Med Afstande over vand har Jens Peter Kaj Jensen begået en storslået fortælling om Danmarks udkant, drømmen om udvikling samt et opgør med fortiden. Sproget er smukt og poetisk og indfanger det idylliske ved Danmarks udkant. Men under den idylliske overflade lurer egnens mørke fortid, som igennem hele værket fortælles med en dyster og dog humoristisk tone, som utvivlsomt formår at holde læseren fanget til sidste side.
Når fortiden spænder ben
Efter flere år i Boston vender den idealistiske Tom hjem til landsbyen Lille Fuglede ved Tissø. Tom har lagt store planer for landsbyen, som igennem de sidste årtier har gennemgået en kraftig regression; jernbanen er for længst lukket, skolen ligeså, og skraldemanden kommer kun hver anden uge. Tom drømmer om, at hans hensygnende fødeby vil undergå en rivende udvikling, som til sidst vil udmunde i, at landsbyen bliver et grønt vækstcentrum, der tiltrækker adskillige kulturelle typer fra andre egne. Det viser sig dog hurtigt, at der lurer mere under overfladen i den idylliske landsby, end Tom havde regnet med. Langsomt dukker både hans egen og landsbyens fortid op, og begge sider er klar til at spænde ben for hans storslåede drømme. Affærer, vold og mobning er blot noget af det, som egnens beboere benytter – og udnytter – i deres ihærdige kamp for at underminere Toms drømme.
Fortiden spiller således en stor rolle i værket. Ikke alene er den med til at lægge bånd på hovedpersonens visioner og drømme for hjemegnen, den påvirker ham også i en sådan grad, at han atter ønsker sig langt væk fra den lille landsby:
… Nej, han har lyst til at styrte sig ned i storbyens menneskemasse, opløse sig i det anonyme rum, hvor massemennesket bor, kaste landsbyens brølende individualitet fra sig. Nu ved han, at han aldrig har hørt hjemme i Lille Fuglede (…) Han savner storbyens historieløshed, det at man ikke altid også er sin fars seks køer, sin mors vinindkøb i Brugsen og sin storesøsters teenageeskapader.
Altså drømmer Tom sig pludselig langt væk fra sin hjemegn og tilbage til ”storbyens historieløshed” til trods for de store planer, han har lagt for dens udvikling. På denne måde taler værket til det inderste i mennesket; det, at man til tider er bundet af sin fortid, at man også ”er sin fars seks køer” og pludselig skal stå til regnskab for den historie, man måske ikke engang selv har været med til at skrive.
De skæve eksistenser
Afstande over vand indeholder et rigt persongalleri, og hver eneste karakter er nøje udtænkt og udført på papiret. Værket byder på personer som Store Mogens, Reinar-mundtøj og en mand, der blot kendes som Tænderne. De er hver især er beskrevet som ukonventionelle eksemplarer, der alle har indvirkning på landsbyen og dens udvikling. Hvis man selv stammer fra en relativt hensygnende landsby med ganske få indbyggere, vil man nok kunne genkende disse ’skæve eksistenser’, som ikke alene præger byens omdømme, men ligeledes dens udvikling. Til trods for at disse eksistenser afviger fra egn til egn, er de til enhver tid letgenkendelige i samfundet: Den kapitalistiske borger, som gør alt, for at skrabe flere penge i lommen, den lettere forvirrede, men dog højtintelligente personlighed, som kunne have drevet sit liv til langt mere, og ikke mindst den underbare skønhed, som er blevet udnyttet af sin hjemegn på enhver tænkelig måde. Det virker endog nærmest fejlagtigt at kalde disse karakterer ’skæve eksistenser’, idet de i høj grad præger ethvert landsbysamfund. Ligesom i værket er det nemlig netop disse eksistenser – skæve eller ej – der udgør det interessante i samfundet – dét, der holder læseren fanget, og det, der forhindrer Tom i at få succes med sin plan. Havde historien været et eventyr, ville disse karakterer være dragen eller heksen, der afholder prinsen fra at få prinsessen og det halve kongerige.
