Tidligere i år udkom Claus Høxbroe med endnu en digtsamling i rækken af værker bestående af observerende, bevægende og samfundskritisk poesi. Digteren, som gennem mere end 15 år har rejst land, rige og verden rundt i skriftens tjeneste som dokumentarist, turist og hjemløs blandt byens beboere, tager os endnu engang med ud i verden og rundt om mennesket Høxbroe på vejen – men denne gang dybere end nogensinde før. Med Sorte Pletter på Himlens Linse er der kommet et midlertidigt klimaks i dette opus magnum om livet som digter.
Det manglende element
”Sindets sol
drukner bag
mørke skyer”
Høxbroe har gennem sit lange virke taget temperaturen på rigets tilstand (Danmark, 2017) og fået os til at forelske os i hovedstaden igen (Kongens København, 2017). Han har skriblet de fysiske detaljer af hotelværelser på tværs af Europa ned, ledt efter oversavede postmænd i Floridas sump (Morgenen arbejder på en ny Sol, 2018), og givet os en koncis og intens introduktion til hundevæddeløbslivet i ægte onkel Danny-stil (Omkring på Kallerupbanen, 2019) – og det er bare de sidste par år. Alle hans samlinger består af skarpe observationer og en kæk kritik af samfundet og den verden, vi har tilfælles, altid gennemført formidlet med strategisk velplacerede ord og bragt til os gennem et iboende beat. Alt sammen med et blink i øjet og et smil under fuldskægget.
På mange måder følger dette værk stringent Høxbroes særegne form i den næsten uendelige række af digtsamlinger, som til punkt og prikke genkalder skriften fra hans hånd hvad angår sprog, stil og rytme. Men Sorte Pletter på Himlens Linse skiller sig ud fra de andre bøger i Høxbroes livsværk – hans fokus har fundet et nyt epicenter, og det ændrer essensen af det skrevne i forhold til hans andre værker.
For første gang siden jeg begyndte at læse Høxbroe tilbage i 2012, sidder jeg med en samling i hånden, som giver decideret ondt i følelserne. Det ville på en måde også være underligt at have været igennem alle de oplevelser, travereseret kloden og begået så mange mentale øjebliksbilleder og analyser uden at have fået imprægneret blot nogle få af verdens dårligdomme ind i sindet, taget de mange tusind sider, som Høxbroe har på bagen, in mente.
Kontinuitet
Ӂnder savnet
ud i natten
et skridt
et hvæs
ad gangen
under
Vesterbros
Himmel”
I Høxbroes samlinger tages læseren med på en mental rejse, når han med sit ørneblik og sin skarpe pen minutiøst dissekerer den fysiske verden. Hans levende og nærværende måde at skrive på gør, at man fra første sætning bliver suget ind i hans univers, og her er Sorte pletter på himlens linse ingen undtagelse. Læseren tages på ny med rundt på en velkendt tur i Københavns gader og på byens bodegaer, over Krakow til Østeuropa og videre til Varanasi i det fjerne Østen. Det, der har ændret sig og gør, at samlingen her skiller sig ud, er fokus, der ikke længere er på den fysiske verden, men som hovedkulds kaster os ind i den indre.
”At miste sig selv
mærke sjælen
pisse ud af en
sive gennem gaderne
At finde sig selv
i en pakke smøger
fra Hovedbanen
røget i ironisk regnvejr
togenes triste sange
fra sprækken i asfalten
At vente på efteråret
længe efter det er
sat ind
i brystkassen”
Alle som rejser, og som trækker rødderne op, ved, at man ved at rive sig selv ud af sin trummerum får lejlighed til at skue indad – og det har tit undret mig, at netop dette manglede, eller måske altid har været bevidst udeladt, i Høxbroes andre samlinger. Kulturchokket, stilheden, ensomheden, melankolien ved solnedgang og tiden, hvori man ikke har andet alternativ end at være fanget med sig selv og sit tankemylder. Dette kommer han i den grad efter med den her samling, og han gør det fantastisk.
Melankoliens anatomi
”Antallet af smøger
røget i dagens løb
udgør summen
af triste tanker
et både fysisk bevis
og et bjerg af aske
brændte beviser
i én og samme bevægelse”
Hvert digt rammer som en sølvpatron lige i hjertekulen, og samlingen afspejler hele spektret af afsavnets og dybsindighedens nærmest universelle anatomi – om man rejser fysisk ud i verden eller ind i sindets dybder. Det er tungt, det er hårdt, men det er først og fremmest utroligt menneskeligt.
Men det er ikke kun det skrevne ord og det eftertænksomt smukke i det enkelte digt, som er værd at lægge mærke til. Bogens opbygning er i sig selv et ekko af hjernens dynamik, når de tungere tanker tager over. Høxbroe tager os gennem lange træk af små digte, hurtige og flygtige som tanker, der fyger gennem en hjerne, som har brug for tid til at bearbejde det anskuede. De små tanker, som opstår i kølvandet på noget forstemmende, dem, som river barken i stykker og bygger et menneske op af arvævet, og som ikke lader en tænke klart i øjeblikket.
Sådan lades der op, indtil verden påny mentalt falder på plads, tankerne samles lidt efterhånden, tingene giver mening igen, og absurditeten giver plads til klarsynet gennem lange kohærente mentale udlad. Dette illustreres hos Høxbroe ved, at digtene ad flere omgange går fra fire linjer og langsomt bølger op til brændingen og bryder ud i reelle salver af ord over fire sider.
Det er et letgenkendeligt tankemønster, og det er rart at vide, at vores hjerner deler de lange seje træk, når eksistensen engang imellem gør ondt, og man venter på forløsningen, som venter en i enden.
Slutningen?
”Kan ikke love dig
at jeg altid vil være her
blot at jeg er her
mens jeg er”
Samlingen er en sjælfuld vandring ind – og ud – i eksistensen og en refleksion over det finitte individ, Høxbroe og alle os andre. Det er en samling, som giver så uendeligt meget til eftertænksomheden med så relativt få ord. Det er ligeledes en samling, som sætter et midlertidigt punktum i den poetiske dokumentar, det er at følge Høxbroes liv som digter. Den komplimenterer på mange måder mange tidligere værker og runder et større bundt digte af og får flere af disse til at gå op i en højere enhed. Mit råd er at skaffe og læse så mange af Høxbroes tidligere værker som muligt og så lægge Sorte pletter på himlens linse til sidst i bunken for at få hele historien om det enormt interessante menneske, som gemmer sig bag de sorte briller og det store skæg, fortalt. Personligt. så håber jeg dog, at denne samling kun er et midlertidigt punktum, og jeg glæder mig allerede til at fortsætte rejsen, både den indre og den ydre, i selskab med Claus Høxbroe, når den næste bog falder fra hans hånd.
Claus Høxbroe: Sorte pletter på himlens linse
2020