Det behøver ikke være, hvad der skete, der står frem som det centrale i en erindring. I Kasper Ralsted Jensens anden bog, vil Gud slå min sjæl ud i vandet som et æg, erindres farver, frugt, lugte, lys, dyr, følelser og associationer fra en fleksibel barndom i kompakte prosatekster.
Lys og farver
I denne lille samling af prosadigte lyser Kasper Ralsted Jensen barndommen op med farver, der changerer og præger verden med mening. En dag kan være grålilla, solen orangegul og regnfrakken naturligvis regnbuefarvet.
Lyset er noget essentielt og nærmest fantastisk, der flyder på tværs af alle beskrivelserne i bogen. Farverne er både hvad der ses med og hvad der ses på. Således er det også farver, der indleder bogens fire små afdelinger. I første tekst lyder det eksempelvis:
Dagen er en gul dag, en tør og støvet sommer. Dagene man er i, dagene der går med støvet bag mejetærskeren, på himlen, omkring solen. Hoster gult støv op i mine hænder.
Vi ser, hvordan det gule først beskriver dagen, man fornemmer, at det stammer fra solen over marken, men så pludseligt også dukker op i det små, i støvet inde fra kroppen, der kommer op og ud i hænderne som et ekko af solens gule.
Bogen er som sagt opdelt i fire afdelinger, og disse afdelinger består så af en række prosatekster på under en side i gennemsnitlig længde, der hver især udforsker et rum eller billede eller fænomen eller forhold. Teksterne gennemsyres generelt af lys, farver og barndom, men varierer derudover i indhold og karakterer. I nogle tekster følger vi et ’jeg’, i andre et ’du’, og somme tider begge dele i interaktion med hinanden.
Universel barndomserfaring
Denne fleksibilitet, at lyset og barndommen kan erfares i forbindelsen med du, jeg, vi eller dem, bidrager til det universelle ved teksten. Det universelle vil sige det, at det ikke betyder så meget hvem, der sanser og tænker og erindrer, men at barndommen er noget, alle mennesker har oplevet og oplever. Derfor forbinder den os, og bliver i teksten til et udgangspunkt for den kollektive erindring, de ting, mange vil forbinde med barndommen, som at puste toppen af mælkebøtterne eller lave diktat i dansk.
Den nye asfalt i skolegården klistrer til vores sko. Jeg tænker på Pippi der sluger pillen for aldrig at blive voksen. Pippi der stirrer ind i stearinlyset. Pippi der puster flammen
ud i det forældreløse hus. Og moren der vinker ned fra sit hul i himlen.
Her er det Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe, der ellers for de fleste læsere vil være forbundet med en barndommens uskyldige glæde og lykke, som bliver vendt på hovedet af jegets lille analyse. Det universelle ved tekstens barndomsunivers gør, at vi som læsere i endnu højere grad bliver involverede i jegets refleksioner, fordi de lige så godt kunne have været vore egne. Dermed fremstår Pippi ikke blot depressiv for jeget, men også for os som læsere. Vi bliver blødgjort over for teksten.
Roligheden kammer over
Bogens ærinde er dog ikke at sælge os sine omfortolkninger af børnebøger, og kan nok heller ikke reduceres til et forsøg på at påpege det universelle ved barndomserfaringen.
Noget af det, der gør bogen fin, er de stemninger, den emmer af. Her tænker jeg særligt på roligheden, som går igen. I følgende uddrag er roligheden stærk, også i kraft af det udflydende, universelle, sansende og sanselige:
Vi sad så tit oppe i træet i verdens mindste by med verdens roligste tid. Som øjenlågene man lukker så langsomt mod solen på de dage hvor man føler at man ikke skal noget. Dette opløsende øjeblik når man åbner øjnene igen og hele verden er helt skarp og hvid. Inde i huset sover mormor og morfar til middag med hver sin kat på maven. Dette rolige, rolige billede af de to der har fulgtes ad i så mange år. Så uadskilleligt et billede. Jeg er ti år gammel. Min fætter Jonas og jeg sidder i træet skjult mellem blade, bier og moreller. Vi snakker om alle de skateboardramper morfar skal bygge til os når han vågner derinde. Vi hænger i grenene som små aber og tænker på regnskove og giftige dyr. Vi dufter til markvinden der ånder varmt op langs bakken fra alle sider indtil den samler sig som en slange rundt om kirketårnet i midten af byen. Disse varme, skinnende somre med slangen samlet om tårnet i Munke Bjergby. Der er så meget man aldrig får igen. Der er så mange steder der stadig er dér, men egentlig ikke findes mere, fordi de ikke længere ligner sig selv.
