I Som var en solstråle fanget i en spejlsal forener debutant Jacob Lassen livets skyggesider med de lyse. Han opvejer det triste ved at kaste glimmer i livets sorte huller og ved at læse solstråler højt på psykiatrisk afdeling.
”Mit nye forhold kaster lys over det gamle
mens det gamle kaster lys over det nye
og alle mine forhold kaster lyset frem og tilbage imellem sig
som var en solstråle fanget i en spejlsal
mine solkonger
mine dejlige drenge
jeg kaster lidt glimmer og håber på
at vinden blæser det i jeres retning”
Således lyder et af de centrale digte, der refererer tilbage til titlen på digtsamlingen af debutant Jacob Lassen. Forlaget Forår skriver blandt andet, at Lassens tidligere digte har været trykt i anerkendte tidsskrifter, herunder Hvedekorn, Slagtryk og Mosaikk. Før Som var en solstråle fanget i en spejlsal hentede Lassen redskaber fra skriveophold på bl.a. den velansete Testrup Højskole, foruden den erfaringsbaserede inspiration til digtsamlingen. Med det menes, at samlingen bærer præg af erfaring, idet den indkapsler livet og døden via digte, der tilsammen udgør en snor behængt med polaroidbilleder. Snapshots, som kan ses individuelt, men som børlæses i den sammenhæng, hver enkelte indgår i, for at få den større fortælling med om menneskers betydning for jeget og jegets betydning for mennesker.
Lyser på hinanden
I begyndelsen af digtsamlingen bliver vi bekendte med et digter-jeg, der rammes af pubertet og tvinges ud af barndommens uskyld. Dette ser han som et tab – at blive sparket ind i en verden af forventninger, brødre som rivaler, en syg morfar og kærlighedskvaler med de mænd, der forlod jeget. Andre digte belyser også livets solbeskinnede sider, hvor venner tror på en, selv når man føler sig utilstrækkelig og trist og mest bare ønsker at forurene sit leben med tom næring fra McDonald’s’ friturebade og en romkugle i munden – ”resterne af dagen / dyppet i chokoladekrymmel.”
Denne bevidsthed om nære relationer og værdien heri tydeliggør digtsamlingen ved at skildre liv, hvori alle er udsatte på en eller anden måde.
”Nina er den her humlebi
som mangler den her vinge
hun styrter sidelæns mod jorden
som et nedskudt jægerfly”
På smuk vis fremstilles Nina-karakteren som en veninde, der ikke har haft det let i livet, men til trods kæmper videre. Denne billedbeskrevne omsorg, som påpeger digter-jeget og Nina som hinandens støtter, denne støtte – og hvordan mennesker i øvrigt læner sig op ad hinanden, når de finder en umiddelbarhed hos den anden. Denne umiddelbar kærlighed er at af digtsamlingens stærke punkter. Lassen formår at skrive både nøgternt og samtidig med at udtrykke den umiddelbare omsorg, der kredser om et helt netværk af individer. Et stærkt netværk, hvori man holder fast i og for den anden, der også er til stede, når man selv har brug for at høre en solstrålehistorie på dage, hvor lyset udebliver.
Digtsamlingen udgør også et tydeligt samtidsbillede fra et digter-jeg, der befinder sig både i minder om det at vokse op blandt brødre og det at overvære sin morfars vej til døden, samtidig med, at den afspejler samtidens ungdomskultur. En kultur, der både kommer til udtryk i form af druk, sårbarhed i datingland og ungdommens forfald, og som handler om at have hinanden i en verden, hvor kompost er kønnere end rene overflader. En ungdomskultur, hvori den polerede skønhed ikke er ægte skønhed, fordi den ikke er ægthed. Tværtimod er det skønne at finde i det, der ellers ignoreres eller hensættes til at forgå og naiviteten i at turde at tro, men også i styrken i at fejle i denne tro, som det vises med et stærke billede på mødet med datingkulturen i et af digtene: ”på vej efter snacks / går vi forbi det sted / hvor hun engang var på date i et bed / eller hun sad i bedet og ventede på daten / som en blomst der gerne ville plukkes”. På billedlig vis illustrerer Lassen, hvordan ungdommen er med til at skabe og blive ofre for denne trang efter nærvær, der får dem til at bevæge sig som hovedløse høner i datingverdenen. Samtidig beskriver han tydeligt ydmygelsen i naiviteten og banaliteten i aftaler og andres væsen, som jeg også anser for at være en kulturel kritik og skyggesiden af det omsorgsfulde jeg.
Lassen formår altså at male et naturtro billede af ungdommen i det 21. århundrede, hvor styrken er i svagheden og at dualismen i de unge individer – imellem hårdkogt søskenderivalisering og sympati over for søndag, fordi det er synd, at den skal være så kedelig. Jeget er derfor stærkt bærende i digtene, mens personerne omkring jeget har en identitetsopbyggende effekt, idet også de er aktører i Lassens portrættering af en rådvild generation, der føler sig forladt, men sjældent alene.
