Sydafrikanske Koleka Putumas digtsamling Kollektivt Hukommelsestab giver et indblik i, hvordan vidnesbyrd og erindring formuleres fra Putumas nutidige perspektiv, der vil fravriste sig den ydre verdens tingsliggørelse af livet som sort, queer kvinde gennem digte. Værket har vundet Putuma en række af litterære priser inden for både poesi og teater. Heriblandt modtog hun for Kollektivt Hukommelsestab i 2018 den sydafrikanske Glenna Luschei-pris, der årligt udnævner debutpoesi, der prisgiver efter en markant særprægethed Værket er en samling af erindringer, der pendulerer mellem det individuelle og det kollektive, og det består af fire dele, der alle har hukommelse til fælles. Denne danske oversættelse af Liv Nimand Duvå er udgivet gennem forlaget Rebel With A Cause.
Hvordan husker man, mens man glemmer? Putuma skriver digte med udgangspunkt i sit eget liv, og herfra forgrener de sig i sorgens, identitetens og Helligåndens spørgsmål. Disse temaer er en kohærent treenighed, der bevæger sig ind i det trykkammer, der befinder sig mellem et fortidigt og nutidigt Sydafrika, som endnu er markeret af racisme. Putuma griber fat i dette trykkammer og transformerer det til et ekkokammer, der forstærker og gentager den systematiske racisme, der fra et privilegeret og hvidt udgangspunkt forekommer overstået. Digtene vugger mellem det ganske private og det allermest offentlige. Som læser springer man hovedkulds ind i korte og koncise digte om sex, had, egennyttig selvkærlighed og familieforhold. Hun tager afsæt i sin egen specifikke og intense kristne opvækst. Hun fokuserer på, hvordan kristendommen portrætterer Jesus som en hvid mand, og hvordan den magtfuldt opretholder et verdensbillede, der kun accepterer det binære kønsbillede og heteroseksualiteten. Det er Putumas egen oplevelse som sort, queer kvinde i Sydafrika, der er rammen. For det er gennem disse øjne, at den usynlige og immaterielle fortid viser sig som spærregrænser, der forsøger at nedbryde dem, der er fanget mellem fortiden og nutiden. Fortiden er den voldelige og eksplicitte racisme, som aldrig er blevet til et levn, men derimod en kultur i nutiden. Men hvordan skal kollektivt hukommelsestab modvirke socialt hukommelsestab? Putuma husker ikke kun for sig selv – hun husker for alle dem, der bliver glemt i den kristne, hvide ontologi. Digtsamlingen finder fodfæste i hendes barndom, som var præget af sparsomme midler og en opdragelse i den hvide kristendom:
“AT VOKSE OP SORT & KRISTEN
Den første mand
Du lærer at ære
Er en hvid mand
Så kommer du i skole og lærer
Det samme
Vi blinker ikke.
Vi undrer os.”
Putuma oplyser sammenhængen mellem hvidhed, kristendom og kolonialisme gennem værket. Hendes simple sprog griber om forbindelsen mellem disse emner og viser, hvordan de alle kollapser i hendes blotte eksistens. Det stadfæstede billede af Jesus som en hvid person hviskes rent og åbner sig op for andre forestillingsbilleder. Putuma holder et fast greb om læserens hånd, idet hun gennemgår personlige oplevelser, der bevæger sig fra objektet selv til det abjekte. Det abjekte er det forkastelige, og det som træder frem, når objektet og selvet kollapser i tabet af mening. Det forkastelige konfronteres, når Putuma fortæller om voldtægt. Ud over oplevelsen af racisme er digtene også præget af oplevelsen af overgreb inden for familien og det at gennemgå en abort. Emnerne er baseret på hendes egen private hukommelse, men når Putuma sætter ord på sine egne oplevelser, skaber hun nye fortællinger, der fletter sig ind i forståelsen af det private og det kollektive. Fortællingen udvider referencerammen for fortællinger om oplevelsen af overgreb i hjemmet og i familien, som til stadighed er en delikat erindring i vores fælles hukommelse. Hun fremhæver vores modvillighed til emnet voldtægt gennem digttitler såsom ÅH GUD, NEJ! IKKE ENDNU ET DIGT OM VOLDTÆGT. Putuma kommer reaktionerne på en digtsamling om racisme og voldtægt i forkøbet med tilsyneladende finurlige titler, der vækker et hurtigt grin for derefter at forstumme med sætningens alvor. Hun udviser opmærksomhed – men ikke forståelse – for, hvorfor voldtægt og racisme forvises til smugkroer i stedet for at okkupere mikrofonen.
