Med sikker pen fører musikeren og forfatteren Peter H. Olesen dig ind i en verden af varme og lys. Han skriver enkelt og lettilgængeligt om hverdagens små skønhedsfejl. Om det, der giver mening, og det, der ikke gør. Med fare for træk på smilebåndet tager han dig trygt ud på lyrikkens vej, og han holder dig let og pædagogisk i hånden hele vejen
Musikeren og forfatteren
Nu nærmer vi os jo sommer, så hvis jeg begynder at skrive om sorte og hvide landskaber, virker det nok en kende ude af sync. Men hvis jeg nu nævner musikeren Peter H. Olesen, er der ikke nødvendigvis en klokke, der ringer, men ikke desto mindre er der en sammenhæng: Peter H. Olesen er født i 1962 og har et musikalsk cv, der spænder vidt. Han startede i postpunkbandet Sort-Hvide Landskaber og har siden spillet i indierockgruppen Greene og duoen Olesen-Olesen samt mange andre projekter og konstellationer. Han har dog som så mange andre musikere ikke kunnet holde sig til udelukkende at lave tekster til musik, men har også en del digtsamlinger og romaner på samvittigheden. Nu skal blikket kastes på det nyeste skud på bibliografiens stamme, den lille digtsamling Jeg er en kaktus, jeg passer mig selv.
Stikkende, grøn og saftig
I bedste kaktusstil er omslaget til denne lille sag på 42 sider passende farvet grøn. En kaktus er stikkende, kan overleve i intens varme og tørke, da dens indre er saftigt og rummer meget vand. Olesens lyrik stikker ikke, men det er saftigt på livskvalitet og har blik på livets små og skæve finurligheder.
I en lettere varm tone kaster han sig over hverdagen og dens underfundige, små krumspring. Som når han lidt vagabondromantisk skriver, som havde han hentet inspiration fra Storm P.:
Til jer der sidder derhjemme alene
og drikker bag gardinet: gå hen
på nærmeste værtshus og jer
der dag ud og dag ind sidder
på det samme værtshus: gå
til den nærmeste park
og til jer der evig og
altid sidder i parken:
Ryk lidt og gør plads
på bænken.
Dette giver mig et lille træk på smilebåndet, og man finder hos forfatteren en kærlighed til de skæve eksistenser. Man kan næsten forestille sig, at han har siddet og griflet ned i sin notesbog, mens han har iagttaget øltørstige og solhærdede landevejsriddere. På siden efter nævnte digt fremføres ganske enkelt og lige til strofen: Jeg griner hele vejen hen til bænken. Han føler sig tydeligvis ikke for fin til at mødes.
Livstadier og lyrik
Jeg vil ikke sige, at jeg rykkes ud af mine sko ved læsningen af nærværende digtsamling. Men Peter H. Olesen har klart en dejlig glød i sine tekster og kringler ikke sine refleksioner ind i for megen sproglig ornamentering. Sproget, sammenligninger og metaforer er enkle og letgenkendelige uden at være banale. Du rammes ikke af den helt store eksistentielle ransagelse, men af sammenhænge, der rammer universelt. Jeg tog mig selv flere gange i at nikke samstemmende og trække på smilebåndet. Som når den tilbageskuende nostalgi sættes i relief.
Nostalgi er et bøjet søm
i en rusten tobaksdåse
gemt i skuret ovre ved carporten
bag barndommens parcelhus
hvor din overlevende mor
stadig stavrer omkring
med sin alderdoms
voksende buket
af skavanker.
På samme måde som f.eks. Henrik Nordbrandt og Søren Ulrik Thomsen forsøger Peter H. Olesen at indfange hverdagens magi. Han gør det ikke højtravende og akademiserende, men meget lettilgængeligt. Derfor vil jeg nærmest fremhæve Jeg er en kaktus, jeg passer mig selv som værende perfekt som gateway-lyrik, forstået på den måde, at den vil henvende sig til læsere i lettilgængelig lyrik. Jeg tænker, at det er oplagt at præsentere bogen for læseren, der ikke partout er hjemmevant i lyrikkens verden.
Info
Peter H. Olesen: Jeg er en kaktus, jeg passer mig selv
Forlaget Melodika
2018
42 sider
Bogen kan bl.a. købes på forlagets hjemmeside her