Op af en brun papirkuvert dukker en lysende samling tykke, hvide ark. Den horisontale forside bærer titlen i dag kan vi ikke lide mit ansigt i sirlige, sammenhængende bogstaver nedsunket i det tykke papir. Stakken af ark – hvis flossede kanter vidner om et grafisk værksteds håndtering af trykpapir – er håndsyet i venstre side med hvid tråd. Øverst er forfatterens navn med svungen lyserød formskrift påmalet – Maya Peitersen.
Maya Peitersen har sendt mig sit nyeste bogprojekt, så jeg kan se det, inden vi skal mødes til en snak. Jeg sidder i en af solen stærkt oplyst udestue og er blændet af papirets hvidhed. Bogen er en samling af 22 mere eller mindre abstrakte blindprægninger. Hvid i hvid. En håndskrevet tekst i 20 bidder, eller paragraffer, fremført i sort blæk, figurerer på bagsiden af hvert tryk.
Bogen bevæger sig igennem et visuelt landskab præget af en art uskyld. Trykkene varierer i detaljerigdom og grundighed, og kompositionerne giver indtryk af en legende tilgang til eksperimenter med former. Her fremgår variation frem for gentagelse og en åbenhed, måske en insisteren på et umiddelbart, ”let” udtryk. Kunsten har i hvert fald lov til at være, som den vil, mens den legesygt snirkler sig over siderne, akkompagneret af en tekst, der til trods for den visuelle mildhed er ret alvorlig. Jeg læser om et vi. Et vi som gennemgående forholder sig til et jeg.
i dag kan vi ikke lide mit ansigt
vi føler mig opsvulmet og grim
med små forgrædte øjne.
Tekstens tilhørende tryk viser en side spættet med hvad – plamager, et udslæt, måske bare vand, unaturligt fyldige tårer på en afvisende overflade. Teksten borer i uskylden med, hvad jeg læser som, selvkritik.
i dag kan vi ikke lide den brystvorte som
hesten har bidt i/ eller mine tykke skamlæber
i dag er de deformiteter”
Tekstens fokus på jeg’ets – eller vi’ets – erfaring af egen krop spiller op mod trykkenes fysik. Jeg begynder at aflæse trykkene som kropslige deformiteter. Jeg lader fingerspidserne løbe henover dem. På trods af det let påvirkelige, hvide papir, som forekommer at kunne suge hvilken som helst form for berøring til sig og lagre den i sig i form af smuds, indbyder trykkene til fysisk kontakt. Jeg føler mig inviteret til at kærtegne siderne, forsigtigt, som var det sart hud. Jeg tænker på, hvor huden lagrer sine berøringer. På hudens hukommelse.
Jeg bladrer, jeg ser. Jeg bladrer, jeg læser. Trykkene vedbliver at forandre materialitet. Ved nærmere inspektion giver det sig, at snarere end at tale om forside og bagside på de respektive tryk, er det meningsfuldt at tale om negativ og positiv. Hvert tryk er sin egen komplette støbeform set fra begge sider. Selve det støbte, selve aftrykkets materiale er fraværende. Her er kun erindringen om det tilbage. At teksten står på ’bagsiden’ af et tryk, forvandler denne bagside til en anden forside. Det afviste benyttes og får et ord. Negativet er bærende for bogens bogstavelige narrativ; det fine, hvide og uspolerede stimulerer ideen om ophøjelse af det deforme. Jeg læser:
i dag kan vi ikke lide at min krop er en
anelse asymmetrisk
med højre bryst lidt mindre end det venstre
og højre ben en smule kortere end det venstre
– for tiden”
Jeg mødes med Maya på streetfood-markedet i Aarhus. Det er en meget varm dag. Vi kender ikke hinanden, hun skriver ”sidder lige midt i, i denimkjole”.
