Chris Kraus er tilbage med endnu en ældre roman, der først nu udkommer på dansk. Hendes forfatterjeg er ikke blevet minde akavet, siden hun udmalede sin intense og helt ugengældte forelskelse i I Love Dick. Til gengæld er hun både blevet sjovere, skarpere og mere kaotisk. Aliens & anoreksi er en vanvittig roman om at insistere på sin idé og alligevel tabe den.
En karikatur af kulturbranchen
En midaldrende kvinde ankommer til Berlin i et sidste, desperat forsøg på at finde nogen, der vil distribuere hendes film. Filmens tilblivelsesproces er i sig selv en farce. Det samme bliver besøget i Berlin.
Chris Kraus er tilbage i en ny dansk oversættelse. Hvis man som denne anmelder har læst I Love Dick med lige dele krummede tæer, målløs fascination og oprigtig intellektuel respekt, vil Aliens & anoreksi minde én om, hvor meget man har savnet hende. Jeg er i hvert fald fascineret af hendes fuldstændige dedikation til at beskrive sine personlige og professionelle fiaskoer og reflektere klogt og originalt over kulturhistoriens mere eller mindre parallelle tilfælde.
Aliens & anoreksi handler om meget andet end en eksperimentalfilm, der fejler totalt. Den er samtidig en spidende karikatur af en kulturbranche funderet på selvpromovering, netværk og vennetjenester. Hvor alle hytter deres eget skind, mens de foregiver at støtte op om den store fælles idé. Og hvor det at blive til noget beror langt mere på tilfældigheder end talent.
At være eller ikke være
Chris Kraus’ roman handler som tidligere nævnt om at være i kulturbranchen. Det er intet mindre end forrygende at læse om, hvordan hun rejser til New Zealand for at lave sin film, og hvordan en masse mennesker gerne vil hjælpe hende og hver især kender nogen, der også gerne vil hjælpe hende – frem til et punkt, hvor produktionen af filmen er blevet et projekt, der lever sit helt eget, ustyrlige liv, hvori alle aktører har deres eget projekt i projektet og budgettet for længst er sprængt.
Aliens & anoreksi handler imidlertid lige så meget om at være i verden. Og det gør den elegant. Dels fordi den film, der er romanens omdrejningspunkt, i sig selv handler om at finde en måde at være til på. Og dels fordi Kraus guider sin læser på en uforudsigelig, men uden tvivl gennemkalkuleret dannelsesrejse til forskellige u- og underkendte afkroge af vestlig filosofi og kunst. Vi møder den ambitiøse kunstner Paul Thek, der formentlig kunne være blevet for senavantgardens kunsthistorie, hvad Joseph Beuys regnes for i dag, men endte sine dage med at arbejde i et supermarked. Vi møder Ulrike Meinhof som talentfuld ung journalist, før hun bliver en del af Rote Armee Fraktion, og i hendes dødsøjeblik i fængslet. Og vi møder den kompromisløse jødiske filosof Simone Weil, der i sin totale afvisning af magelighed fejler som soldat i Den Spanske Borgerkrig og ender med at dø ung af sygdom og underernæring.
På ret imponerende vis kobles Simone Weils korte og barske liv til en større fortælling om at forsøge at være i verden ved at transcendere kroppen – noget, som for vores hovedpersons vedkommende blandt andet består i at underkaste sig:
”Det var den tredje nat i min mands kærestes hus på Seacrest Lane. De var begge i New York, 160 km derfra. Fordi jeg havde tilbragt meget tid alene i LA, havde jeg fået for vane at ringe til teledating. Inden jeg lagde mig til at sove, eller når jeg tog en pause fra arbejdet, eller når jeg var alene på lange varme eftermiddage, plejede jeg at lytte til folks stemmer på telefonsexlinjen for dominans og underkastelse. Det var et uorganiseret netværk af selvstændigt erhvervsdrivende arbejdsnarkomaner. Nogle gange udvekslede vi beskeder om vores planer. Jeg kendte ingen i kunstverdenen, der interesserede sig for dominans og underkastelse, eller for sex i det hele taget. S/M var godt at kunne.”
Troen på den store idé
Kraus’ underkastelse handler om meget mere end fetich-sex med en mere eller mindre fremmed. Faktisk er det mest pinefulde ved hendes S/M-relation til telefondaten Gavin ikke den omgang bondage og piskning, han måske, måske ikke udsætter hende for i en virkelighed udenfor telefonlinjen. Det er snarere den psykiske tortur, som Kraus underkaster sig, mens hun i lange perioder venter på at høre fra ham.
Tilsvarende gør det virkelig nas at følge Kraus, mens hun går planken helt ud i forsøget på at promovere den film, hun for længst har erkendt er en fiasko. Kraus’ mentale hudløshed synes at række langt videre – og gør langt mere ondt på hendes læser – end den fysiske hudløshed, piskeslagene efterlader. På den måde bliver tråden tilbage til Weil en slags tidløs fortælling om at insistere på at sætte spor i verden, selvom det er forbundet med groteske niveauer af modgang og lidelse at gøre det. Når dét er til at holde ud at læse om, skyldes det ene og alene, at Chris Kraus har et så ualmindeligt godt blik for det absurde, at det ofte også bliver ret morsomt.
Det gør ondt at læse Aliens & anoreksi. Men det gør virkelig også godt.
Info
Chris Kraus Aliens & anoreksi
2021 (udgivet første gang i 2000)
OVO press
243 sider
Bogen kan købes her