Begiv dig ud i junglen og vær ikke bange for at fare vild

File_000 (56)

Med Jungle sætter Christina Hagen ikke kun spørgsmålstegn ved den normative opfattelse af den begærende, forelskede kvinde, hun udfordrer også opfattelsen af forfatteren som kreativt geni ved eksplicit at fratræde som skrivende og i stedet gøre sig til kurator. Det er en bog, der i denne læsers øjne skal vække debat, men måske ikke dén debat, den faktisk har affødt.

 

Den her anmeldelse handler ikke om, hvorvidt Hagen er racist

Lige så svært det er at læse en roman, hvor forfatterens fornavn går igen i den ”fiktive” hovedkarakters navn uden i smug at forbinde de to, lige så svært har det været for mig at læse Jungle uden også at google, gå på facebook, slå op i avisarkiverne og savle over al den saftige sladder, udgivelsen har affødt. Det er, i mine øjne, altid fedt når litteratur kan vække ægte debat, når den kan få folk op af de magelige stole. Desværre kan jeg fristes til at mene, at netop Jungle- debatten er kørt ud af en åndssvag ikke-litterær tangent og i stedet hyler op om de såkaldte grænser for, hvad kunsten kan og skal – og ikke må. Christina Hagen er sågar blevet klandret for at være racist selvom 1) Der er tale om performativ fiktion, og Christina i teksten trods alt ikke er Christina i kød og blod, hverken den jyske version eller hendes københavnske body-doubles 2) Begær og politik unægtelig er forbundet, men at rejse verden tynd og dyrke sex med farvede mænd, magtforhold eller ej, er vel ved gud ikke mere racistisk end at have en holdning til hele verden fra et meget hvidt Danmark (Jeg ønsker ikke at gå ind i en diskussion om, hvad der er og ikke er racisme, men blot at anmode om, at vi ikke smider så løst om os med den term. Den er lidt en moderne forbandelse) 3) Det simpelthen ikke kan være rigtigt, at vi stadig diskuterer etiske grænser for udsagn i kunst.

 

En helt vild montagekonstruktion

Christina Hagen har skrevet, fotograferet og kurateret et helt fantastisk værk, der både er vanvittig sjov, tankevækkende og udfordrende at have liggende opslået i det offentlige rum. Det er bevidst grimt, kitsch – helt moderne norm-core og så alligevel demonstrativt umoderne. Med mindre det er blevet moderne at være umoderne, og det er det vist nok efterhånden. Måske. I al fald mestrer Hagen den kitschede æstetik til total bravur – komplet med billeder af frikadeller og tekster skrevet på dymostrimler. Bogen er inddelt i kapitler, der kategoriserer bogens fragmenttekster under temaer som Jungle, der handler om glæden ved at bo på all-inclusive hoteller og jagte det simple liv i fattige samfund, Sugar Mommy/Sukkermor, der handler om begæret efter at dyrke parforhold, hvor den ene part – her kvinden, fungerer som økonomisk forplejer, Heltedigte, der rummer eksplicit efterredigerede og hovedkulds forelskede digte og det helt særlige Min forfærdelige barndom, hvor Christina Hagen simpelthen har overladt det kreative skrivearbejde til en andens pen. En af de mange særlige ting ved Jungles komposition er, at kapitlerne afsluttes af meta-agtige analyser skrevet af litteraturkritikeren Lone Nikolajsen og sat op som nyhedsartikler. I disse tekststykker stiller Nikolajsen kritiske spørgsmål til især måden, Hagen sammensætter tekst og billedmateriale på, og hun spørger flere gange, hvorvidt Hagen overhovedet er relevant. Ved at inkludere denne form for analytisk og vurderende materiale inde i værket skriger Hagen næsten efter, at vi tager stilling til måden, vi forbruger kultur på i dag – ingen kulturelle oplevelser får lov til at stå alene, alt endevendes til alle – både forbrugere og afsendere er for rundtossede til at finde hoved og hale i, hvad der egentlig står i teksten, og hvad vi egentlig føler, når vi læser den. På samme tid hænger det godt sammen med, hvordan Hagens performative jeg flere gange i bogen aktivt tager afstand fra det intellektuelle ”København” – hun er træt af de overfladiske storbyintellektuelle, hun ophøjer i stedet det ”nære” ved det ”simple” liv, der leves i provinsen, som hun beskriver det i kapitlet Jylland 4- ever.

