Der er allerede skrevet tusinder af bøger om The Beatles, så behøver vi virkelig én mere om alle tiders populæreste og mest indflydelsesrige band? Ja, hvis den er signeret bandets frisør Leslie Cavendish.
There’s A Place
The Beatles’ niende lp hed blot The Beatles og er kendt som “the white album” efter det ikoniske hvide omslag med bandets navn præget i hvidt, og hvor førsteoplaget var nummereret. Omslaget er designet af den britiske popkunstner Richard Hamilton.
Han har for nylig udsendt sine erindringer under den fine titel The Cutting Edge, hvor han tager et anderledes greb på historien, som de fleste musikinteresserede naturligvis kender i grove træk.
Leslie Cavendish fortæller indefra; de små historier i den store fra hans første møde med Paul McCartney, der lidt tilfældigt fandt sted i september 1966, da han en dag fik skuespillerinden Jane Asher som kunde i salonen Vidal Sassoon i London, hvor han stod i lære som frisør.
Jane Asher var hot dét efterår, efter at hun havde spillet over for Michael Caine i blockbuster-filmen Alfie. De kulørte blade flokkedes om at bringe billeder af hende, og derfor ville hun gerne tage sig godt ud, hvorfor hun ofte besøgte Vidal Sassoon. Hun var ikke Cavendish’ kunde, for som den celebritet hun var, blev hun klippet og fik sat sit hår af Cavendish’ læremester og salonbestyrer, som imidlertid havde travlt den septemberdag. Hun var dog frisk på, at lærlingen tog over i chefens fravær, og derved dumpede en appelsin ned i Cavendish’ turban, for da hun var færdig i frisørstolen, spurgte hun, om han samme dag kunne komme hjem og klippe hendes kæreste. Hun afslørede ikke kærestens navn, men han – og stort set resten af England – vidste godt, hvem det var, så han sagde naturligvis ja… men først når han havde set sine elskede Queens Park Rangers spille samme eftermiddag. Ja, han var som alle gode briter – de fire beatler undtaget – fodboldtosset, og selv om holdet fra det vestlige London dengang spillede nede i tredje division, var han naturligvis en loyal supporter!
When I’m Sixty-Four
Leslie Cavendish og Paul McCartney blev en slags venner, og langtsomt kom den bare 19-årige og næsten færdiguddannede frisør ind i The Beatles’ forretningsimperium Apple og fik også sine fingre i de tre andre beatlers hår. Trommeslagerens dog kun nødigt, da Ringo Starr selv på det tidspunkt var gift med en frisør, men John Lennon og George Harrison blev hans kunder. Hvis det ellers er det rigtige ord, for beatlerne lod i den periode deres hår gro vildt, og der var således langt imellem telefonopkaldene til Cavendish. Han stod dog altid til disposition og var med bandet i studiet, han var med i bussen under indspilningen af filmen Magical Mystery Tour, der endte med at koste ham hans faste job hos Vidal Sassoon, da han pjækkede i den uge, turen og optagelserne stod på. Og endelig var han også til stede i Apple-bygningen på Savile Row, da bandet gav dets sagnomspundne koncert på taget i januar 1969. Forinden havde The Beatles foræret ham en frisørsalon på Kings Road; måske som kompensation for fyresedlen?
Venskabet mellem Leslie Cavendish og Paul McCartney udvikler sig ikke på noget tidspunkt til et tæt forhold, hvor de også ser hinanden regelmæssigt uden for saksens sfære, men deres relation er heller ikke bare professionel. McCartney er privat, men åben over for ham og letter både sine tvivl og tanker, lige som han også indvier ham i de nye sange, han kontinuerligt arbejder på. Ved deres allerførste møde satte McCartney sig resolut til klaveret og spillede en tidlig skitse til When I’m Sixty-Four med åbningslinien ‘When I get older, losing my hair’, hvorpå Cavendish bedyrede ham, at det ikke ville ske: “You have wonderfully thick hair, just like mine. I can guarantee that you’ll never go bald.”
Sangen dukkede året efter op på en af historiens bedst solgte lp’er, Sgt Pepper’s Lonely Hearts Club Band.
