Sjældent har jeg siddet tilbage med så stor en følelse af uretfærdighed efter at have læst en bog som efter Omar Robert Hamiltons Byen vinder altid. Romanen er et velskrevet melankolsk skrig fra den moderne verdenshistories malstrøm og giver os et unikt indblik i mekanismerne bag den demokratibølge, som skyllede gennem Mellemøsten, Det Arabiske Forår, inden revolutionerne blev til efterår og stagnerede i en umiddelbar evig vinter. Et skrig, hvis ekko stadig runger her knap ti år senere, hvor vores egen del af verden igen er i en farlig flirt med autoritarianismens ekstremistiske kræfter.
Kairo er jazz
Ja, Kairo er jazz. Ikke loungejazz, ikke den kommercielle lobbyjazz, der udvander historien, men New Orleans’ lidenskab og Chicagos brutalitet: den slags jazz, som opstår i skønheden ved at nedbryde fortiden, den slags jazz, som indvarsler en ukendt fremtid, den slags jazz, som lover frigørelse fra grusomme gamle dage.
Sådan beskriver Omar Robert Hamiltons hovedperson, Khalil, det sted, som ubarmhjertigt har overlevet og set så mange forskellige byer på sit territorium, været underkastet så mange forskellige herskere, været vugge til så mange forskellige kulturer, næret sig på uendelige mængder af ideer og stiltiende følt og været arena for så megen blodsudgydelse; en by, hvis sjæl er essensen af nedbrydning og genfødsel, af revolution.
I Byen vinder altid følger man aktivisterne Mariam og Khalil, som er en del af mediekollektivet Kaos, hvis mission er at bringe revolutionen i Kairos gader ud på Facebook, YouTube og Twitter i håbet om at opildne andre til at slutte sig til revolutionen og samtidig opnå omverdenens støtte ved at udstille regimets illegitime brutalitet over for demonstranterne. Alt dette i martyrernes navn, så de unge tabte liv ikke vil være spildt, og de mange sider af bogen brugt i lighusets fugtige mørke med Mariam ikke vil være forgæves.
Hvem af os husker ikke Mubarak, Tantawi, Tamarrod, massevoldtægterne på Tahrir, Det Muslimske Broderskab eller Maspero fra dengang, vi sad klistret til skærmen, når nyhederne kom på, opslugt af egypternes og de andre arabiske folkeslags kamp for demokrati og basale rettigheder? Eller har vi nærmere lykkeligt glemt det, fordi medierne dagligt fodrer os med så mange forfærdeligheder, at Det Arabiske Forår nu blot er reduceret til vuggen for massemorderne i Syrien begået af Assad, Putin og Islamisk Stat med flygtningestrømmene mod Europa som konsekvens, at vi hellere vil glemme grunden og komme videre i verdenshistorien?
Der er ikke gået én generation siden, at Det Arabiske Forår rullede sine løfter om en bedre fremtid som bølger fra Marokko ved Atlanterhavets kyst i vest til Yemen og Oman ved det Arabiske Hav i øst og opslugte Mellemøsten i håbet om reform og frihed. Udfaldene af de mange revolutioner, som bevægelsen affødte, blev vidt forskellige, og jeg afslører ikke slutningen af Hamiltons roman, når jeg fortæller, at de liberale værdier, der blev spildt så meget blod for, ikke tog fat i Egypten, og at den demokratiske revolution udeblev.
Det startede ellers godt, da det “kollektive sind” (en menneskemængde uden et klart lederskab) i 2011 fik væltet præsident Hosni Mubarak, som havde siddet tungt på magten i Egypten siden Anwar Sadats død i 1981, og i samarbejde med militæret fik istandsat det første valg i 30 år. Valget blev vundet af Det Muslimske Broderskab, som med den nyligt afdøde Mohamed Morsi i spidsen konsoliderede magten hos broderskabet og vedtog en ny forfatning med klare religiøse fortegn, hvilket resulterede i nye masseprotester, som fik afsat Morsi. Hæren satte sig herefter påny på magten for at “beskytte” den egyptiske befolkning mod usynlige fjender, denne gang dog uden at gå videre i den demokratiske proces. Efter tusinder af døde er Egypten tilbage ved status quo fra dengang, Mubarak sad på magten, nu blot som et militærdiktatur ledet af Abdel Fattah el-Sisi.
Revolutionens sjæl
Romanen er et vidnesbyrd om en tid, hvor informationskrig og Fake news ikke var blevet almindelige termer i diskussionen herhjemme, og tilliden til information på internettet var høj, fordi vi endnu kun så det positive i letheden af ubetinget at give “folket” magten ved at informere og organisere masserne online. En tid, hvor verdens politiske tendenser endnu deterministisk gik i retning mod demokrati og frihed, som dengang Francis Fukuyama skrev The End of History and the Last Man i året, hvor USSR kollapsede. En anden virkelighed end den, vi lever i i dag, hvor foråret er blevet til vinter med daglige, uskyldige ofre i Syrien, og med online-angreb, der regner ned over Vestens demokratier fra troll-factories beliggende i verdens diktaturstater, mens vore egne højrefløjspolitikere igen puster til ekstremismens flamme efter 75 års dvale.