 

Hagen: forfatter eller kurator?

Som værk fremstår Jungle iscenesat nøgen, både i kraft af de genkommende analysestykker, men også i kraft af, at Christina Hagen i flere kapitler montageklipper mailkorrespondancer mellem sig selv og sin redaktør på Forlaget Basilisk ind i den øvrige tekst. I korrespondancerne diskuterer de to, hvordan konkrete tekster virker, hvordan de forskellige kapitler bedst struktureres, sågar om nogle kapitler i virkeligheden er undværlige for værket som helhed. Det skaber et både underholdende og tankevækkende lag til læsningen, fordi det eksplicit vidner om, at bogen kunne have set anderledes ud – at der er tale om redigeret arbejde, redigeret sandhed – kunst, simpelthen. Den samme meta-fornemmelse tilføjer det, når Hagen lader Signe Maxen stå for tekstdelen i et helt kapitel af bogen (Min forfærdelige barndom, red.). Tekststykker er sat op i recepter, indeholder utællelige stavefejl og er holdt i en – udadtil – uredigeret talesprogstone. Man går herudover ud fra, at det er Hagen selv, der har stået for de sideløbende fotoserier, der portrætterer en kvinde, der ligger lettere afklædt i højt græs og spiser pølser krydsklippende med hvad der ligner børnebilleder fra 70/80’erne. Hagen er her mere kurator, end hun er forfatter – men er hun så stadig afsender på den egentlige historie, der skabes gennem montagen?

 

Som vi sagde, da jeg gik i folkeskole: spejl!

Ja, det synes jeg da bestemt, hun er. For det er i mødet mellem tekst og billede, at den egentlige læseoplevelse formes. Og dér er Hagen i noget der føles som total kontrol. Det, der næsten påvirkede mig mest ved Jungle, var den måde, tekst- og billedkombinationerne bogen igennem virkelig udfordrede mine egne fordomme. For det første er bogen lutter fuld af rimelig pornografisk billedmateriale. Det kom bag på mig, at jeg, der ellers regner mig selv som frisindet og i ok moderne zen med sex og nøgenhed, automatisk trak bogen lidt til mig, bladrede lidt hurtigt eller simpelthen blev grebet af en underlig blanding af forlegenhed og demonstrativ ”selvfølgelig må jeg sidde her og kigge på billeder af erigerende penisser i A4format på min stamcafe”. Ligesom teksterne i Jungle kapitlet, hvor Hagen lovpriser det primitive liv på all-inclusive hoteller i fattige lande, gjorde mig overordentligt i tvivl om mine egne fordomme – hvorfor er jeg så hurtig til at læse den slags udsagn ovenfra? Hvorfor insisterer jeg på at være den intellektuelle, der læser nedad og ”rummer” andre måder at leve på? Hvem er jeg til at tænke noget som helst om mennesker, jeg ikke ægte har forsøgt at sætte mig ind i? Hvor arrogant er jeg egentlig, her i min storbyboble, hvor ingen er racister og rummeligheden næsten ikke kan være inden for bygrænserne? Jeg ved det simpelthen ikke, og det er på mange måder derfor, Hagen med Jungle virkelig får kildet nogle steder, hvor jeg griner perlende og alligevel får lidt ondt i skindet. Som værk griber Jungle virkelig om sig – tematisk, stilistisk, genremæssigt. Som anmelder kunne jeg have hevet fat i så mange andre aspekter, men i stedet vil jeg blot videregive den varmeste anbefaling: Hold kæft, hvor er det bare noget af det vigtigste, jeg længe har læst.


INFO

Christina Hagen

Jungle

Forlaget Basilisk

200 sider

Bogen kan købes her

Print Friendly
FacebookTwitterGoogle+Google Gmail

Læg en Kommentar