Under pseudonymet Jesus Almodovar har forlaget Baggaardsbaroner udgivet en lille gul ekspressionistisk stikpille. Mennesket som indlagt på psykiatrisk afdeling præsenteres i ærlig og direkte form. Der er ikke overladt noget til fordommenes filter. Derudover rummer digtsamlingen også en tilbagevenden – eller i hvert fald en søgen – efter det normale liv, hvor der stadig ledes efter plads til fantasien. Det et beskedent, men glimrende værk.
Ekspressionistisk ”flaskepost”
Her i dette lille værk skrevet under pseudonymet Jesus Almodovar bliver læseren præsenteret for en litterær ”flaskepost”, der sendes fra vanviddet og ud i det normale samfund. Rent fysisk er udgivelsen et hæfte, der minder om overdimensionerede post-it-notes. Dette format bidrager til et umiddelbart og uredigeret litterært opråb. Opråbet gøres på afstand, nemlig inde fra psykiatrisk afdeling, og formen er tekst og tegninger. Udgivelsen er ikke skabt af computerskrift, da alt er tegnet og skrevet i hånden. Den virker måske ved første øjekast som et kuriosum, der mest af alt glemmes efter meget kort tid, i værste fald en litterær parentes. Det er dog ingenlunde tilfældet, da denne lille bombe af ekspressionisme præsenterer en umiddelbar og ærlig litterær formidling af senmodernitetens hovedtabuer. I vores søgen og higen efter en frigjort identitet har vi stadig ikke formået at gøre op med fordommen om psykiatrien som et mørkt og goldt sted beboet af fallerede kunstnere og farlige narkomantyper. Måske er det vores egen skyld, fordi vi ikke tør beskrive psykosen, angsten eller depressionen, som den er?
Sofie har drukket afløbsrens
Hun ønsker at dø afkalket
Jeg griner
Jeg fortæller at jeg ikke kan huske hvem jeg er
Måske er det flere af sådanne umiddelbare beskrivelser, der skal til, da det er både underholdende og angstprovokerende. I den forbindelse kom jeg til at tænke på, om det egentlig var en negativ ting, at bogen er skrevet under pseudonym. Skaber det en mangel på autenticitet? Nej, jeg fornemmer, at ovenstående citat bidrager til et almennyttigt armslængdeprincip, forstået på den måde, at vi alle kan være Jesus Almodovar. Som han skriver, så kan han alligevel ikke huske, hvem han er. Han er os alle.
Er psykosen poetisk?
Svaret på det spørgsmål er overhovedet ikke entydigt. For den person, der gennemgår det, er der ikke nogen grund til at romantisere sygdommen eller tanken om det kreative potentiale heri. Der er dog grund til at hylde menneskets evne til forarbejdning af smerte, hvilket i dette tilfælde har manifesteret sig i en litterær forarbejdning. Egentlig er der tale om to digtsamlinger i én. Den ene er den indlagte psykisk syge, der higer efter medicineringens pausegivende stimuli, men også normalitetens anerkendende egenskab. Denne del er som en ekspressionistisk rus af psykofarmaka, der båder sprudler og indkapsler menneskets væsen.
Jeg får to forskellige slags medicin
Abilify får mig til at føle at mine ben er ved at smelte
Seroquel indespærrer mig i en glasklokke
Jeg er begyndt at slå mig slev hårdt i ansigtet
De andre patienter synes det er normalt
Med højre hånd slår jeg gentagende gange mig selv
Hvert eneste slag føles befriende
Det er i sandhed befriende, at det hele koges ned til denne ekspressionistiske mikstur, der i bund og grund er så komisk og dog så smertefuld, at folk ønsker, at de i stedet havde kræft.
Der dannes et jeg
I anden del af værket er der tale om en mere minimalistisk form på trods af, at nogle af digtene er længere end i første del. Her er vi ude i samfundet. Måske ikke helt mentalt, men digter-jeget vil gerne. Det er fedt med struktur og ro. Men det er svært at holde smerten og dæmonerne på afstand. Fantasien får frit løb, og jegets abstraktionsniveau og fantasi fejler ikke noget. Men her virker det ikke som vanviddet, men en hjerne på overarbejde med at analysere indtryk, der skaber indhold og ikke flyder ud.
På asfaltens lysglimt
Cirkulerende tåge
Et vi under forandring
Gult lys over overfladen i nat
Tilstræber en afgrænset harmoni
Indtrykkene er mere samlede, og grundlæggende kræses der om en mere fantasifuld, men dog samlende perception af virkeligheden. Hvilket leder mig til den endelige dom over denne gule solstråle af en litterær lækkerbisken: Den er en fantasifuld perception af virkeligheden – eller rettere sagt virkelighederne – sådan som de ser ud hos den syge og den normale, der alligevel hele tiden kæmper mod vanviddet. Få nu læst denne lille perle fra det obskure forlag Baggaardsbaroner, før du selv bliver normal. Den er det værd.
Info
Jesus Almodovar: Jeg vil gerne tildeles ridderkorset for min eminente elskovskunst
Baggaardsbaroner
2019
48 sider
Køb bogen på forlagets hjemmeside her