Har du nogensinde siddet i din bil, midt i mylderet af andre biler, af andre mennesker, siddet og bandet de andre langt væk, så du kunne komme til, så du kunne få din bil i omdrejninger, op i hastighed, så du kunne komme videre, så du kunne leve og ikke sidde låst fast, ventende, langsomt glidende fremad, mens en følelse af at livet glider ud mellem dine hænder som var det sandskorn, overtager dig og øger din desperation.
Din aggression og stress forvandler dig til et frådende monster, som råber af de andre omkring dig. De er blevet en hindring for dit livs udfoldelse, en udfoldelse, der kun kan foregå i høj hastighed, blæsende forbi alle andre frem mod målet som vinderen i livets konkurrence. Hvis det er sådan, er det måske på tide du får et skud poesi af Jakob Brønnum i form af hans seneste digtsamling ”Langsomheden 1.0”.
Et skud langsomhed
Michael Strunge skrev om livets hastighed. Milan Kundera skrev sin korte mesterroman ”Langsomheden”, hvori han udviklede en eksistentiel matematik, hvor glemslens intensitet er ligefrem proportional med hastighedens acceleration. Nu har Jakob Brønnum så givet sit besyv med om livet, hastigheden, langsomheden. Der er tale om en digterkunst, som ikke er nervøs for at bekende og vise sine rødder i eksistensen. En digterkunst der tager pejling af og i tilværelsen og som på den måde hylder det store mærkelige liv vi går rundt i.
Langsomheden, dette fænomen i tid, er så vanskelig at få hånd om – findes langsomheden i grunden? Denne problematik er til stede i Brønnums indledningsdigt ”Findes Langsomheden”:
“Er langsomheden til?
Forsvinder den ikke straks igen
Når man ser den
For sig?
Kan langsomheden
Opstå
Eller kan den
kun forsvinde?”
Denne indledende tvivl forklares dog i det efterfølgende digt ”Langsomhedens blik” med, at langsomheden ikke gør meget væsen af sig, at den nemt forveksles med det at lade sandet løbe gennem fingrene eller når en bølge er på vej til at slå ind mod kysten. En forveksling med en konkret handling eller en konkret sansning.
Men langsomheden er et moment i tiden, noget som ikke lader sig binde til en enkelt konkret begivenhed eller sansning. Således kommer det frem i digtets afslutning af langsomheden nok findes men:
“Langsomheden er alle steder og ingen steder
Hvis man ser den i øjnene ser man tilbage i tiden
Hvis man rækker den en hånd
Kommer man til at fryse om fingrene
Hvis man ser sig selv i spejlet
Er den næsten altid forsvundet”
Leg med ordet
Over for dette problem med at begribe langsomheden giver Brønnum langsomheden form som et levende væsen. Et greb der fungerer godt, og som minder om barnets leg med fantasivæsner. En leg med ordet. En leg i ordets bedste betydning. Dette giver Brønnum god mulighed for at lade langsomheden vise sig i en række menneskelig situationer, der åbner for sympatien og forståelsen, som fx her i digtet ”Langsomheden tager toget”:
“Langsomheden løber efter toget
Men den når det ikke
Langsomheden knapper
Overfrakken og skutter sig
Langsomheden venter på toget
Står og piller lidt ved hatten
Langsomheden hører skinnerne
synge”
Der er en underspillet humor i digtet, der også er gennemgående i digtsamlingen. Som fx når vi tages med ind i Langsomhedens bibliotek, og der findes titler som ”Langsomhedens 1. Korinterbrev”, ”Langsomrettighedserklæringen” eller ”Tractatus langsommelicus philosophicus”. For ikke at nævne når det afsløres at Langsomheden bor på Saltholm, eller når den er nødt til at holde for rødt. Den humor giver samlingen en charme, der ikke er til at stå for.
Brønnum formår indimellem også at lade ordene stå åbne og give plads til en fornemmelse af langsomheden for læseren. Som her i afslutningsdigtet ”Gensyn med langsomheden og malmet”:
“Langsomheden høre kirkeklokkerne
Ringe solen ned
Langsomheden synes den står
Inde under klokken
Og runger med malmet
Langsomheden går op på bjerget
Hvor jernet stadig bor
Som malm
Malm, der ikke er lutret
Gennem ild,
Langsomheden lytter til bjerget”
Den eneste anke herfra er, at samlingen ikke indeholder flere digte af ovenstående type. Men når alt kommer til alt, får vi en god karakteristik af et fænomen, der omkranser vores tilværelse. Vi får vel nærmest hånd i hanke med det. Og kan man tale om en æstetik som en slags pejling i tilværelsen, om en æstetisk i form at holde tilværelsen op, danse hen over den og hylde det store mærkelige liv; ja, så kunne det måske gøres sådan som Jakob Brønnum gør det i denne digtsamling. Træk vejret langsomt og læs dig igennem disse digte; de er turen værd.
INFO
Digtsamlingen kan købes for 125,- her.