Natur og friluftsliv er mere hypet end nogensinde før. Men selvom naturen gør sig godt på din Instagram-profil, kan den være både rå, barsk og irriterende. Litteraturen viser vej til alle afarter af frygtelige naturoplevelser.
Det luksuriøse fravalg
Siden coronaen ramte os i foråret, er de sociale medier svømmet over med indlæg, der hylder naturen og de fantastiske oplevelser, den byder på. En undersøgelse foretaget af Friluftsrådet melder om en markant stigning i antallet af danskere, der tilbringer deres fritid i naturen. Og i begyndelsen af september kunne Naturstyrelsen konstatere, at deres digitale naturguides hitter som aldrig før. Naturen – og i de seneste måneder måske navnligt den nordiske – er med andre ord blevet hip.
Denne pludselige genopdagelse af naturen skyldes næppe kun Søren Brostrøms anbefalinger om fortrinsvis at forsamles udendørs. I hvert fald giver det god mening at indskrive dyrkelsen af naturoplevelser i den jagt på det autentiske, som vi også genkender i Simple Living-bevægelsen og i internettets mange forskellige DIY-fora.
Samtidig synes dyrkelsen af naturen at indskrive sig i en (vestlig, I-landsspecifik) tendens, der handler om fravalg: Den nye luksus er at fravælge luksus. Selvom de fleste af os har råd til at spise stort set, hvad vi vil, fravælger vi aktivt sukker, gluten eller animalske produkter. Og hvis du er rig på social, kulturel og økonomisk kapital, ligger du ikke ved poolen i Alanya, men vandrer langt hellere rundt i Norges nationalparker. Vi har adgang til alt – fra kobekød til 5G-netværk – men hvis det virkelig skal rykke, vælger vi det hele fra. Generationer af fiskere og bønder må simpelthen rotere i deres grave.
For som alle, der for alvor har prøvet at leve i og af naturen, ved, er naturen ikke god. Den er derimod lunefuld, til tider decideret farlig og ofte pænt træls. Naturen bider og kradser og klør. Den giver os regnvejr, når vi vil have sne, og sætter sig som sand i alle hudfolder, når vi vil have sex på stranden. Derfor har vi også brug for en litteratur, der skildrer naturen, når den ikke er god. Og den litteratur er der heldigvis masser af.
En eftermiddag i naturkritikkens tegn
På Dokk1, hovedbiblioteket i Århus, har man i løbet af 2020 taget del i kampagnen Vores natur, som mange har stiftet bekendtskab med gennem DR’s serie Vilde Vidunderlige Danmark. Bibliotekets engagement i kampagnen har bestået af forskellige arrangementer, der alle har haft til formål at fremme et positivt og bevidst syn på naturen. Men det markante fokus på den positive naturoplevelse gav også anledning til at reflektere over dens modbilleder. Derfor inviterede Dokk1 en tirsdag i september til arrangementet Why does it always rain on me?
”Det var vigtigt for os at lave et arrangement, som kunne rumme nogle andre aspekter af den meget begejstrede fortælling, der hurtigt kommer til at dominere samtalen om natur,” fortæller bibliotekar Anne Hagelskjær From, som var den ene ophavskvinde til arrangementet.
”Der er jo ingen af os, som hader natur per se, men vi forestillede os, at det kunne åbne for nogle skæve snakke og refleksioner, hvis vi lavede en form for safe space, hvor vi og publikum kunne få lov til at dyrke en mere nuanceret tilgang til naturoplevelser. Også fordi vi kan se, at der faktisk er en tendens – særligt i litteraturen – til at naturen begynder at slå fra sig og ikke lader sig domesticere.”
Med Why does it always rain on me? blev deltagerne blandt andet inviteret på slædetur i snestorm med Peter Freuchen og på ø-tur med Robinson Crusoe. Men dagens arrangement bød først og fremmest på naturskildringer, hvis hovedpersoner ikke er vendt hjem som helte. Filmene Grizzly Man (2005) og Into the Wild (2007) blev begge præsenteret som autentiske eksempler på, hvordan drømmen om at realisere sig selv i naturen ender tragisk.