Ved et første øjekast virker Hamiltons roman forvirrende og dårligt opbygget, men man fornemmer hurtigt, at det ikke skyldes en manglende evne til at skrive organiseret, tværtimod står det klart, at det er gjort med fuldt overlæg.
Hamilton har nemlig mange ting at berette om fra Foråret og “Byen vinder altid” fanger med præcision oprørets og Egyptens sjæl i alt dets kaos i kraft af den forvirrende opbygning. Hamilton kaster os ubarmhjertigt ind i navne, politiske termer, historiske begivenheder, islamiske begravelsesritualer, førstehåndsberetninger, drømme om fremtiden og personlige intriger på mikroniveau, som elegant sammenflettes med samfundets kriser på makroniveau, for en revolution er ikke en lineær fortælling. Et samfunds nedbrydelse og eventuelle genfødsel består af en myriade af forskellige historier, som tilsammen afgør verdenshistoriens gang. Gennem personlige fortællinger om Bassem, Abu Bassem, Ashraf, Rania, Ayman, Umm Ayman, Malik, Hafez, Mohamed El-Guindy, Hamada Saber og Nadia får han os til at mærke Det Arabiske Forår i stedet for at forklare os det intellektuelt gennem anonyme studier om oprørets anatomi. Men det betyder ikke, at det er en bog, der udelukkende bygger på anekdoter og følelser berøvet intellektualitet, tværtimod.
Hamilton tager nemlig fat på mange af de emner, som politologer, sociologer og antropologer bruger mange tusinder sider på at præsentere, udfolde, beskrive og forstå. På 320 sider stiller han svære spørgsmål som, hvad er demokrati? Hvad er grunden til radikalisering? Hvad er sikkerhed versus frihed? Hvad er religionens rolle i samfundet? Hvad er græsrodsbevægelser? Hvad er kollektiv sindssyge? Hvad er døden? Hvad er identitet? Hvilken rolle spiller sociale medier i det moderne demokrati? Hvad er liberal determinisme? Hvordan kan et velfungerende samfund kollapse og blive et diktatur?, og jeg kunne fortsætte. Alle disse spørgsmål udforskes, uden at læseren gives en lang forklaring om terminologi og metode som i akademiske afhandlinger, og det mangler slet ikke for vores forståelsesunivers. Han kaster os så overbevisende ind i termerne, at man straks forstår alt, man læser, fordi det er så perfekt forankret i det altomsluttende virvar, der er kernen i revolutionens sjæl. Man mærker, at man læser en bog skrevet af en forfatter besiddende en enorm intellektuel og emotionel bagage, som der generøst øses ud af.
Og i al den tid har vi arbejdet inden for et system, der var ødelagt, vi har lappet et rådnende lig indefra. Folket kræver regimets fald. Så vi skifter Mubarak ud med Tantawi, med Mursi, med Sharon, med Obama, med hvem som helst; vi bytter den ene ud med den anden, mens vi skriver tykke bøger og diskuterer natten lang om “folket” og det, vi tror, de gerne vil have. Vi gør det igen og igen, i den korte tid, der er tilbage, inden verden til sidst brændes op af den feber, der udsletter vores bakteriebefængte civilisation for evigt.
I et rygende tempo bliver man som læser kastet rundt mellem lange velskrevne kapitler, som man kender det fra romanen over sider opdelt i segmenter repræsenterende sociale medieopslag til miniafsnit, der lige så vel kunne have været at finde i en digtsamling beskrivende strøtanker, følelser og aspirationer for fremtiden. Det er poesien i kaosset. Selv en banal effekt som at skrive “tktktktktktktktk” for at efterligne lyden af hærens automatvåben affyret ind i folkemængden har en enorm effekt i Hamiltons roman. Det er en interessant og lidt aparte måde at kaste læseren direkte ind i stålkugleregnen på Tahrir-pladsen på, men det virker.
SISI, UDRENS EGYPTEN FOR TERRORISMEN
Pas på Obama! Pas på! Du skal ikke modarbejde det egyptiske folk!
Kairo er ganske vist jazz besjælet med revolution, og når man har mærket byens sjæl gennem Hamiltons ord, føles det absurd, at 320 siders kamp forgæves blev kæmpet. Og så alligevel ikke. For den historie, Hamilton fortæller, er enormt vigtig at fortælle igen og igen, da de mekanismer, som udforskes, er nærmest universelle for menneskelige samfund.
Folket! Hæren! En hånd!
