File_000

Med romanen Død mands manifest når vi til vejs ende i Sanderhoffs romantrilogi, der foruden dette værk består af Europas floder og Djævlens protege. Det er en stor og værdig afslutning på trilogien. På én gang en foruroligende og fortryllende smuk undersøgelse af grundlæggende spørgsmål om menneskets væren. Det er en bedrift, som fortjener en fremtrædende plads i det danske litteraturlandskab.

 

Hvem er jeg?

“Men hvem er jeg? Hvilket sted findes jeg?”. Sådan spørges der et sted i Jens Carl Sanderhoffs Død mands manifest. Det er spørgsmål, der ligger som grundsten under hele trilogien, som vel bedst kan betegnes som en tour de force ud i det moderne menneskes søgen efter sin identitet, i en søgen efter at forstå dets egen væren. Spørgsmålene følger også digteren Ida, der i romanens indledning er på vej i tog mod et hus i Freiburg, som hun har arvet fra en mystiske ven fra fortiden. Vi følger hende på rejsen, og i det liv hun begynder i Freiburg. Det bliver en rejse og ankomst til det nye liv i det tyske, som er præget af hendes kampe med at finde vej til og forstå sig selv. Særligt for Ida er kampen med hendes traumatisk fortid. En fortid, som rider hendes sind som en mare:

“Forstanderens lugt, hans tøj. Han ligende noget nogen havde glemt midt i halvtredserne. De andre børns ansigtsudtryk, de morgener der fulgte efter deres ufrivillige natlige besøg; deres slukkede blikke, deres bleghed. Hun overvældedes af minder, mens hun lå på køkkengulvet og tårerne løb uhindrede over næseroden og dryppede ned på gulvet…”.

Idas historie er dog ikke en histoire om magtsløshed over fortiden. Hun forsøger at frigøre sit ødelagte og sårgabende sind igennem kunsten, og som en sonde glide ud i verdens åbne dyb og her finde et fælles menneskeligt rum, hvori der er mulighed for at forstå og erkende det liv, der er hendes eget. Det er dog ikke altid, som ordlyden her måske lægger op til, en lykkelig og forløsende sag. Sanderhoff lader os forstå, at nok kan Ida opleve, at hun rykkere tættere på sig selv og sin fortid, men det er ikke en erkendelse og forståelse, som løser eller forløse hende fra den. Hun er uløseligt sømmet til den. Det er kun nuet og den tid der kommer, hun kan gøre sig forhåbninger om at styre.

 

Gåde

Livet. Det store og ufattelige. Hvordan skal vi begynde at begribe og forstå det? Som romanen skrider frem oplever Ida flere besynderlige og ubegribelige ting i huset i Freiburg. Hun finder bl.a. et manifest forfattet af hendes mystiske ven. Manifestet er et dokument, hvori den mystiske ven, der tilsyneladende hedder Leif og er dødeligt mærket af sygdom, har nedfældet sine tanker om sig selv, verden og de mennesker og de liv han kom i berøring med. I manifestet afsløres det, at den egentlig hovedperson i hele trilogien er Leif. Han skriver:

“Det gik op for mig, at hvis jeg ville huskes, så skulle jeg præge et andet menneske, så det aldrig ville glemme mig og i sin fascination eller afsky eller kærlighed eller undren begyndte at digte om mig, eller male mig, eller spille mig eller bygge noget, der skulle bære mit navn. Jeg valgte det første. Jeg valgte dig, Ida”.

Han har på metafysisk vis sat hele denne virkelighed i scene for at blive husket. Er manifestet og trilogien således ikke dels et udtryk for den menneskelige forfængeligheds ønske om at blive husket og dels udtryk for den menneskelige viljes ønske om at være betydningsbærende og meningsgivende i denne verden? Er hele denne trilogi så ikke en særegen konstruktion stablet på benene for øjnene af os? En virkelighed skabt i sprog? Og alt imens dette sære og gådefulde rulles ud foran os, kigger vi og kigger igen for at erfare, at værkets karakterer spejler sine læsere, de spejler det gådefulde i vores væren. Dette er romanens og trilogiens største bedrift – at række os den gåde vi er.

 


 

INFO

Jens Carl Sanderhoff: Død mands manifest

Forlaget Wunderbuch

Udgivet 2017

438 sider

Bogen kan blandt andet købes her