Har sorgen et sprog? Og hvis det har, hvordan ser det så ud, hvordan lyder det og hvilken indvirkning har det? Et muligt bud på et sorg-sprog finder vi i Rolf Sparre Johanssons langdigt Begravelse.
At skrive om og med sorgen
Rolf Sparre Johansson Begravelse er et langdigt med omdrejningspunkt om dødens og sorgens indvirkning på livet og på jeget. Læseren inviteres indenfor i det personlige erfaringsunivers.
Johansson opererer således ikke med rammende metaforer eller forsøger at give et generelt udsagn, der i sin abstraktion, vil indfange sorgen og døden. Han går konkret til værks og lader jeget komme til orde i det sprog, der midt i sorgen er til rådighed. Og det er netop langdigtets styrke. En anskueliggørelse af jegets verden gennem dagligsproget. Som her, hvor det navnløse jeg har mistet sin mor og sorgen har sat sit mærke:
”Vores mor ikke er der
Er det
Mangler der
Så
Mangler hun i den situation
Til
eller
det som der sker er at vi skal
at den
eller at
julen
skal vi
vi skal selv til
at
skabe
nu”
Ovenstående citat er blot ét eksempel på, hvordan sproget anvendes. Det er hakkende, tøvende, fuld af gentagelser og sætninger, der aldrig bliver afsluttet, før de næste begynder. Dette tøvende og hakkende sprog lader læseren forstå, at jeget ikke kan finde frem til formuleringer. Det har mistet orienteringen i verden og i sig selv. Det er et jeg, der er krakeleret.
Den helhed, det antageligvis udgjorde før moderens død, er nu splintret og ligger som usammenhængende stykker overalt i digtet. Verden fremstår ikke længere som den var inden moderens død. Noget andet er trådt i stedet, noget som jeget skal til at skabe nu, men hvordan skal det lykkes, når selv den mest banale hverdagspraksis ikke længere hænger sammen? Blot det at huske at tage anden op af frysen, så den er klar til julen, virker som en overvindelse. For slet ikke at tale om de familiære relationers ellers klare struktur, som i sorgens sprog sammenfiltres til en uoverskuelig masse.
Stumper og stykker
Langdigtet er konsekvent gennemført. Johansson forfalder ikke til det sentimentale, men fastholder læseren i denne sprogligt ituslåede verden. Som her, hvor der tages afsked med moderen:
”den sidste gang vi fik lov at gå ind til hende
Sagde de at vi ikke
Sagde sygeplejersken at vi ikke behøvede at
Vaske hænder
Vidste vi godt at hun skulle dø
Fordi at…”
Trods situationens dødelige alvor og stærke følelsesmæssige karakter fastholdes den næsten banale dagligdags praksis, som for eksempel det at vaske hænder. Det bliver dog aldrig en banal læseoplevelse, da Johansson netop på denne måde fastholder læseren i en verden, som er gået i stykker. En verden, hvor enhver fornuft synes forduftet og forvirringen over livet total.
Dette bidrager til at give et samlet indtryk af et helstøbt langdigt, der på egen vis lader sorgens sprog udfolde sig og formidler en personlig erfaring på bedste vis.
INFO
Langdigtet kan fx købes for 135,- her.