”Velkommen i labyrinten”, siger Hans Otto Jørgensen om Andreas Pedersens debut Fryden, og jeg siger velkommen til en lang række vidunderlige blindgyder. Det her er litteratur man ikke kan slippe ud af, og det er lige nøjagtigt så skønt, som det lyder.
Ikke et spørgsmål om genre
Jeg har altid syntes, at genreinddelinger er kedelige og retningsløse. Jeg synes, det er kedeligt at putte ting i kasser. Specielt mennesker og litteratur. Derfor interesserer det mig nødvendigvis heller ikke, at Hans Otto Jørgensen i pressemeddelelsen omhandlende Fryden, betegner teksterne heri som digte, og at jeg, når jeg læser teksterne, måske hellere vil beskrive, i hvert fald nogle af dem, som kortprosa. Der findes en bevægelse i denne bemærkelsesværdige bog; en bevægelse fra det små til det store, fra det minimale til det mere fyldige. Denne bevægelse findes også i teksternes omfang og fysiske tilstedeværelse på siderne, nogle gange vil jeg beskrive dem som digte, nogle gange vil jeg beskrive dem som kortprosa. Måske er der nogle af teksterne, der kan betegnes som fortællinger eller anekdoter? Nogle steder er der citater, og andre steder kan vi spore en samtale mellem forskellige fortællerstemmer. Pointen med genreballaden er at understrege, at dette lille, elegante værk rummer en del. For nok er bogen ikke særligt lang, men der er plads til både erindringer om familieliv, rejseskildringer, kærlighedsmøder og fremtidsforestillinger. Dette er et værk, som virkelig møver sig ind på sin læser, og det er et værk, som ikke lader sig indfange og kategorisere. Ikke uden kamp i hvert fald.
Et eftertænksomt og teknisk værk
I teksterne veksler Andreas Pedersen mellem små, fortættede hverdagsregistreringer og en melankolsk eftertænksomhed, der favner det største her i livet. Barndoms- og ungdomsbeskrivelserne fra sidste halvdel af værket er specielt vellykkede, men også de indledende ”Ungdomsfilm” illustrerer spændeviden i denne vekslen. Teksterne er yderligere hjulpet på vej af en række markerede og umarkerede henvisninger til film og litteratur, som lægger endnu et slør ned over det i forvejen narrativt komplekse værk, hvor der med stort overskud veksles mellem forskelligt markerede fortællere og grammatiske tider. Disse tekniske greb indgår som en naturlig og meningsfuld del af værket.
Del af labyrinten
Som underliggende bevægelse eller figur i værket ligger labyrinten med dens mange Højholtske blindgyder. Forbindelsen til 60’ernes og 70’ernes systemdigtning med forfattere som Inger Christensen og Per Højholt i spidsen er ikke til at fornægte. Uden at Fryden nogensinde bliver direkte systemisk i sin tilgang til sproget, bliver sproget alligevel fremstillet på en måde, så det fremstår og fungerer som fysisk materiale. Sproget er noget vi kan ordne og forbinde verden med, ligesom vi kan forbinde os til verden og hinanden via sproget. Som det meget sigende lyder i den første ”Ungdomsfilm”:
”og man kan blive ved,
for der er uendeligt mange ord.”
I labyrinten findes også gentagelsen som grundfigur, hverdagens gentagelse, ordenes gentagelse, og under denne figur, ude i krogene af labyrinten ligger alle hemmelighederne, alt det der er usagt og skjult. Alt det, som findes mellem og under de små hverdagsregistreringer. I verden findes der pizzeriaer, tomatplanter, Mofibo og vinterjakker, men der findes også selvmord, sygdom, ensomhed og sorg. I værket erkendes og anerkendes det, at alle disse fænomener optræder side om side, og det er i balancen mellem det dagligdags og den dybe, melankolske eftertænksomhed, at Fryden har sin største, fintfølende styrke.
Også rent visuelt er bogen yderst vellykket med forfatterens egne tegninger, der udover at pryde forsiden også deler værket ind i seks afsnit. Disse afsnit er indrammet af to helt sorte sider i begyndelsen og slutningen af bogen. Værket opleves som både lille og kompakt og stort og luftigt – en visuel og fysisk oplevelse som også er med til at underbygge den bevægelse der findes i selve indholdet.
Info
Forfatter: Andreas Pedersen
Forlag: Gladiator
Sideantal: 57