Kollektiv sorg og individuel skam
Putumas ærinde er som sagt ikke blot at dele ud af sit eget liv, men at erindre med sin læser, så vi kan huske vores fælles fortid og hvorfor den stadig har indflydelse på nutiden. Værket veksler bestandigt mellem hendes egen oplevelse af voldtægt, abort og seksualitet og forholder sig til det mirkopolitiske for senere at udfolde dette i den makropolitiske sfære – for disse to virkeligheder hænger for hende uløseligt sammen. Ideen om kollektivet fylder mere og mere, som værket skrider frem. Hendes barndoms- og ungdomsoplevelser relateres til alle dem, der har gennemgået noget lignende. Delingen og helingen af skam og erindring formgives som f. eks. navneopråb i digtet LIVLINE, der oplister personer, som for Putuma er meningsfulde. Mekanisk lader man sine øjne falde ned over siden linje for linje, navn for navn, og man formår ikke at huske navnene, som man husker hendes historier. Pointen for Putuma er nok ikke, at disse navne skal huskes hos den enkelte læser, men derimod at bruge tekstens kraft til at udødeliggøre navnene. Formsproget er en stor del af det politiske budskab. Hun bruger fodnoter, der visuelt og indholdsmæssigt skaber ubehagelig gravitas, når digte med titler såsom SELVMORD og APARTHEID forklares i simple fodnoter af en sætning hver. Øjet opmuntres på denne måde til at skandere det hvide rum mellem ord og betydning. Vi skal forholde os til, at der mellem et ord og dets betydning er uanede muligheder for fortolkning, men også at fænomenet apartheid fastholdes som en fodnote i nutidens historieforståelse. Putuma sætter nemlig ikke punktum ved apartheid, som sætningen “APARTHEID ER IKKE DØD” slagkraftigt viser. Putumas liv er præget af apartheid, og derfor er det ikke en fortælling, der er afsluttet. Det er derimod en fortælling, som Putumas liv må digte videre på – forskellen er bare, at hun nu selv aktivt sætter ord på racismen i stedet for at lade omverdenen fortælle hendes historie. Fortællekunsten er nøglen til hukommelse, og hukommelse er overlevelse i en verden, der allerhelst gerne vil glemme dig.
Fra digtet GENOPSTANDELSE:
”Der er spildt nok blod til at kortlægge de lande, det har oversvømmet
Der er mistet nok blod til, at vi kan dø
Der er nok blod tilbage til at vi kan overleve
Deres tunger brænder i vores munde
Når vi taler om vores historie, slukker vi ilden”
Putuma griber ud efter de store narrativer, der lægger og har lagt grund for nutidens strukturer. De tidspunkter, hvor digtet virkelig sætter rødder i det identitetspolitiske, er når hun også deler sit perspektiv på, hvad det at være queer betyder for hendes liv, der er så stærkt præget af kristendommen. Her introducerer hun igen sin skarpe og til dels humoristiske refleksion over religion, køn og seksualitet: “Den hellige treenighed et underligt, forskuret trekantsforhold, / og Helligånden transkønnet.” Værket nægter på mange måder det velkendte, idet hun danser mellem forskellige formsprog og identitetsproblemer, som for mange læsere er fremmede. At være queer, sort og kvinde udtrykkes ikke firkantet – for identitetspolitik i dag er formløs og dynamisk, og Putuma giver her et efter min mening ekstremt potent bud på, hvordan poesien også kan være intersektionel og afspejle en opløsning af det private og det kollektive: det politiske og det følelsesmæssige.
At turde huske
Der er ikke plads til at puste ud i digtsamlingen. Putuma mister aldrig grebet om læseren, mens følelsen af sorg fylder det tomme rum mellem linjerne. Ord er ikke nok til at kunne indkapsle en så stor hukommelse. Politisk digtning kan have svært ved at finde sit eget fodfæste, der nægter kliche og repetition. Jeg synes på mange måder, at Putumas sammenblanding af religion, køn, seksualitet og generel identitet skaber indbyrdes referencerammer, der lader det første emne blive fortolket af det næste. Putuma formår med et åbenbart og let sprog, der undgår rim og gentagende versstruktur, at behandle disse emner på ny. Blandingen inviterer en bred mængde mennesker til at mødes om digtene og hele sammen. Det kræver dog, at du åbner dig op for at læse dig selv med; at læsningen bliver en aktiv refleksion over selvets sandheder og en vækkelse fra hukommelsestabet.
Info
Koleka Putuma: Kollektivt hukommelsestab
Forlaget Rebel With a Cause
2019
Køb bogen på forlagets hjemmeside her