Maya Peitersen: Jeg skrev hele teksten for nogle år siden og havde hele tiden lyst til, den skulle blive til en bog. Først tænkte jeg, at den skulle være sammen med nogle andre tekster, men alt, hvad den rørte ved, falmede. Den stod meget for sig selv. Samtidig havde jeg haft gang i godt at kunne tænke mig at lave blindprægning. Jeg er ret fascineret af det skulpturelle udtryk, den teknik har. På et tidspunkt tænkte jeg, at så måtte det blive de to ting sammen. Når jeg laver kunst, laver jeg selv tingene hele vejen igennem, også store installationer. Så svejser jeg selv, saver selv, bygger hele processen. Jeg havde lyst til at lave en bog på samme måde. Så bliver det jo et begrænset oplag, men det synes jeg er meget fedt. Jeg syntes teksten og blindprægningen passede rigtig godt sammen. Teksten handler om et opbrudt vi – et opløst vi, et forladt vi. Det kan både være et almindeligt vi, sådan et fysisk vi, hvor man er to eller flere, men det kan også være et indre vi, hvor man har en diskussion med sig selv, hvilket jeg synes er lige så interessant, hvis ikke mere. Teksten bærer den dobbelthed, og det synes jeg også blindprægningsteknikken gør. Den ligesom både er der og er der ikke på samme tid, den viser et aftryk af noget, hvis tilstedeværelse er ustabil.
Cecilie Nørgaard: Trykkene har jo en helt vildt taktil effekt. Det er en meget fysisk oplevelse at sidde med bogen, mens det samtidig er en fysisk erfaring, teksten beskæftiger sig med. Det er det, jeg kan mærke. Og jeg kan mærke det på min egen krop, fordi der står vi. Jeg føler mig automatisk inkluderet i det vi. Hvad det er for et vi, tænkte jeg selvfølgelig over, mens jeg læste bogen, hvorefter jeg følte mig overbevist om, at det må være et ”selvhadets kor.” Nu tænker jeg, at fordi jeg har følt mig så adresseret igennem bogen, er den tolkning af vi’et jo også min personlige erfaring af selvkritik, der taler.
MP: Jeg tror, der er mange af os, der er opdraget på den måde. Det ligger meget dybt i den samfundsmæssige opdragelse, i Janteloven. Man må ikke udtrykke direkte glæde ved sig selv – man må hellere tale sig selv ned. Men måske har man en rest af følelse tilbage indeni. Den rest af noget godt må jo have været der, idet man kan fjerne sig fra den. Idet man kan tale sig selv ned, må man givetvis have stået et sted, hvorpå kritikken falder. Det er hele tiden den dobbelthed, teksten lever i.
CN: Ja, og det illustreres jo virkelig i bogen: ”i dag kan vi ikke lide at jeg er smuk/ så vi bliver enige om at jeg har en off-dag” – i dag er det sådan og sådan, kun fordi det generelt faktisk er på en anden måde. Generelt synes vi egentlig godt om mig selv, men ikke i dag. Det er en konstant aktualiseret dobbelthed, der tales fra. Det føles som en glæde, jeg’et kun udtrykker ved sig selv igennem afvisning.
MP: Måske laver man sit eget vi, fordi man finder ud af, det ikke er så fedt at indgå i et faktisk vi – selvom det er et meget menneskeligt ønske. Jeg kan også selv ønske det. Men det kan være utrolig svært. Der er altid noget, man ikke synes er helt rigtigt; et kompromis, som er for meget. Man kan så spørge sig selv om, om alting altid skal være helt rigtigt. Det er det absolut ikke i den her bog – tværtimod. Det kunne være dagen efter et brud, hvis man skulle banalisere det helt. Det kunne være noget, man har haft, man har været glad for, som man har mistet, hvorfor alting med ét slag vender sig. Jeg synes, den personlige dobbelthed går godt i spænd med blindprægningen, også i og med bogen er syet og skrevet i hånden. Desuden ville jeg gerne slå et over-konsekvent slag for den taktile læseoplevelse generelt – som reaktion på den digitale drejning mange ting tager.
CN: Vil du fortælle lidt om blindprægning?