Når naturen slår igen
At naturen er større end os og ofte ubarmhjertig er selvfølgelig ingen nyhed. Som arrangementets anden ophavskvinde, biblioteksformidler Sara Bindeballe, fortæller, indgår ”den helt basale kamp mod elementerne” som en helt naturlig del af livsskildringerne i ældre litteratur.
I nyere tid optræder naturens voldsomhed til gengæld som noget langt mere spektakulært – måske netop fordi de fleste af os har sluppet afhængigheden af naturen til fordel for det trygge og komfortable byliv. Derfor virker det måske særligt skræmmende, når en harmløs kajaktur i Kristian Bang Foss’ roman Frank vender hjem (2019) pludselig udarter sig til noget ukontrollabelt. Sara Bindeballe beskriver det sådan her:
”Man sidder jo og tænker: ’Kan det virkelig ske? Kunne jeg virkelig blive væk? Og skulle klare mig selv?’ Når naturen er ond-som-i-livsfarlig i nyere litteratur, virker det ekstra heftigt, fordi tanken er så uvant for de af os, der lever privilegerede, indendørs middelklasseliv.”
Sara Bindeballe nævner også cli-fi-genren og økothrilleren, hvor naturen tager hævn og vender sig mod menneskene. Tankegangen bag er ikke ligefrem spritny – tænk fx på King Kong-filmen fra 1933, hvor titlens gigantiske abe lever i fredsommelig isolation, indtil mennesket begynder at blande sig. Men tematikken i retning af menneskeskabte naturkatastrofer og dysfunktionelle postapokalyptiske samfund vandt først indpas i litteraturen i løbet af 1960’erne og 70’erne. Og i en del nyere romaner er det, som Sara Bindeballe udtrykker det, ”på en mere direkte, aktuel og politisk måde vores skyld, at naturen perverteres og går amok.” Som eksempler nævner hun blandt andre Dennis Gade Kofods Nancy (2015) og Jeff VanderMeers Udslettelse (2014). Hos Kofod indhylles Bornholm gradvist i en mystisk tåge, som opsluger solskinsøens befolkning. Og i Udslettelse begiver fire videnskabskvinder sig på ekspedition i et landskab præget af miljøkatastrofer blot for at konstatere, at det landskab, katastroferne har efterladt, har opbygget sine egne frodige økosystemer, men bryder med de kendte naturlove.
En del af den nyere litteratur om og med natur skildrer således en natur, der så at sige ikke gør, som den skal. En natur, der sprænger rammerne for sin egen formåen. Eller blot en natur, der opfører sig anderledes end forventet.
De skuffede forventninger
Et særligt tema i litteraturen om naturen er netop vores forventninger til den. Enten undervurderer mennesket naturen, som det er tilfældet i cli-fi-romanerne og økothrillernes katastrofescenarier. Eller også overvurderer vi dens storhed og selvrealiserende potentiale.
Som Sara Bindeballe peger på, kan vi allerede møde desillusionerede naturdyrkere i den ældre litteratur. Som eksempler nævner hun Jerome K. Jeromes Three Men in a Boat fra 1889 og Stella Gibbons’ Cold Comfort Farm fra 1932. I den første forsøger tre velbeslåede gentlemen at realisere drømmen om en afslappende sejltur på Themsen. I den anden beskriver forfatteren på parodisk vis, hvordan en ung kvinde forsøger at udleve sin drøm om det enkle og idylliske landliv. I begge tilfælde konfronteres de forkælede hovedpersoner selvfølgelig med virkeligheden i form af banaliteter som dårligt vejr. Et tema, der i øvrigt twistes til det helt absurde i Hallgrimur Helgasons roman 101 Reykjavik (1996): Efter først at have sat sig selv i en grotesk kompliceret familiær situation beslutter hovedpersonen at fryse ihjel på fjeldet – hvorefter det bliver tøbrud.
Som Sara Bindeballe og Anne Hagelskjær From påpeger, er denne tendens til at beskrive naturen som en skuffelse blevet endnu mere udbredt gennem de seneste år. Dels fordi vores forventninger til, hvad naturen har at tilbyde os, med Sara Bindeballes ord er ”absurd høje”. Og dels fordi den måde, vi italesætter vores naturoplevelser på, er så ekstrem.
