Signe Gjessings ambitiøse projekt med at lave en poetisk genskrivning af Ludwig Wittgensteins tidlige hovedværk Tractatus Logico-Philosophicus lykkes, fordi hun indfanger alt det, der gør Wittgensteins værk interessant: nyskabelsen, aforismerne og den pirrende uforståelighed.
Før verdenen – ekstasen
I 1911 ankom den unge, østrigske aristokratsøn Ludwig Wittgenstein til Cambridge, hvor han traf den store og – på det tidspunkt – meget indflydelsesrige filosof Bertrand Russell. Selvom Wittgenstein i selskab med Martin Heidegger er en af det tyvende århundredes mest læste, feterede og omdiskuterede tænkere, var det bestemt ikke givet, at han skulle ende med at blive det. I sine unge år interesserede han sig for mekanik og matematik, og det resulterede i, at han i første omgang læste til ingeniør. Men i løbet af sine studier læste han både den tyske matematiker Gottlob Freges bog om aritmetikkens grundlag og Bertrand Russells banebrydende værk om matematikkens fundament. I byen Jena, der hovedsageligt forbindes med Hegel, virkede Frege som professor. I stedet for at lade Wittgenstein blive en af sine studerende, rådede Frege ham til at tage til Cambridge og blive en elev af Russell.
I sin suveræne biografi om Wittgenstein skriver Ray Monk, at Russell var irriteret på Wittgenstein under sine forelæsninger, fordi han både stillede besynderlige spørgsmål, betvivlede – i Russells optik – ubestridelige sandheder og generelt havde en aparte og udfarende opførsel.
Dette, denne nye og anderledes måde at tænke på, bliver om noget afspejlet i Wittgensteins første hovedværk, Tractatus Logico-Philosophicus. På trods af Wittgenstein selv senere indrømmede, at han havde taget fejl, fik det en virkningshistorie uden særlig mange fortilfælde. Med ét dannede værket filosofiske skoler og blev med næsten øjeblikkelig virkning et af de mest centrale skrifter i den analytiske filosofi.
Før verdenen – ekstasen
Hvor Martin Heidegger ville besvare spørgsmålet om, hvad ‘væren’ forstået som det, som alt det værende, alt det potentielle værende og alt det, der engang har været, har til fælles, er Wittgensteins ambition væsentlig anderledes. I det forord, som Signe Gjessing har forsynet Tractatus Philosophicus-Poeticus med, skriver hun ganske præcist, at Wittgenstein ønskede at forene filosofien og logikken. Det, der er Gjessings ærinde, er et ønske om at forene filosofi og poesi ”og skabe udsagn, der selv skaber, som poesi, men som ejer filosofiens logiske konsistens”. Det, som de har tilfælles er en ambition om at undersøge og reproducere grænsen for, hvad der kan siges. Med de forholdsvis få linjer, som digtet samlet set består af, har hun en ambition ”om at udsige det, der ikke kan siges”. I sine bestræbelser på at gøre det, introducerer hun en størrelse, som Wittgenstein ikke eksplicit tager stilling til: ekstasen. Ekstasen skal forstås som det, der er forudsætningen for verden. Det betyder, at digtet ”er komponeret over en tænkt verdens tilblivelse, ekstatiske tilstedeværelse og sluttelige tilintetgørelse”.
Selve digtets titel er ikke det eneste, som Gjessing låner fra Wittgenstein. Måden, som bøgerne er bygget op på, er også identiske. Den måde, som det skal læses på, er, at udsagnet 1.01 fungerer som en kommentar til udsagn 1, og udsagnet 1.011 fungerer som en kommentar til udsagnet 1.01 – som jo fungerer som en kommentar til 1. I sin måde at skrive sin filosofiske afhandling på, afveg Wittgenstein også den filosofiske tradition. Med få undtagelser, i blandt hvilke La Rochefoucauld og Friedrich Nietzsche kan nævnes, var han den eneste, der skrev værker ved brug af ordknappe aforistiske udsagn.