Dette uddrag, som udgør én af teksterne i bogen, viser både, hvad det er, den gør bedst, og der, hvor den måske rammer lidt ved siden af. Langt det meste af teksten fokuserer på de konkrete billeder, vi kan genkende som barndommens. Igennem de zoomede sansninger, som på verden, der er skarp og hvid, når man åbner øjnene, eller på bedsteforældrene, der nærmest urkomisk sover med hver deres kat på maven, opbygges den rolige, rolige stemning. Det er denne velfungerende stemning, der lykkes med ikke at briste under de ellers ekstremt hyppige referencer til dyreriget, og som fastholder læseren i det stillestående billede af en sommerdag på Sjælland. Roligheden manifesterer sig både i tekstens indhold, idet alting sidder stille, tænker og ånder, men også i dens sprog og rytme. Sætningerne er flydende og behagelige, uden sidespring eller vildskab, og maler egentlig bare scenariet frem.
Når jeg i mellemrubrikken skriver, at roligheden kammer over, er det således ikke fordi den ikke formår at fastholde min interesse som læser. Til gengæld kan det virke til, at teksten ikke selv er helt tilfreds med roligheden, eller ikke kan falde til ro i den. Noget tyder på, at fortælleren er ude på noget, at han ønsker at bruge roligheden. Dette bliver tydeligt, da teksten pludselig begynder at lommefilosofere over livets forgængelighed, ”der er så meget man aldrig får igen” og så videre. Her føles det som forfatteren, nok nærmere end fortælleren, der kommer ind og tvinger teksten i en særlig, meningsladet retning, med nogle nærmest banale refleksioner, der næsten lige så godt kunne være skrevet med gul markeringstusch i margenen. Vi skal for alt i verden forstå, at der under roligheden lurer det urolige, angsten, døden. Og det er tydeligvis det budskab, vi som læsere skal efterlades med, hvilket også fremgår af bogens allersidste linjer:
Jeg tænker, i dag er der gået endnu et år som mig. Om ti måneder er jeg teenager. Det er noget jeg glæder mig til, men også synes er noget underligt noget. Tiden og alt der går af sig selv og trækker én med. Alt det man håber kommer til at ske. For en dag er man voksen. En dag lægger man sig ikke længere i det høje græs og puster toppen af mælkebøtterne som et barn.
Tekstens svaghed er altså for mig, at den bliver ved med at vende tilbage til et konstrueret tema, i stedet for at lade beskrivelserne tale for sig selv. Der er så at sige nogle rester af et stillads, som endnu ikke er blevet fjernet omkring den ellers helt solide bygning.
Stærkest står så roligheden, fællesskabet og farverne, der indgår i et glimrende og velfungerende netværk. Og det er heller ikke fordi, teksten på disse steder risikerer at gå hen og blive lalleglad. Der er følelser til stede, som ikke behøver at pege fremad imod voksenlivet og døden for at være spændende. Der er en angst og en alvorlighed ved livet, som børnene i teksten har svært ved at forholde sig til. Som når et af børnene i børnehaven er kommet slemt til skade:
Pædagogen spurgte til hendes fars have. Om blommetræernes hvide blomster blæste rundt i en hvirvelvind af halm ligesom sidste år. Om hun havde samlet nogle af dem i et vandbad i vindueskarmen, ligesom hendes mor altid gjorde. Da ambulancen kom, stod vi med vores små kroppe presset mod hegnet. Var så stille og lyttede til lyden af sirener der slog sig mellem træerne på legepladsen. Igennem kroppen, følelsen af fremmed alvor.
Sjovt nok fungerer teksten bedst, når fortælleren, ligesom pædagogen her, forsøger at skjule alvoren ved at fokusere på det partikulære, stemningerne og lyset. På indtrykket af en klovneformet båndoptager eller den ensomme Pippi Langstrømpe. Når alvoren enkelte steder trænger igennem på en organisk måde, efterlader den et langt mere overbevisende indtryk, der i høj grad minder om barndommens måde at organisere virkeligheden på. Sådan et indtryk kan Kasper Ralsted Jensen skabe, og det gør han i sin seneste bog. Han skal bare ikke være i tvivl om, at det kan stå for sig selv.
Info
Kasper Ralsted Jensen: vil Gud slå min sjæl ud i vandet som et æg
Omslag: Neel Dich Abrahamsen
2018
46 sider
Læs mere om Kasper Ralsted Jensen her