En afdød mand bliver fundet, nydeligt placeret med foldede hænder og ryggen lænet mod en sandklit i en irsk kystlandsby; en afdød mand, som ingen tilsyneladende kender eller savner. Det kunne lyde som starten på en krimi, men I fald er meget mere end det.
Forbundne og i fald
I sig selv er fundet af den afdøde mand et godt udgangspunkt for en fortælling, man drages til at dykke dybere i. Men Sheila Armstrongs debutroman, oversat til dansk af Signe Lyng, er ingen plotdrevet, højtråbende spændingsroman. Det er en stilfærdig historie om drømme og forsømte chancer fortalt med et sprogligt overskud og forrygende smukke billeder, som er svære ikke at fortabe sig i.
Fortællingen er stykket sammen af en mosaik af bevidstheder. I hvert kapitel får læseren et lille indblik i et nyt menneskes tankeverden. Tankerne kredser ofte om hændelsen med den afdøde mand på stranden. Som mosaikken samler sig, bliver det klart, at alle disse mennesker er forbundne med hinanden. Kapitlerne hedder for eksempel chaufføren, sønnen, datteren og præsten og understreger, at disse mennesker – og mennesker generelt – er noget for og i forhold til andre. Det er et centralt tema i romanen, forbundetheden. ”Folk bor i hinandens skygge – vi må skærme hinanden frem for at bo alene og lide hovmodigt”, står der. Forbundetheden til medmenneskene, til omgivelserne og havet er altså central, og at alle i den lille kystby er noget for nogen, gør det så meget desto sværere at begribe, at den afdøde mand på stranden øjensynligt bare var og havde sig selv. Det er en konklusion, ingen vil acceptere som en sandhed.
I bestræbelserne på at opklare hvem denne mand mon var, og hvilket liv han mon levede, udfolder sig også refleksionerne over egne liv. Fælles for karaktererne er, at deres liv ikke just har udformet sig som forventet eller håbet. Der er skibsarbejderen, som kun sjældent ser den familie, han arbejder så hårdt for at forsørge. Der er kvinden, som mistede sin kun 15-årige datter og ikke blev ejer af en fin café med lys og dug på bordene – i stedet driver hun én, hvor fiskefileterne kommer frosne fra Kina, og hvor menukortet er trykt på et gammelt, lamineret stykke papir. Der er sønnen, som på bekostning af egne drømme passer sin skleroseramte mor, og erhvervsdykkeren, der egentlig ville have været marinbiolog, men ikke havde hjernen til det.
Og så er der skibet, som stødte på grund ved kystbyen og fortsat, mange år senere, ligger til skue og vidner om tidens gang og altings forfald. Hvordan deres liv er forløbet, er både i og helt ude af hænderne på karaktererne, som på den måde er i frit fald gennem livet.
Et billedunivers at fortabe sig i
Sheila Armstrong skriver sanseligt, og hun kan virkelig skabe uforglemmelige billeder af den lille kystby, så fuld af stille skæbner og barsk natur. Romanen evner at indkapsle både det uendeligt store hav, den ustyrlige naturs kræfter og de stilfærdige liv, der udspiller sig midt i det hele. Naturens overlegenhed og klimakrisen lurer hele tiden: ”Nu hvor planeten som en dårligt tæmmet unghingst kaster mennesket af, er det vitterlig, som om de sidste tider er begyndt. Måske var den fremmede på stranden bare den første i endnu en plage, måske vil ligene begynde at plaske ned over landsbyen som store, fede regndråber.” Det store og det lille univers i romanen flettes elegant ind i hinanden og udstiller den enkeltes skæbne som blot en dråbe i et enormt hav.
Men I fald er også en roman, der giver sig tid. Tid til at male billeder af en enorm verden og af et lille samfund i den enorme verden; billeder, man virkelig kan sanse og fornemme. Tid til at vise sin læser en strand, der under springfloden er ”skrumpet ind til en sølvgrå halvmåne” og regndråbens bristen ”som et lillebitte univers, der eksploderer”, når den rammer en overflade. Ikke mindst giver romanen sig tid til at udfolde små dele af de små liv, de fleste af os lever.
Man kunne karakterisere I fald som en stilfærdig page turner. Det er ikke en roman, der gør meget væsen af sig. Handlingen er sparsom, plottet skrider ikke fremad, men cirkler omkring en enkelt hændelse. Men alene sproget gør, at siderne vender sig selv. Som karaktererne rives jeg som læser med i livets (for)fald; de – og vi – falder gennem livet som bittesmå brikker, forsøger at navigere bedst muligt, og kan i sidste ende kun håbe at have grebet de chancer, der passerede; taget de rigtige beslutninger, når et valg bød sig. At have sat et præg af en art. ”Det er, hvad alle i virkeligheden ønsker: at blive husket”, siger en af romanens karakterer. Det bliver måske ikke på den måde, man havde drømt om. Men at intet menneske er en ø, er blandt romanens pointer – vi er forbundne og en lille, men aldrig ubetydelig del af det hele. Og det er måske godt nok.
