Debutromanen Bonita Avenue af Peter Buwalda er en exceptionel familiesaga om bedrag, løgne og kærlighed. Familiemedlemmernes tanker og handlinger vikles ind i hinanden, der springes i tid og det fungerer bare. Hollandske Peter Buwalda formår at opbygge en spændingskurve, så man som læser sidder på kanten af stolen, og historien virker så velgennemtænkt, at den som helhed fremstår yderst harmonisk. Den er velskrevet, utvungen og så har den en fandenivoldskhed, der giver læseoplevelsen en særlig kant.
Den smukke boulevard
Peter Buwalda har med Bonita Avenue begået en glimrende roman, der tager sit udgangspunkt i byen Enschede i Holland, hvor fotografen Aaron for første gang skal møde sine svigerforældre på deres imponerende gård nær det campus, hvor svigerfar Siem arbejder som professor på det nærliggende universitet. Dette møde bliver startskuddet til et givtigt venskab, hvor Aaron og Siem først og fremmest har judoen som forenende kraft.
Åbningsreplikken lyder som følger:
”Da Aaron en søndag eftermiddag i 1996 lod sig overtale af Joni Sigerius til at tage med ud til hendes forældres renoverede nedlagte landbrug for at blive præsenteret officielt, gav hendes far ham et håndtryk så kraftigt, at det gjorde ondt. ”Det var dig, der tog det billede” sagde manden. Eller var det et spørgsmål?
Siem Sigerius var en tætbygget, mørkt behåret mand med et par ører, som det var umuligt at holde øjnene fra; de var misdannede, de så friturestegte ud, og fordi Aaron havde dyrket judo, vidste han, at det var blomkålsører.”
Det omfangsrige plot er velopbygget, og der sker en række forviklinger og spring i tiden, som giver bogen en god dynamik. Kompleksiteten i handlingen og opbygningen virker ikke forvirrende, men nogle gange skal man holde tungen lige i munden for at kunne fastholde flowet. Desuden er bogen rasende spændende, ikke mindst på grund af personernes overraskende og uforudsigelige handlinger. Som læser får man i hvert fald følelsen af at støde ind i en form for kognitiv dissonans jo længere, man kommer ind i bogen.
Bogens største styrke, for den besidder mange, er for mig at se personskildringerne, der er så dybe og nuancerede, at de på hver sin måde bliver virkelig spændende og helt naturligt indgår i helheden. Som læser bliver man grådig og vil have mere af dem. Buwalda’s meget dybtgående og nøgterne beskrivelser af udseende, tanker og motiver er ganske realistiske og troværdige, omend ræsonnementerne bag personernes tanker kan virke decideret forrykte, hvilket igen er med til at gøre dem interessante.
Syrlighed
Sproget i romanen har en underliggende fandenivoldskhed og syrlighed over sig, betragtningerne vidner om et rigt ordforråd og stor kreativitet og tankerne hos personerne beskrives realistiske eller ærlige, om man vil. På en måde er der intet filter i forfatterens måde at bruge sproget på, og sætningskonstruktionerne er både snørklede og ligefremme. Alt sammen forståeligt og med til at give bogen den her kant, som gør den mere rå og autentisk.
Et eksempel på Buwalda’s flydende beskrivelser følger nedenfor:
”Mellem de høje pinjer og korkege omkring os hørte vi en kortvarig dundren af galoperende svin, den vægtløse raslen af gemser – dyr som man ellers aldrig så, og det varede ikke længe, før vi kunne se ilden, en orangefarvet furie, der sugede ilten ud af vores luft – knagen og bragen overalt.”
Tematisk behandles emner som bedrag, foragt, løgne, svigt og porno, men også kærlighed samt nysgerrighed.
Bedraget er dog i min optik det største tema i bogen, det, der bliver mest bredt ud over forskellige personer i bogen generelt. Bedrag i større eller mindre målestok. Hvad er det, der er så dragende ved at læse om bedrag? Det er som om man som læser bliver suget ind i bedragets grådige gab. Måske er det spændingen, tanken om at man aldrig selv kunne finde på det, det lidt farlige og moralsk forkastelige ved det. Jeg ved det ikke, men det virker i romanen!
Samtidig er det også en historie om at svigte som forældre, om den evindelige jagt på at opdrage sit barn efter de værdier, der efterstræbes, om at mislykkes, om at undre sig, om ikke at slå til. Som forældre ønsker vi det bedste for vores børn. Vi ønsker, at de opnår succes, at de får et lykkeligt liv. Vi ønsker at de bliver socialt og moralsk ansvarlige og kan bidrage til det samfund, der danner rammerne om disse værdier. Men hvad sker der, hvis disse betingelser ikke bliver opfyldt? Kan vi som forældre udelukkende stå alene med ansvaret for, at vores poder vokser op som hele, gode mennesker? Selvfølgelig ikke, men vi bebrejder alligevel os selv. Hvad kunne vi have gjort bedre? Og kunne vi have gjort noget bedre?
I forhold til emnet porno stilles der spørgsmålstegn ved kvinder, der arbejder i pornoindustrien, og om disse kan komme fra gode, sunde, velhavende hjem. Eller handler det i virkeligheden om opmærksomhed? Eller er det noget andet, der gør sig gældende, nemlig nydelse, lyst og drifter? Disse tanker rokker romanen ved og tvinger læseren til at tage stilling, og samtidig slet ikke. Er der noget endegyldigt svar, og kan det hele bare være så sort/hvidt? Formentlig ikke. Uanset hvad, så tvinges man som læser til at tænke selv, hvilket for mig at se er en styrke i bogen.
Alt i alt er romanen en kompleks sag, der omhandler mange spændende emner, tegner fyldestgørende og interessante karakterer, rent stilistisk er en fornøjelse at læse, og så er den bygget op om et spændende plot med hårrejsende overraskelsesmomenter.
Det er en bog, der med fordel kan læses igen, for at få det hele med.
Eller blot for fornøjelsens skyld!
INFO
Romanen kan købes her.
Forlag: People’s Press
Sidetal: 483
Oversætter: Birthe Lundsgaard
Udgivet: 2016 (på hollandsk i 2012)