Sandt at sige er værket ikke et eventyr. Det bekræftes især af den voldsomhed, som i høj grad præger historien. De gamle landsbyboere udsætter hinanden for ganske hårrejsende ting, som beskrives i en dyster tone – til tider tilføjet en smule tør humor og sort ironi. Ganske bogstaveligt får Tom stukket en kæp i hjulet for sine drømme, og her viser Jens Peter Kaj Jensen i sandhed sin dygtighed som forfatter. Scenen er nemlig underspillet og optager ikke mange sider af værket, til trods for at det er et moment, der ville knække ethvert menneske. I stedet bliver overgrebet beskrevet i al sin enkelthed – endda tilføjet en smule dyster humor. Og værket behøver da heller ikke hverken mere eller mindre, da det er denne ukomplicerede tilgang til handlingen og personerne, der i høj grad taler til os som læsere.
Poetiske skildringer af Danmarks udkant
Således er sproget noget af det, der særligt fanger læseren og drager vedkommende ind i historien. Skildringerne af omgivelserne ved Lille Fuglede udfolder sig poetisk, nærmest som et digt, der smukt breder sig over siderne. Det er dog ikke kun denne sanselige skildring af naturen, der fanger læseren, men i lige så høj grad det, at naturen beskrives som en del af hovedpersonen Tom:
Hvad han ser derude, er også i ham. Det er farverne, mælkebøtterne i grøften, at få at vide, deres saft er giftig, undtagen for kaniner og heste, ligesom snebærrene senere på året (…) Også dette hyggelige hysteri bor i ham. Den søde duft af brændende kornstubbe, men også dyrevennernes protest over markafbrændingen.
På mange måder handler værket om at vende hjem til det kendte, til den egn, man stammer fra. De poetiske beskrivelser som denne viser ligeledes, hvordan hjemegnen altid er en del af Tom, og hvordan han ligeså er en del af den. Til trods for, at han har boet på den anden side af Atlanten hele sit voksenliv, vil en del af ham altid tilhøre denne lille landsby. Han er i naturen, ligesom den er i ham. Dette står i skarp kontrast til de dystre afkroge, som egnen i virkeligheden gemmer på, og den mørke fortid, som også er en del af Tom. På den måde indfanger værket altså både den smukke, romantiske side af naturen og den dystre, mørke fortid, som det lille samfund besidder.
Hovedpersonen gennemlever op til flere episoder, der i høj grad præges af afstanden mellem ham og resten af verden. Han lider et stærkt afsavn til sine børn, der endnu befinder sig i Boston, men han er samtidig hjemvendt til Lille Fuglede for at minimere afstanden mellem sig selv og sin hjemegn. Det er netop i disse funderinger over afstande, hvor Jens Peter Kaj Jensens velskrevne og velkomponerede sprog spiller en enorm rolle. Afstandene bliver ikke blot beskrevet i tekniske termer eller opmålinger, men i stedet i et farverigt sprog, der taler til det inderste i et menneske:
Man lægger tøjet og skræller kødet af knoglerne, skraber dem rene for sener, brusk og fedt og mangler kræfter til at rasle af kulde. Sådan er det at flytte til et fremmed land: som et lille selvmord.
Således mærker man ikke blot en hovedperson, der længes efter at mindske de fysiske afstande, men ligeledes et menneske, der selv er så fanget af sine drømme og visioner, at dette til sidst opsluger alt andet. I Afstande over vand portrætteres mennesket som frit til at træffe de beslutninger, det ønsker, men ligeledes er det bundet af fortiden og de valg, det tidligere har truffet. Værket handler om dét at vende hjem, og at nå til et indre opgør med den person, man engang var. Med Afstande over vand har Jens Peter Kaj Jensen skrevet en yderst velskrevet og gribende roman, som taler til det inderste i mennesket. Romanen føles som at vende hjem til en savnet egn – på godt og ondt.
Info
Jens Peter Kaj Jensen: Afstande over vand
Forlaget Ekbátana
2020
369 sider
Omslag af Rakel Thorning-Vater
bogen kan købes hos forlagets hjemmeside her