LYRIK: Det nye forlag, Snepryd, har udsendt Dagene løber halt. Digtene kredser om dagene; digterens dage, der ofte er levet med en vis afstand til verden. Et sted mellem det poetiske og det hverdagslige er denne digtsamling blevet til. Bliver læseren budt indenfor? Læs med.
Søgen efter erkendelser og erindringer
En række af digtene søger erkendelsen, ofte i udsigten, hvor dagene åbenbarer sig og viser sine forandringer. Miljøet i digtsamlingen er Århus, og man kan genkende stemningen omkring Store Torv eller Nordre Ringgade, hvilket giver digtene en genkendelighed for den århusianske læser. Men langt størstedelen af digtene er løsrevet et specifikt sted og åbner derfor op for, at de kan pege i flere forskellige retninger.
Nu kommer der regn
og skyer af bly
smelter min udsigt
falder i med blokkens
algegrå beton
og støber mit blik
til kalenderbladenes
æselører.
Digtet ovenover viser grundstemningen i samlingen, der er båret af en rastløshed og melankoli. Nogle gange knyttes denne stemning til udsigten, andre gange til et du som jeget har mistet og en række steder også til dagen. Man kan her fornemme, hvordan udsigten ændres og hvordan digteren bliver påvirket af, at det kan virke umuligt at fastholde tiden, selvom man forsøger. Alt forandres alligevel.
Uddraget kommer tidligt i digtsamlingen og giver mig håb for, at der bliver bygget noget op, at noget kan falde sammen – at man kan finde en vej ud. Først og fremmest at der kommer præcision i forhold til, hvordan udsigten ser ud, at man bevæger sig indefra og ud eller omvendt. Jeg vil gerne lukkes ind i universet.
Ord går igen
Men ét af problemerne for samlingen som helhed er, at en række ord går igen som fx dag, domino, længsel, spejl og vindue. Nogle af ordene spreder sig rundt i samlingen, mens andre samler sig i ét eller få digte og på en eller anden måde udtømmes på lang eller kort tid. Især ”dagene” bliver et problem.
Dagen i dag
har manifesteret sig
i dette digt
som for at fastholde
forventningens skuffelse
over egen utilstrækkelighed
i rollen
man forventede.
Ovenstående digt er et eksempel på en liste af ord, hvor det måske bliver for litterært og handler om ordene – ikke om det der beskrives. I løbet af samlingen virker det ikke til, at digteren kommer nærmere en erkendelse. I stedet kradses der stadig i overfladen, og jeg begynder at tvivle på, at vi kommer længere ned. Det kunne være interessant at kende mere til omgivelserne, at kende mere til bevægelserne der kendetegner netop dét sted, hvor digteren befinder sig og at høre mere om du’et. Jeg bliver stadig ikke lukket ind.
Samlet
Der er hele tiden en distance, som jeg også beskriver ovenover, der til tider kan virke charmerende og ganske givende for læseren – og i digterens søgen efter erkendelser. Problemet er, at man som læser alligevel håber på mere af de små 40 sider, og man håber på at blive lukket ind; at komme til at kende bevæggrunden for melankolien, at mærke stedet. Når digtene er så komprimerede og samlingen så kort, er det vigtigt, at ordene er skrevet med en vis vægt; at man kan mærke dem.
Generelt er digteren sikker i sin pen, men det virker som en indledning, hvor det interessante er det, der venter forude. Måske i den næste digtsamling? Skal man læse denne digtsamling er det for de, til tider, interessante metaforer og nøgterne digte, hvor man får et indblik i en rastløs hverdag, der kredser efter et sted at finde ind til tilværelsen.
Der er et potentiale hos den debuterende digter, som peger frem mod kommende samlinger, men for nærværende debut er de to største problemer distancen til dagene, der ellers kunne folde forskellige følelser mere ud og ‘indfangelsen’ af læseren i det sproglige univers.
INFO
Se mere om Forlaget Snepryd og Martin “Tidsrøver” Nørgaards udgivelse her.
Trackbacks/Pingbacks