Der er mere eller mindre dømt litterært anarki hos Hilda Hilst. Med mine hundeøjne består af snørklede tankestrømme, digte og dialog, og undervejs bliver syntaksen brudt, og teksten stritter i alle retninger. Det er en lille roman, der kræver noget af sin læser, men man får til gengæld en masse tilbage: Den opbrudte form er en ret genial måde at vise det sammenbrud, som bogen skildrer. For hvordan skulle en perfekt skåret, fremadskridende stil kunne skildre en rablende professors undergang og personlighedsspaltning?
Med mine hundeøjne udkom i Brasilien i 1986 og er den anden bog af Hilst, som danske læsere kan få lov at bryde deres hoveder med; Gladiator udgav romanen Den uanstændige Madam D i 2018, og nu er det Harpyie, der er på banen, men med samme oversætter, Lean Pejtersen. Med mine hundeøjne er på mange måder en virkelig usædvanlig bog. For det første er det relativt sjældent, man falder over brasiliansk litteratur, og når det så ovenikøbet handler om matematik, religion, vanvid og en transformation fra mand til hund, så har man fat i en ener.
Jeg og så mig
Matematikprofessoren Amós Kéres er vant til at leve et rutinepræget liv, hvori han passer sin forskning, sine forelæsninger og sin familie, men pludselig ændrer alting sig: På en gåtur får han en blanding af en åbenbaring og et sammenbrud. Indsigterne resulterer i, at han slet ikke kan håndtere hverdagens normalitet længere. For eksempel kan han nærmest ikke huske, at ham og hans kone, Amanda, har en søn: ”han tænker, jeg kan da umuligt have giftet mig og fået et barn, barnet kommer ind i soveværelset: mor, far er god til regning, sig, han skal lave den her opgave”. Det er i øvrigt et godt eksempel på, hvordan Hilst jonglerer med stemmer og fortællere. Bogen skifter mellem at være en klassisk jeg-fortælling fra Amós’ synsvinkel og – som ovenfor – at have et udefrakommende blik på ham, hvilket også afspejler hans sammenbrud godt. Det ”almindelige” jeg er ikke længere tilstrækkeligt.
”Varme i knoglerne. Solen er på vej frem. Jeg brydes med mig selv, starter en slåskamp. Mig og mine andre, dem de siger ikke har noget at gøre med virkeligheden. Og jeg har kun det: jeg og så mig. Jeg forstår ingenting. Mine ingentinger, mit bræk, at eksistere og ingenting forstå.” Amós er netop i en slåskamp med sig selv og sin egen eksistens. Han opfører sig som om, han er faldet ned fra månen, han besøger barndomsminder, taler højt med og til sig selv og Gud, læser og skriver meget sære digte og er i tvivl om, om han overhovedet findes. ”Jeg og så mig” – han er altså spaltet, og alle disse blikke indefra og udefra, alle disse ingentinger og alt det ”tanke-bræk”, formår Hilst at skildre. På den måde bliver man, som læser, både rundforvirret og klogere på det psykiske sammenbrud. Der er dog én ting, Amós har som fast holdepunkt; matematikken. Den kan han stadig forstå, og den er også nøglen til det eneste andet menneske, han kan holde ud at være sammen med, nemlig Isaiah, der også er matematiker. ”Jeg så tal formler ligninger grundsætninger, og det var en fryd, en brændende kulde, som en livvagt bag mig, når jeg gik alene væk fra de andres tale-brud, logicisme og fornuft (…) ”. Det er sjovt, at kulden her er noget positivt for Amós. Matematikkens kolde resultater er det, der kan holde ham oppe i en verden, han langsomt glider væk fra. Jeg synes, foreningen af matematiske symboler, ligninger og helt rablende eksperimenterende, poetisk prosa er virkelig fremragende og spændende! Matematikken og poesien har det gådefulde og det abstrakte tilfælles, og det inkarnerer en karakter som Amós.
Menneske-hund ud i det uendelige
Til slut vil jeg sige: Det er også en hamrende sjov bog. Det er morsomt at følge Amós’ rejse, både den ydre og indre, og de hurtigt skiftende stemmer og spøjse dialoger fik mig også både til at rykke brynene og trække på smilebåndene. Se fx her: ”Jeg har altid godt kunnet lide violer, min dreng, måske planter jeg nogle derovre. Prinsessetræer, violer, jeg tror, jeg skal dø. Min søn rusker i mig, hey hey? Hvor var jeg? Hvad er der i vejen, far?” (s. 37). Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg synes, der er noget (tragi)komisk over sætningen ”Prinsessetræer, violer, jeg tror, jeg skal dø.” Det er noget med tempoet og den nærmest rappende tone (hey hey), der tilfører sammenbruddet humor. Men sammenbruddet har et voldsomt endeligt, og også mod døden spalter Amós’ person sig, og han ender med at forvandle sig til en hund: ”Lægger mig ned, fordi min hundekrop kræver det. Der er en gøen i min hals, en svag knurren. Jeg forsøger at få den ud, men som menneske-hund ved jeg, at jeg er døende og aldrig vil blive hørt”(s. 69). Amós kan betyde uendelighed, hvilket også er det matematiske symbol, han underskriver sig med i sit endelige. Matematikprofessoren Amós går i opløsning, bliver måske til noget lige så abstrakt som sin højt elskede matematik. Hilsts sprog er skarpt og raffineret, og små detaljer som for eksempel, at både Amós og Isaiah er navne på profeter fra Det Gamle Testamente, giver et ekstra lag til de mange udbrud, Amós har mod Gud og religion. Hilda Hilst var og er stor i sit hjemland, Brasilien, men som sagt relativt ny og ukendt på dansk. Men ligesom hendes landskvinde Clarice Lispector, der er ved at vinde frem herhjemme, bl.a. med romanen Stjernens Time i Gyldendals Skalaserie – og som i øvrigt også ofte beskæftiger sig med vanviddet og det dybt originale – håber jeg, at vi får mere Hilst på dansk i fremtiden!
Info
Hilda Hilst: Med mine hundeøjne
Harpyie
Oversat fra portugisisk af Lean Pejtersen
2020
Læs mere på forlagets hjemmeside her