Egon Hostovský er en tjekkisk forfatter, der var med til at definere tjekkisk litteratur i mellemkrigstiden. Han bør uden tøven placeres helt deroppe, hvor Kafka og Stefan Zweig mangler en ekstra kammerat. Skjul udkom originalt i 1946. Nu forelægger den så endelig i en dansk oversættelse af Jonas Suchanek. Læseren bliver taget med ind i krigens og kærlighedens angst. Det er ikke kun soldaternes sår, der ikke kan heles, men også civile der mister deres tilhørsforhold og identitet.
Minder om et familieliv
En tjekkisk ingeniør opfinder et specielt sigtekorn til antiluftskyts. Dette kommer nazisterne for øre, og de presser selvfølgelig på, for at opfindelsen falder i deres hænder. Men det er ikke ingeniørens intention, at opfindelsen skal falde i hænderne på disse nazistiske mørkemænd. Det resulterer i, at han prøver lykken ved at drage til Paris og forsøge at afsætte sigtekornet til den franske regering. De står snart overfor nazisternes invasion, så rammen er sat til opbrud og krig. Snart ender han ensom og angst, skjult af en fransk doktor i en kold og mørk kælder. Her er han alene med sine minder og helt blottet for hverdagens og tryghedens fernis. Derfor skriver han til sin kære hustru, Haničkă, som er mor til hans to døtre. Det er denne fortælling til konen, der udgør bogen, og læseren bliver herigennem taget med ind i angst og dybfølt kærlighed. Samtidig var sigtekornet måske ikke den eneste årsag til at forlade Tjekkiet.
Overvældende angst
Relativt tidligt i bogen bliver læseren gjort bevidst om en grundlæggende angst. Den gør sig gældende i både handlingen og sproget. Romanens styrke er den eksistentielle frygt for meningsløshed og risikoen for en total udryddelse af, hvad der står en nært. Ikke kun i en relationel forstand, men også i den forstand at man som et menneske på flugt risikerer at miste sig selv og sin identitet. Selve afskedens følelsesmæssige afvigelse hænger sprogligt og formmæssigt over hele fortællingen:
I det øjeblik forstod jeg, at jeg var ved at tage afsked med dem, at vores veje var ved at skilles. Min angst, som indtil da kun ulmede, brød ud i lys lue. Hvad er det, tænkte jeg og rykkede med al kraft mine stive ben væk fra trapperne. Og helt oprigtigt: Senere så jeg kun vores børn igennem mine egne bekymringer og igennem ruinerne af alle virkelige og indbildte realiteter, der var begyndt at falde sammen om ørene på os.
Som det her i afskedens stund beskrives, arbejder angsten og frygten på flere niveauer. Den er ikke kun nu og her, men opererer med et uforudsigeligt omsiggribende potentiale. Bedst som man tror, at angsten har sluppet sit tag i en, kan den blusse op igen og igen. Angst hober sig op, og hvis den næres og fodres, vinder den. Sådanne radikale begivenheder i menneskets liv er dømt til at påvirke før eller siden – i større eller endnu større grad. Skiftet mellem den totale blottelse af menneskelige forsvarsmekanismer og erkendelsen af, at man er magtesløs, rummer en stærk oplevelse for læseren. Hvornår er det angsten, der har blottet hovedpersonens følelser, og hvornår er det intellektet? Det er ikke et simpelt spørgsmål, men alene dét, at det bliver stillet mellem linjerne i dette værk, gør det ufatteligt stærkt.
Sproglig styrke og nøgternhed
I takt med hovedpersonens forfald, psykisk og fysisk grundet isolation og angst, er det, som om sproget blotlægger en nerve, der kun er angstens glasklarhed forundt. Det er uden tvivl Egon Hostovskýs egne følelser og erfaringer, der er inddraget i værket, da han som tjekkisk jøde selv flygtede fra nazismens rædsler. Han endte i New York og arbejdede på det tjekkiske konsulat. Fra sin plads på den anden side af Atlanten, skrev han mange af sine bøger med stor inspiration fra følelserne af angst og splittelsen mellem to nationaliteter. Gennemgående kæmper mange af Hostovskýs karakterer en indre kamp om fremmedgørelse på et følelses- og identitetsmæssigt plan. Dette er også tilfældet for ingeniøren i Skjul:
Vi sled for at finde livets rester, imens vores verden styrtede sammen. Jeg tænker, Haničkă, at du må være gået igennem noget lignende. På et splitsekund blev jeg ti år ældre, og den kærlighed, der havde været indtil da, med sine smålige bekymringer og endnu mere smålige lidelser, var i helvede.
Når følelsesverdenen styrter sammen, går vores erindringsmæssige kompas i stykker. Som i eksemplet ovenfor finder jeg det dybt fascinerende, at Hostovský formår at indkapsle en smuk kærlighedshistorie med en relativ kortfattet beskrivelse af en følelse. Det er endda en kærlighedshistorie, der samtidig rækker ind i en historisk kontekst, da den netop påvirkes af virkeligheden omkring den. Kærligheden er ikke et isoleret aspekt af tilværelsen – den rækker ind i hele livet.
Klassikerstatus
Skjul er en utrolig rørende og stærk roman. På trods af det relativt korte format, fungerer den på flere planer: Selve kærlighedshistorien mellem ingeniøren og hans hustru, krigens rædsler og landflygtighed, samt den indre uro og angst. Særligt følelsen af overvældende angst er stærk hos Hostovský. Det resulterer i en fortællestil, der er blottet for overflødig sproglig ornamentering og overdreven ordflom. Der er derimod tale om stærke og konkrete sproglige konstruktioner, der efterlader læseren i en følelse af afmagt. Dette virkemiddel bliver dermed også en del af den sproglige oplevelse, hvilket ikke kan lade sig gøre uden evner af helt særlige dimensioner. Egon Hostovskýs evner er netop noget helt særpræget. Dermed positionerer Egon Hostovský sig helt oppe ved Stefan Zweig, Thomas Mann og Franz Kafka. Så behøver jeg vel ikke at sige mere.
Info
Egon Hostovský: Skjul
Oversat at Jonas Suchanek
Forlaget Silkefyret
135 sider
Køb bogen på forlagets hjemmeside her
Trackbacks/Pingbacks