I forbindelse med 365TEKSTER, som er et kunstformidlingsprojekt i Aarhus der gentænker litteraturens udgivelsesform, udføres projektet ATLAS OVER AARHUS. Det er en litterær kortlægning af byen, og formålet er bl.a. at udgive litteraturen uden om bøger og at få udvalgte forfatteres tekster placeret rundt omkring i byen på fx bannere og bænke. ATLAS OVER AARHUS har litteraturens materialitet og æstetik i fokus, og teksternes indholdsmæssige side er mere underordnet. Med hvad er egentligt talt meningen med denne galskab, og hvad skal vi nu med et litterært projekt, der ikke har vers og rim som hovedfokus?
Tekst: Rikke Hector Degner
En ny litterær genre
I litteraturens verden har indholdet længe været det dominerende, og den mest gængse opfattelse af litteratur på tryk har været, at den ikke i sig selv har haft sin egen krop eller medium. Men i dag er synet på litteraturen (heldigvis) ikke længere så ensidig, og det er bl.a. takket være litteraturkritikeren N. Katherine Hayles (f. 1943), der sætter fokus på vigtigheden af materialitet og medium. Hun argumenterer for, at materialiteten faktisk er væsentlig i betydningsdannelsen, og hun kalder tekster, som har materialitet frem for indhold i fokus, for teknotekster.
Okay, så med denne udbredelse af teknotekster spiller litteraturens form altså en vigtig rolle i og for nutidens samfund, og ATLAS OVER AARHUS kan på mange måder siges at være et projekt, der er helt med på beatet. Måske kan man faktisk ligefrem tale om, at projektet foregriber nogle af tidens tendenser, for ikke bare skaber ATLAS OVER AARHUS litteratur, som har materialiteten som omdrejningspunkt – projektet skaber også litteratur, hvor materialitet og indhold i virkeligheden ikke kan skilles ad.
Tag nu for eksempel en tekst af Carsten René Nielsen; ”Vandringsmanden”, der er trykt på en bænk, der står ved Samsøgades Skole på Ny Munkegade. Det er en tekst, som handler om en mand, der hver dag mellem kl. 9. og 16 går op og ned ad selvsamme gade, som ordbænken er placeret på, og i den korte historie kommer det endda til udtryk, at manden spiser en madpakke på bænken ude på gaden foran Samsøgades Skole. Der er altså her tale om, at når virkelighedens fysiske bænk optræder i den fiktive tekst, ja, så sættes der i tekstens indholdsmæssige side fokus på tekstens materialitet. Med andre ord: Det hele bliver meget metaagtigt og tekstens form og indhold hænger sammen som ærtehalm.
Et nyt publikum
Med en litterær kortlægning af byen, følger Aarhus altså tidens tendenser, og det lyder da egentligt også meget godt, ikke? Men set i et lidt større perspektiv, giver det jo sådan set stadig ikke rigtigt noget svar på hvorfor vi har brug for et projekt som ATLAS OVER AARHUS. Har vi overhovedet brug for det her projekt? Svaret bliver uundgåeligt et stort og rungende ”JA!” herfra. Når man begynder at fokusere på at åbne op for den litterære genre ved bl.a. at udgive litteratur uden om bøger, åbnes der også helt automatisk op for, at den kunstneriske genre kan fange et helt andet publikum, end den plejer.
I et projekt som det her, vil det ikke længere kun være de litteraturinteresserede som opsøger forfatternes tekster bevidst, som læser med. Det vil også være tilfældige forbipasserende og herunder måske folk, som ikke ellers har haft litteraturen som deres foretrukne interesse. ATLAS OVER AARHUS er altså et litterært projekt, som potentielt kan komme til at trække et helt nyt publikum til, og dette i sig selv er på mange måder noget banebrydende for litteraturen.
Et helt nyt liv
Indrømmet; denne overskrift lover måske lige lovlig meget, og måske er projektets intentioner heller ikke helt så utopiske, som de gøres her. Men da ATLAS OVER AARHUS ikke kun er et litterært projekt, men også på mange måder et æstetisk projekt, er det faktisk svært at undgå de utopiske undertoner fuldstændig.
Æstetik er en ældgammel disciplin, der ultrakort handler om en slags sansemæssig erkendelse. Og ordet ”erkendelse” er netop nøgleordet i denne sammenhæng, for når vi oplever fx ordbænkene i Øgadekvarteret, sanser vi dem på en anden måde, end vi normalt sanser en tekst trykt i en bog. Litteraturen er ikke længere todimensional, og vi får rig mulighed for at bruge alle fem sanser, frem for kun at bruge den dominerende synssans. Når vi sanser og erkender verden gennem alle sanserne, har vi også tendens til at være meget mere opmærksomme på, hvornår virkeligheden er æstetisk konstrueret, end vi ville være, hvis vi kun brugte synssansen.
Dette er noget filosof og æstetikteoretiker Wolfgang Welsch (f. 1946) beskæftiger sig med, og ifølge ham kan denne form for æstetisering være med at give mennesket en erkendelsesmæssig erfaring af verden. Jeg vil ikke gå så meget mere i detaljen med det, da det nemt kunne gå hen og blive en meget lang og ikke mindst meget langhåret artikel. I stedet vil jeg kort opsummere ved at påpege, at når alle sanserne inkluderes i erkendelsen af verden, får vi øje på nye aspekter, fordi vi ser det hele på ny. Og gælder dette ikke, måske netop især, i et projekt som ATLAS OVER AARHUS, hvor vi bruger nogle helt andre sanser til at opfatte litteraturen med, end vi er vant til?
Om skribenten: Rikke Hector Degner, kandidatstuderende i Kunsthistorie med tilvalg i Æstetisk Kommunikation, Aarhus Universitet.
Læsestof
Læs mere om ATLAS OVER AARHUS her.
Læs mere om litteraturens materialitet i:
N. Katherine Hayles: Writing Machines, Cambridge, Mass: MIT Press, 2002
Hans Kristian Rustad: ”Digital poesi og materialitet – materiel forgængelighed i
Johannes Heldéns Entropi” i Passage 69 – Lyrik på tværs, 28. årg., nr. 69, 2013
Læs mere om æstetiseringen af verden i:
Wolfgang Welsch: Undoing Aesthetics, London Thousans Oaks, Calif: Sage Publications, 1997