With A Little Help From My Friends
Vedlagt albummet var John Kellys smukke portrætfotos af de fire beatler, der afslører, at frisøren Leslie Cavendish næppe kom på overarbejde i den periode, som han nu har skrevet en bog om, The Cutting Edge.
Man kan godt forstå, at en af verdens populæreste mænd på det tidspunkt også har brug for at have “almindelige” mennesker omkring sig, som kalder en saks for en saks, og The Cutting Edge lader en forstå, at Paul McCartney var glad for venskabet med Leslie Cavendish, og det skulle der ikke pilles ved. På intet tidspunkt falder den berømte beatle for eksempel for fristelsen til at iscenesætte sin frisør som popstjerne, som man for eksempel så godt fire år senere, hvor David Bowie, som havde et lignende kammeratligt forhold til sin skrædder Freddi Buretti, forsøgte at iscenesætte denne som popstjerne. Bowie begyndte at skrive sange til Buretti og udgav to singler med ham under navnet Arnold Corns, hvor Buretti, som – indrømmet – ikke var nogen stor sanger, blev akkompagneret af Bowies backingband på det tidspunkt, The Spiders From Mars. Ja, faktisk lod Bowie skrædderen få sangene Moonage Daydream og Hang On To Yourself, som han først selv senere indspillede til sit store og nu klassiske gennembrudsalbum, The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars fra 1972. Så vidt kom det altså ikke for Leslie Cavendish, der dog fik sine 15 minutters berømmelse i den førnævnte film.
Med The Beatles’ opløsning i april 1970 sluttede en æra i pop- og rockhistorien, og et kort, men spændende kapitel i en ellers ukendt britisk frisørs liv. Leslie Cavendish fortsatte dog med at klippe Paul McCartneys hår et par gange efter opløsningen, men arbejdet og venskabet ebbede langsomt ud, da beatlen flyttede nordpå til Mull of Kintyre i Skotland med sin nye kone Linda.
Først mere end 40 år senere – i oktober 2012 – ved en særforevisning af en nyrestaureret udgave af Magical Mystery Tour i London mødte frisøren sin berømte kunde igen.
““Paul, you see, I was right all along…”
“What do you mean?” he asked.
“When we first met, you played me that song of yours. ‘When I get older, losing my hair…’ But I told you we never would lose our hair. And we haven’t!”
We both burst into laughter, pulling on the hair from our scalps – as if we were lounging around in his music room, back at 7 Cavendish Avenue – as if no time has passed at all.”
Baby You’re A Rich Man
Leslie Cavendish er en skøn fortæller. Sådan en man gerne vil drikke en pint med på en engelsk pub. Hans bog er ikke udelukkende forbeholdt Paul McCartney og The Beatles, for han strøer gavmildt om sig med sjove anekdoter fra tiden i the swinging London, hvor han mødte mange af dem, der var noget ved musikken, filmen, kunsten og moden. Tonen er let og lystig, kærligheden er varm, og bogen nærmest læser sig selv.
Når du næste gang falder over en lok hår fra en af beatlerne på eBay og tænker, om den måske kommer fra Leslie Cavendish, kan du være sikker på én ting: Det gør den ikke! Det slår han fast med syvtommersøm i sin bog:
“Whenever I tell this story, and what came after, people always ask me the same question: ”So, did you keep any of his hair?” The answer is no. Not a single strand.”
Det kunne ellers have gjort ham til en holden mand. Så sent som i 2016 kom en længere lok af John Lennons hår på auktion og resulterede i et hammerslag på hele 25.000 pund, altså mere end 200.000 kroner. Leslie Cavendish indrømmer, at han var fristet dengang, den særlige beatlemania var på sit højeste, men han var klog nok til at modstå. Og derved fik han et kort, men varmt venskab med Paul McCartney, som nu er resulteret i The Cutting Edge. Det er ikke bogen om The Beatles, men et skønt supplement til den omfattende Beatles-litteratur, der findes, og bedst af alt behøver man ikke engang at være fan af bandet for at læse og nyde den.
Info
Leslie Cavendish: The Cutting Edge
Forlag: Alma Books
2017
288 sider