Indholdet i denne udgivelse er af ældre dato. Det ældste er fra 1945, og det nyeste er fra 2004. Altså er udgivelsen heller ikke underlagt tidens påtrængende og unødvendige aktualitetskrav. Og hvor er det herligt at skulle kaste sig over læsningen af noget så aldrende, mens det samtidig forekommer så friskt og berigende. Gennem jazz, rejser, sport og kritik bringer Torben Ulrich læseren ind i et berigende og tidløst univers.
Den evigt friske og skarpe hjerne
Torben Ulrich er født i 1928. Han er altså ikke nogen vårhare mere, men derimod en aldrende herre på 90. Nu er Torben Ulrich dog et levende bevis på, at alder bare er et tal. Viden, vitalitet og relevans er tidsløst, og så kommer visdommen måske med tiden. Med læsning af nærværende tekstsamling, Et vækkeur i Cecil Taylors flygel – tekster om jazz, 1945-2005 får man dog at mærke, at visdom også kan svæve i tid og spire i bedste velgående hos unge mennesker. Torben Ulrich var og er et af de mennesker. Måske kendt som tidligere professionel tennisspiller, som far til trommeslageren i trash metal-bandet Metallica, Lars Ulrich, eller for et langt hvidt skæg. Men han er også journalist og billedkunstner. De journalistiske evner har han for det meste benyttet på emnet jazz.
Musikkens dialektik
Eftersom den tidligste tekst i bogen er fra 1945, og den nyeste fra 2005, er der tale om en jazzhistorisk tidslinje. En slags jazzudviklingens kronologi, men ikke i begrebets stive inddelte forstand. Torben Ulrich har nemlig altid haft en indsigt og forståelse i musikkens dialektiske natur. Den evige vekselvirkning, der finder sted i musikken som kreativ kraft, fornægter sig ikke. Derudover er musikken også i evig dialog med samfundets forandringer. Musikken spiller sin tennisbold op ad publikum, og publikum spiller deres op ad musikken. Hvem, der vinder serven og får kunsten til at stå i Zenith, er ikke sådan lige til at forudse. Men hvis der er nogen, der kan, så er det Torben Ulrich. Det har bogens redaktør og forordsforfatter, Lars Movin, allerede gennemskuet for længst. Dygtigt og respektfuldt har han derfor kurateret denne perle af en bog. Og tak for det.
Fra swing til bop. Fra bebop til avantgarde
Torben Ulrichs sprog kendetegnes af en stor indsigt i scenen, og han er på den måde en af de få danske skribenter, som formår at løfte jazzkritikken op på internationalt niveau. Samtidig har hans professionelle karriere som tennisspiller bragt ham rundt omkring i verden, hvilket har givet ham et meget nært forhold til den internationale jazzscene og nogle af dens musikere. Den vedholdende og flittige pen har medført, at disse bidrag til jazzkritikken maler et billede af udviklingen før, under og efter, at Danmark blev international jazzmetropol. På den måde giver bogen læseren en levendegjort fortælling af jazzens temperatur og historie i Danmark. Med et sprog, der er levende og rækker ud i tilværelsen, forfalder Torben Ulrich sjældent til en rolle som den udefrakommende kritiker, der kun observerer og analyserer, men aldrig er med i fællesskabet. Som han afrunder sin nekrolog over Charlie Parker, bragt i Politiken den 18. marts 1955:
Parker lagde ikke grunden til den moderne musik. Han formede grundstoffet med sine hænder og hornet. Sammen med de andre, naturligvis. Men eftertiden støtter tungere paa ham end paa nogen anden. Ingen kan sige, at de hørte ham ikke.
Brug ikke tiden på nekrologer.
Hør hellere musikken. Skaf de plader, der kan faas – herhjemme eller udefra.
Eller dans. Eller græd.
I måden, hvorpå Charlie Parkers originalitet fremhæves, væver Torben Ulrich en forhistorie og et fællesskab ind i fortællingen. Musikken lever ikke på en enkelt persons præmis. Genialitet eller ej. Derudover manifesterer han nærmest selvudslettende, at tiden bør tilfalde musikken, og de følelser den afstedkommer. Torben Ulrich skriver ikke for at blive læst, men for at musikken skal høres. På den måde er hans kritiske pen ikke akademiseret eller hensunket i evige teoretiske analyser. Han tager del.
Poetisk som Dexter Gordon – eksperimenterende som Albert Ayler
”Trane was The Father, Pharaoh was The Son. And I was The Holy Ghost.” Sådan sagde jazzmusikeren Albert Ayler efter sigende, da han skulle beskrive sin egen rolle, samt de musikere han stod på skuldrende af. Med en reference til den hellige treenighed, opsummerede Ayler avantgarde eller free-jazzens historie. Jeg vil erklære mig enig, blot med den tilføjelse, at fortolkeren af det musiske materiale, præsten om man vil, snildt kunne være Torben Ulrich. Lige så meget han er kritiker, lige så meget er han formidler. Og formidlingen er altid på musikkens præmisser. Som f.eks. da han sender beskrivelser fra spillestedet Village Vanguard i New York hjem til B.T., hvor man den 30. april 1965 kunne læse:
En af forskellene mellem kælderetagen og første sal på dette sted er priserne. I Contemporary Center giver man to dollars pro persona ved døren. Der serveres kaffe eller te i pauserne fra papbægre. Nedenunder i kælderen kan man let risikere at måtte bløde 12-15 dollars, hvis man er et par. Forskellen mellem de to steder ligger således ikke bare i musiken, men også i dette ”at gå ud”. De mennesker der går ovenpå, går for at høre, ikke for at gå ud.
Jeg får hurtigt fornemmelsen som læser, at hele musikkens kommercielle hylster ikke har nogen tiltrækningskraft på Torben Ulrich. Flere steder beskriver han, at musikerne desværre har svært ved at tjene til dagen og vejen. Men alle de andre, der prøver at tjene penge på musikken ved at give det en pæn indpakning, ja, de kan godt pakke sig.
Sport og jazz
Man behøver aldeles ikke at være nogen jazz-connaisseur for at nyde denne bog. Med bid og vid bedriver Torben Ulrich en helt særlig type journalistik. En levende og legende journalistik. Med en blanding af anmeldelse, rejseskildring og essayistik er det i høj grad læsning, som trækker på et bredt spekter af nuancer. Livet leves for Torben Ulrichs tilfælde sammen med sporten og musikken. Derfor vil man også opleve, at sportens mere actionfyldte tempo ikke nødvendigvis adskiller sig fra musikkens udvikling. Det er en bog for alle yndere af god journalistik og skrivning i almindelighed og jazz-entusiaster i særdeleshed.
Info
Torben Ulrich: Et vækkeur i Cecil Taylors flygel – tekster om jazz, 1945-2005
Redigeret og med forord af Lars Movin
Asger Schnacks Forlag
2018
348 sider
Køb bogen hos din nærmeste (net)boghandel