der er en række postulater, som vel at mærke hverken er konklusioner på analyser eller gyldige slutninger fra et afgrænset sæt gennemskuelige præmisser, som man basalt set ikke ved, om er korrekte. Jeg antager ikke, at påstandene er forkerte, men bogen tillader mig ikke at efterprøve dem ved at gå til de kilder, fra hvilke Brønnum har sine fakta.
Tillad mig at komme med to eksempler på dette. Halvvejs inde i bogen står der om Starman fra The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars: ”Denne skikkelse er inspireret af Nietzsches Zarathustra og den libanesiske digter Khalil Gibrans (1883-1931) profet-skikkelse. Henholdsvis fra bøgerne Således talte Zarathustra (1883-91) og Profeten (1923), som nærmest alle læste i 1960’erne”. Og i løbet af bogens sidste tredjedel står der om den tyske nazist og leder af SS, Heinrich Himmler: ”Blandt de okkulte formål var hans stadige søgen tilbage i tiden for at kunne dokumentere den ariske overlegenhed så langt tilbage som muligt”. Jeg har i udgangspunktet ingen grund til at betvivle, at det er korrekt. Men bogen giver mig ikke en mulighed for efterprøve det, og det anser jeg for at være et stort problem. Uden at tilkendegive, hvorfra disse fakta stammer, kommer det til at postulere forskellige sagforhold, der på ingen måde er selvindlysende eller almindelig paratviden. Og det er særdeles uhensigtsmæssigt.
Bagest i bogen er der ganske vist en enkel side med henvisninger. Der er opgjort ti publikationer. Det er selvfølgelig godt, men hvilke oplysninger, der er hentet fra hvilke, ved jeg basalt set ikke. For der henvises ikke til dem i løbet af bogens to hundrede og tredive sider. Der er ikke en eneste fodnote, og det skal der selvfølgelig være i en faglitterær publikation som denne.
Godkendte pointer og irrelevante digressioner
Intentionen med at skrive en bog om David Bowie med henblik på at udlægge hans eksistensfilosofiske pointer er god. Bogen er heller ikke blottet for godkendte og velovervejede pointer. Desværre er der for mange søgte sammenhænge, rodede associationer og irrelevante digressioner til, at man kan se bort fra dem og fokusere på og hengive sig til de steder, hvor bogen er bedst; nemlig når den beskæftiger sig med det, som bogens titel siger: David Bowie som eksistensdigter.
Jakob Brønnum: Bowie – rockmusikeren som eksistensdigter
Forlaget Eksistensen
2018.
230 sider
Køb bogen på forlagets hjemmeside her