Den bitre vandrer
Det sidste er et dominerende tema i norske Are Kalvøs Hyttebog fra Helvede med den sigende undertitel En nordmands modvillige forsøg på at lære at elske naturen. Bogen udkom i 2018 og er en autofiktiv skildring af, hvordan Kalvø tager på vandretur og siden skitur med sin kæreste (i bogen udelukkende kaldet ”den dokumentationsansvarlige”) i et forsøg på at forstå den fascination, der driver hans venner ud i naturen igen og igen. Dansktopklassikeren om Den Glade Vandrer findes også på norsk. Are Kalvø kender godt Den Glade Vandrer. Men han gider ham virkelig ikke.
Og netop derfor er Hyttebog fra Helvede simpelthen en foræring til alle, der måtte brænde inde med blot en lillebitte antydning af irritation over naturens muntre sønner og døtre. Kalvø spidder nemlig meget præcist den højstemte og kvasireligiøse måde, vi fortæller om og for den sags skyld fotograferer naturen på. Som her, hvor Kalvø undrer sig over, hvad naturen laver i statslederes fortællinger om sig selv:
”Folk får åbenbaringer derude. Folk går til naturen for at finde svar. Dengang Jonas Gahr Støre sagde ja til at blive leder af Norges største parti, og dermed i praksis også sagde ja til at tage kampen op om at blive statsminister, fortalte han på en pressekonference, at han tog den afgørende beslutning på en tur i fjeldet. Helt alene. Og mange nikker anerkendende, når folk siger sådan. Men jeg tænker: Virkelig? Du bestemte dig for, at du ville være statsminister alene på et fjeld? Burde du ikke hellere snakke med nogen? En voksen, for eksempel?”
Og videre i en vrissen kommentar på de famøse billeder af Vladimir Putin til hest med bar overkrop:
”Hvis jeg havde set en af mine politiske ledere til hest med nøgen overkrop, så ville jeg ikke tænke: ’Sikken en stærk leder. Ham stemmer jeg på.’ Jeg ville tænke: ’Hvad fanden er det, du laver?! Så se dog at få noget tøj på og led landet, din idiot.’” (s. 29-30)
Det er Kalvøs store bedrift, at han formår at sætte spørgsmålstegn ved alle de afkald, vi beskriver som positive i vores omgang med naturen. For hvorfor vil vi egentlig gerne undvære den luksus, som adskillige generationer før os har kæmpet hårdt for at opnå? Hvorfor vil vi gerne undgå andre mennesker? Og hvorfor har vi lyst til at presse vores krop så langt, at en lys øl og en frysetørret færdigret næsten smager godt?
Ikke mindst stiller Kalvø et spørgsmål, der taler ind i de dekadente undertoner ved alle tiders friluftsliv. Nemlig spørgsmålet om, hvorvidt den oplevelse, som vi kalder en naturoplevelse, virkelig er så naturlig, når vi opsøger den selv?
Specielt skøn er den i hvert fald ikke nødvendigvis, og det rummer Kalvøs bog masser af komiske eksempler på. Denne skribent grinede i hvert fald højt mange gange under læsningen. Og det skyldes selvfølgelig, at jeg både identificerer mig med Kalvø og med de lalleglade naturdyrkere, som han karikerer. Det virker derfor passende at runde denne lystvandring (!) gennem litteraturens naturkritiske safe spaces af med et lille ferieminde:
Hver sommer kaster jeg mig med største fornøjelse og fuldstændig overdreven, Kalvø-parodisk entusiasme i Vesterhavets bølger – medregnet de somre, der ud fra et vejrmæssigt perspektiv bør sættes i anførselstegn. Og hver sommer møder jeg alligevel ét eller andet, som skuffer mig lidt ved den der natur. I år kom min mand for eksempel hjem fra en løbetur ved stranden – selvfølgelig dryppende af saltvand og med en frisk/alarmerende rød ansigtskulør – og meddelte med noget, jeg opfattede som udtalt begejstring (som følge af sit call of the wild var han dog stærkt forpustet, så måske var den begejstrede iver bare almindelig åndenød): ”Jeg så en sæl derude”. Jeg nåede at lægge an til et langtrukkent og passende begejstret ”Neeeeej”, inden fortsættelsen kom: ”Ja, altså, først undrede jeg mig over, at der var så mange måger på ét sted. Men det var selvfølgelig, fordi de var ved at æde sælen.”