Hvor langt kan man trække revolutionen, inden det resterende samfund får nok, inden samfundet ophører med at være et samfund og i stedet fragmenteres til ukendelighed? “Et kollektivt sind” er kendetegnet ved, at det ingen leder har, og i Egyptens tilfælde, betød det i det lange løb, at der ingen alternativer kom på bordet. Det blev en revolution for revolutionens skyld. Som general Carl von Clausewitz udlagde det om krig, så skal krigen være midlet til at opnå målet, og aldrig være målet i sig selv – ellers bliver det et monster. Det er med dette indblik i revolutionen, at Hamilton virkelig udviser en enorm evne til at begå sig i subtiliteternes skyggerige, for selv om man følger Kaos-kontoret og ofrene for regimets brutalitet i tykt og i tyndt og opbygger en enorm sympati for disse, så forstår man også de almindelige egyptere, der egentligt bare vil leve et trygt liv, og som vender sig mod Sisis sikre alternativ i stedet for de unges kaos. Hamilton nedbryder den romantiserede forestilling om folket, der naturligt rejser sig og går til modstand, når uret har været ret i for lang tid – en folkets revolution.
Denne refleksion kommer snigende, mens harmen over den kollektive sindssyge pumper adrenalinen rundt i blodet og sømmer fortørnelsen fast i sjælen. Den sindssyge, som indtræffer, når et samfund som helhed forblændes og opsluges af eklatant nationalisme og paranoia båret frem på en båre af usynlige fjender og altomsluttende vold efter at være blevet instrumentaliseret af en koldblodig diktator, hvis eneste mål er at opnå og beholde magten. Sindssygen når din bedste ven stikker dig til politiet, dine forældre prøver at overtale dig til at stoppe med at protestere, og din nabo kommer til din dør om natten med en machete i hånden – alt sammen for nationens overlevelse og i folkets navn.
Sisi er over det hele. Fra plakater på hver eneste gade, fra bilruder, fra halskæder og nøgleringe og cupcakes stråler den store frelsers sukkersøde smil til os, hans svedende undersåtter, i møde. Downtown Kairo er blevet en forlystelsespark med militærtema og Sisi-sandwich og Sisi-køleskabsmagneter og Sisi-madolie; hans navn er overalt, hans ansigt afspejlet i kageglasur, og kvinder i camouflagebukser tager selfies med blottede vampyrsmil og Chanel-kløer. Intet talkshow vover at gå i luften uden at hylde hans mandighed og karisma, alle butiksfacader er garanteret et besøg af de brændende bøller, hvis ikke hans apolloniske blik stirrer ned på dig. Der spildes blod, blod og mere blod. 900 dræbte på én dag. Egypten har aldrig været mere storslået. Vi dræber gerne 9.000 for vores hjemland. Er det ikke en lettelse? Er du ikke egypter? Elsker du ikke dit land? Ønsker du, at hun skal forblive i knæ? Nu kan vi se, hvem du virkelig er, nu ved vi, hvem vi skal lede efter om natten.
Selv om ovenstående lyder langt fra den virkelighed, vi kender, og som noget, der kun finder sted i visse lande langt fra Danmark, så skal vi ikke kigge længere væk end til de lande, som vi siden Anden Verdenskrigs afslutning har sammenlignet os med, eller sågar kigge ind i vores egen andedam og på nogle af de mennesker, som er med til at lede landet, for at finde eksempler på individer med magt, som hylder ideen om den stærke frelser og som baserer deres politiske legitimitet på frygt for socialt konstruerede spøgelser og national selvforherligelse.
Udpeg den eksistentielle fjende, mobiliser kampstyrkerne, pump hysterisk nationalisme ud via radiobølgerne, stil op til fotografering med løver, brug simple skrifttyper, fremman en mytologisk fortid, få børnekor til at synge dit navn, og voilà: læn dig tilbage og nyd resultatet.
Det ikke er mere end et par generationer siden, at vi i Vesten for alvor følte ovenstående, og alligevel ser vi endnu engang de samme midler blive taget i brug af skruppelløse politikere, som med fuldt overlæg udnytter urinstinkterne i mennesket for egen vindings skyld. Eksluder en gruppe, gør dem til syndebukke og giv privilegier til en anden, mens alle der taler dig imod, er folkets fjende. Metoden er effektiv, og målet om uindskrænket magt kan hurtigt nås, hvis ikke oppositionen hertil er opmærksom og modstanden i samfundet tilstrækkelig stærk og organiseret.
Det er skræmmende simpelt, og Hamilton fanger denne komplekse simplicitet.
Byen vinder altid er én af de bøger, der har det hele. En virkelig god historie, en flot og gennemtænkt opbygning og ikke mindst meget stof til eftertanke. Aldrig har jeg læst en så højlydt bog i så komplet stilhed.
Info
Omar Robert Hamilton: Byen vinder altid
2018
328 sider
Rebel With a Cause
Køb bogen på forlaget hjemmeside her