Det gør Gjessing også. Det har en styrke og en ulempe. I Gjessings tilfælde står styrken dog markant stærkere end svagheden, fordi hun som sådan ikke er forpligtet på, at digtet bliver fortolket og udlagt på den af hende intenderet måde. Forordet vidner ganske vist om, at digtet har et formål, men forordet rummer ikke en læsning og en fortolkning af selve digtet. Og det mener jeg er entydigt positivt. For en ikke ubetydelig del af Tractatus Philosophicus-Poeticus’ tiltrækning og suggererende kraft består i, at mange af digtets vers (eller udsagn, om man vil) er ikke begrænset til at kunne udlægges og fortolket på én overbevisende måde. Dette kan jeg eksemplificere med det følgende uddrag:
”3.02: Er det helt bevidst,
at universet ikke har
taget veje med til
stjernerne?
3.03: Universet indfinder
sig altid i sidste øjeblik,
lige før det universelle
giver op.
3.031: Og altid med en
eller anden ny duft
3.1: Verden fremhæves
som eksempel af
dråberne
-hvilke ekstaser?
-verden fx?”
Det synes forholdsvis åbenlyst, at denne passage kan fortolkes på mange forskellige måder. Men det betyder ikke, at man konstaterer det og går videre. Det er for mig at se en af digtet utvetydige styrker, at man, på trods af at meningen med de forskellige udsagn langt fra er entydige, har en ubændig lyst til at reflektere over, hvad der menes med dem – og hvordan de hænger sammen med digtets andre udsagn. Det er på mange måder en imponerende bedrift. Men det er ikke den eneste imponerende bedrift; det er også imponerende, at Gjessing kan skrive et smalt, eksperimenterende og på sin vis avantgardistisk digt, uden at man ikke har en fornemmelse af, at meningen med det, der står, skal forblive skjult. For det tænker man ikke et øjeblik, at digtet er bevidst uforståeligt. Og det, det at ligge på den rigtige side af den hårfine grænse mellem det umiddelbart uforståelige og det, der forbliver uforståeligt, er noget, der forudsætter og kræver en veludviklede stilistik og en sofistikerede tankegang.
Det er først og fremmest lyrik
Når man modererer sin digtsamling så tæt over en omdiskuteret filosofisk afhandling, så er det uundgåeligt, at læsningen af digtet kommer til at bære præg af netop det. Det er både givende og en smule uheldigt. Hvis ikke digtets titel, forord og struktur ekspliciterede sin inspiration fra Wittgenstein, er det relativt ukontroversielt at sige, at man nok ikke var kommet i tanker om Tractatus Logico-Philosophicus under læsningen. Det givende består i, at dette udtalte slægtskab blotlægger en række fortolkningsmuligheder og en forståelsesramme, som var gået tabt uden. Men dette slægtskab gør desværre også, at man kan glemme at læse digtet for det, det er: et digt. Og det er på sin vis ærgerligt, fordi digtet også rummer sætninger, der er billedskønne og poetisk meget vellykket. Det gælder blandt andet den følgende sekvens:
”3.81: Efter universet er Alt
frisk
3.82: Længde gentager
universet for de
tungnemme bjerge:
Rejse
3.9: Fra og med universet
er jeg til
3.91: Universet har altid
badedragtstjerner
på. For en sikkerheds
skyld
3.92: Universet hjælper
faktisk altet med
ekstra vand og
roser”
Med andre ord kan man sagtens læse Tractatus Philosophicus-Poeticus uden at læse det som en skabelon over Wittgensteins tidlige hovedværk. Hvis man undlader at læse det med Wittgenstein in mente, så læser man det, som det i bund og grund er: et digt, der i øjeblikke rummer en bevægende skønhed.
Jeg synes, at man skal læse digtet to gange. Den første gang med Wittgenstein in mente, og den anden gang uden at skænke ham en eneste tanke.
Signe Gjessing: Tractatus Philosophicus-Poeticus
Vandkunsten
2019
39 sider
Køb bogen på forlagets hjemmeside her