MP: Ja. Jeg har brugt bomuldspapir – bøttepapir, hedder det – som er meget smidigt og af ren bomuld. Man blødgør det i vand, og inden da har man gjort nogle plader klar. Jeg har arbejdet med ret mange forskellige ting til at fremstille prægningerne. Noget af det har jeg skåret ud i meget tynd pap, noget andet i aluminium. Nogle gange har jeg brugt ståltråd, hestehår. Under alle omstændigheder noget som giver et aftryk. Så lægger man det fugtige papir over og kører det igennem en trykpresse – akkurat som hvis man trykker koldnålsraderinger eller træsnit. Aftrykket består bare i de materialer, man har lagt under papiret, frem for en tegning eller et snit. Derefter skal det ligge fladt presset i nogle timer.
Egentlig havde jeg tænkt, bogen skulle trykkes, men det virkede bare ikke. Det virkede kun idet, jeg begyndte at sidde og skrive på bagsiden af trykkene, også fordi det nærmest er en slags vold mod dem. Det, syntes jeg, gjorde bogen mere hel, fordi teksten så netop gør det, den siger den gør, mens den bliver skrevet. Den ødelægger, eller saboterer, det oprindelige udtryk, det uspolerede, mens netop dét bliver til bogens helhed. Jeg har nydt, at det har været en lang tilblivelsesproces, fra at teksten ligesom fandtes og bare lå og var sig selv i verden, uden nogen kendte til den, til at den blev forbundet med trykkene i en ligevægtig helhed. Tryk og tekst skulle veje lige meget, hvilket kan være svært at afstemme.
Et vigtigt fællestræk for min praksis er, at jeg arbejder forholdsvis intuitivt. Som oftest tager jeg udgangspunkt i en løs skitse, så værkerne først begynder at finde form og væsen i selve opbyggelsesprocessen. På den måde kommer jeg tættere på det, som interesserer mig. Jeg er optaget af flygtigheder og efterladenskaber, så at sige, at opfatte en installation eller skulptur som en ham, der er krænget af; noget, der er ladt tilbage. Jeg bruger tit performance som omdrejningspunkt for udvikling af andre effekter, for eksempel masker, beklædningsdele og andre skulpturelle ”rekvisitter”, som også efterfølgende forbliver – en slags aftryk af en handling, tilstand, aktivitet, eller – og det er vigtigt – mangel på samme. Jeg er meget interesseret i, hvad der sker i et sind, hvis sensitivitet gør det umuligt at være en del af den samfundsmæssige kontekst, vi betegner som ”normal”. I samfundet findes en anden type vi – et vi, vi strukturelt befinder os i, men som det åbenlyst er sværere og sværere for mange at være en del af. Til det svarer samfundet med en række diagnosticeringer, så frekvente at ”normalitet” i sig selv ligner en diagnose. Der opstår skel mellem de skrøbelige sind og omverdenen, skel som nærmest tager form som strukturer omkring disse mennesker; rum, som afspejler deres psykiske tilstande. Sådanne rum, sådanne mentale tilstande, ønsker jeg at materialisere. Jeg finder den menneskelige skrøbelighed betagende og smuk. Og det er klart, at det er der intet bestemt medie at gøre i. Det sker over alle flader, igen og igen, på mange forskellige måder.
*
Lys falder over siderne, idet jeg bladrer, og forandrer prægningernes udtryk. Det falder mig ind, at et ord som ’udtryk’ er helt konkret beskrivende for, hvad disse sider er. Man behøver ikke tale om, ’hvad’ de er udtryk for, for de er i sig selv bevægelser, de er erindringer om materialer, vidnesbyrd om nær- og fravær, låst i tid. Og uanset hvilket kritisk kor, som synger gennem Maya Peitersens bogprojekt, når det aldrig ud over selvværdet. Kærligheden i bogen skinner som nyfalden sne, mens den nærer sig ved det uperfekte. Bogen bliver en demonstration for, en insisteren på det uperfekte, på det rigtige i det. Som også ender med, at stemmerne går til grunde:
i dag kan vi ikke lide at vi ikke
længere findes
vi ser på mig med mistro og tror
aldrig mere på mig
INFO
Maya Peitersen
Forlag: Dansk Standardpoesi
Omslag og illustrationer: Maya Peitersen
Udgivelse: 20. april 2018
Kontakt forlaget for køb her. Eller på telefon 536322359 / Poesiens Hus