”Det er svært at sige: jeg har det svært
at være åbent sår i salte hænder
det er anstrengende
med et selvstudie i det feltfjæs i det spejl på den væg”
Digtene indeholder for mig at se et stærkt jeg, der går igen i alle digtene, som på sin vis kan lede ens tanker over i romangenren. Denne udmelding skal ses som en kompliment, idet digtene hver især fremstår som en læren om selvet og et studie i at kende og vide, hvem man er, selvom denne person kan være svær at forstå. Den indre sårbarhed og det at indrømme denne sårbarhed er derfor også et styrkeelement for digtsamlingen, idet den ikke opererer mellem binære positioner, men omfavner det hele i ét – og det i et simpelt, men prægnant sprog.
Sproget som en solstråle i samtiden
Sproget i digtsamlingen bærer præg af postmoderne sammensværgelser, der bevidner sprogets polykulturelle karakter i form af en blanding af gammeldansk og engelske termer, som har sneget sig ind i det almene sprog. Lassen opererer heri med klichéer, men formår som regel at omskrive dem eller forny dem i relation til jegets fortælling:
”jeg siger: nu går du ud til den skraldespand og samler den værdighed op og børster den af og tager den på, nu stikker du den klør fem ind i det bryst og finder den hæder frem og bærer den som den brynje, nu flår du det bundbræt ud af den undskyldningskumme og kommer op på den hest som er det stædige æsel, nu flår du den fortid af som var den skindet på den bjørn du selv har skudt, du har ret til at få del i livets lille frugtighed, du har ret til at plukke bær i det krat i den skov, uden at dine barneben skal rives til blods, uden at der kommer blod i marmeladen”
Denne overdrevne opremsning og opsang til veninden afspejler måden, hvorpå Lassen leger og drejer det møde, der er mellem klichésætninger, der ofte benyttes i almen forstand, når vi som mennesker møder et sygt menneske uden at forstå det. Ved at sidestille disse overdrives situationen, og det skaber en følelse af hastværk over, at den anden skal få det bedre. Samtidig opnår Lassen styrke i sproget ved at sidestille disse velkendte gloser, da de afspejler et gåpåmod og en genopstandelse af veninden, han taler til. Samtidig spores en ironi – eller måske snarere barnlig overbevisning – i overdrivelsen, der er med til at bryde alvorens tunge skyer og i stedet i sproget også lade solstråler bryde ind for at lette stemningen.
Som før nævnt synes digtene at rumme binære modsætninger – herunder solstråler og vinter, barn kontra ældre – men med den måde, hvorpå alle digtene figurerer som en større jegfortælling, fremstår disse modstillingsfigurer snarere som komplementære funktioner, som opvejer hinanden, hvilket også synes at være digtsamlingens agenda at påvise. Livet hænger sammen, og døden er ikke andet end en del af livets slutning, ligesom alt dårligt er til for alt det gode. Allerede i dedikationen får vi en fornemmelse af bogens binære opstillinger og sammensmeltning af tider og livets overgange, der reflekterer hinanden:
”Til brombærkrattet
for at rive mine barneben til blods”
Her leger Lassen også med det seriøse – alvoren i psykisk ustabilitet – og til tider naive vendinger, som Lassen klart er bevidst om er med til at blødgøre det ellers alvorlige i digtene. Samtidig hersker en ironi eller satirisk undertone i alvoren, idet sproget ellers er imødekommende over for læseren.
Formet af processer
Digtsamlingen består af digte, der står individuelt, men som skinner frem og tilbage på de andre i samlingen. Værket minder på visse måder om Luca Engberg Talamonas debut fra 2017, Alcatraz (Gladiator), idet et sygdomsforløb beskrives fra et ungt digterjeg med temaer, der frister mig til at drage tråde til Thomas Korsgaards fortælling om Tues opvækst og ungdommens sårbarhed i mødet med den rå realitet.
Vi starter med morfarens sygdom, der synes at trevle op i barndom frem til nutid, efterår og tristhed og ensomhed efter, hvad der synes at være et nyligt brud med en tidligere kærlighed. Herefter lader jeget sin krop forfalde til McDonald’s-mad og sympati fra veninder og Oliofska; ”jeg drikker et glas som var det vand / mens jeg sletter billeder fra sociale medier / der er et sår der hvor mit ansigt skulle have været”. Såret renser han med vodka. Jeg savner til tider en skarphed, der dog opvejes med konkreter i andre passager.
Jeg indrømmer gerne, at jeg har behersket mig i at dele ud af eksempler fra digtsamlingen, da jeg ikke ønsker at udlevere Lassens ord, eftersom udgivelsen gerne skal opleves gennem samlingen og ikke via denne anmeldelse. Derfor opfordrer jeg naturligvis til at dykke ned i samlingen og møde Lassens sprog og billedrige samling af digte om den stærke og skrøbelige nyudklækkede voksen, der må lære at leve i livets midlertidighed.
Kort sagt står Lassens debutsamling skarpt som en brik i det større puslespil af unge digtere og deres oplevelse af den evige vekslen mellem sårbar- og standhaftighed i en samtid, der sparker ungdommen ud over reden, før de nødvendigvis kan flyve, og som griber hinanden på vej nedad i et net af udstrakte hænder og svæver op mod solstrålerne igen.
Lassens samling af digte er et sursødt bolsje af al den smag, livet skænker og giver tilbage sat sammen med et smukt og direkte sprog, som skildrer vor tids ungdom i medgang og modgang.
Info
Titel: Som var en solstråle fanget i en spejlsal
Forfatter: Jacob Lassen
Udgivet: Oktober 2020
Forlag: Forlaget Forår
Sideantal: 36